2.afsnit_af_foeljetonen_om_parforhold

Senest opdateret

19. november 2017

TANKER RUNDT OM ANA & HVORFOR JEG SKREV OM HENDE

2. Kærlighedskapitalen

 

Er det hverdagene, som melder sig med deres tyngde, når kærligheden har nået en vis alder? Er det drømmene, som bliver slidt ned, virkeligheden, som banker på? Eller er det vores biologi, som af en eller anden grund slår bremserne i? Jeg ved det ikke.

 

Men jeg ved, at på et eller andet tidspunkt ændrer den historie sig, som vi fortæller om vores forhold. Den bliver mindre blank, den sprækker en smule. Så småt, så snigende, som en anelse, vi skynder os at vifte væk, for det er jo netop ham, vi elsker, og netop denne kærlighed, vi uhæmmet har hyldet over for os selv (og alverden) som den helt rigtige – og den forelskede fase er desuden et så fortryllet sted at være, at vi forfærdelig nødig vil forlade den.

 

Den allerførste forelskelse er som en voldsomt stor lotterigevinst, som en uendelig sum af kærlighed, der bare kan tæres på. Selv om forholdet over tid kan udvikle sig til at være en komedie, en tragedie, eller måske et mareridt i stedet for en drøm, så er der her, i fase 2, stadig masser af næring at hente i den oprindelige kærlighedskapital.

 

Vi bærer over, ser gennem fingre med, bortforklarer. Vil vil så gerne holde fast i drømmen om den eneste ene, om at elske og være elsket tilbage.

 

(Fra 'Ana elsker' side 210)

 

Carl nægtede pure at spise med hos Mikkel og Ellen dagen efter. Ana prøvede at overbevise ham om, at han ville kunne lide at være sammen med dem, men nej.

’Jeg kan ikke holde ud at være i stue med en mand, du har haft et forhold til,’ sagde han. ’Ved du ikke det?’

Jo, det vidste hun godt, men hun forstod det ikke. Kunne det, overvejede hun, være udtryk for sådan noget gammeldags mande-noget? At en kvinde, hun selv, blev som stemplet, når en mand havde haft sex med hende, og Carl ikke ville mindes om de aftryk, som andre mænd havde sat? Nej. Det var snarere et udslag af hans særlige følsomhed.

Hun var skuffet, men accepterede.