6. og 7. afsnit af føljetonen om parforhold

Senest opdateret

15. oktober 2017

LINKS

TANKER RUNDT OM ANA & HVORFOR JEG SKREV OM HENDE

6. Pungen

 

Og så er der pengene. I min ungdoms kollektiver skabte penge og rengøring altid problemer. Yde efter evne, nyde efter behov, hed devisen, men da hverken 'evne' eller 'behov' er fast definerede størrelser, var diskussionerne – og klagepunkterne – utallige og stillede nok større krav til den enkeltes rummelighed, end vi lige gjorde os klart.

 

Også i parforhold er penge og gøre rent/ holde orden størrelser, som skaber uenighed. Har de fleste par mon stadig fælles økonomi? Også nu, i 2017, hvor begge tjener til egen forsørgelse? Han med en løn, som ifølge statistikken i gennemsnit er 15% højere end hendes, hvilket åbenbart betyder noget for hans potens. I al fald somme tider. Hvorfor mener jeg nu det?

 

Engang var jeg forsørgeren i parforholdet. Han havde sluppet sit faste job og ville opdyrke sin kunstneriske karriere. Da vi en dag ved middagsbordet talte om et større indkøb, som han ønskede at foretage, mens jeg syntes, vi ikke havde råd, og jeg nævnte, at det jo var mig, som tjente og havde styr på pengene, blev han meget vred.

 

Jeg skulle ikke kastrere ham foran hans søn, lød det, og jeg blev forbløffet klar over, at det nok ikke er tilfældigt, at en del af det mandlige kønsorgan kaldes 'pungen'.

 

(Statistisk kilde: Danmarks Statistik)

 

 

 

7. Mit begær, dit begær

 

Kan energien i et forhold måles på den sexuelle tiltrækning, sådan som Ana mener? En dag viser det sig, at vi ikke længere har lige meget lyst til hinanden. Mit begær er større end dit, jeg vil have sex med dig oftere, end du har lyst til, og selv om du måske gerne vil, du elsker mig jo, mærker jeg din lavere interesse.

 

Vores sexuelle samvær bliver sjældnere, kortere, mere ensformige, måske også mere ferme: Vi kender hinanden og ved, hvor knapperne sidder.

 

Det bliver let kedeligt at kende knappernes placering.

 

Det klassiske udsagn om 'ikke i aften skat, jeg har hovedpine', plejer at være kvindens og må have rødder i epoker, hvor kvinders sexuelle behov stadig lå gemt bag mørke fordomme. Jeg kender i al fald til lige så mange parforhold, hvor hun savner sex, som jeg gør til dem, hvor han savner sex. Ligesom jeg kender flere sexuelt aktive og begejstrede kvinder over 70, end jeg kender til ditto mænd.

 

Jeg har skrevet og undervist om sex siden 1975, og min oplevelse er, at det danske samfund siden da er blevet stigende bornert – i en mærkværdig modsætning til sexualiseringen af det offentlige rum – og vores sprog.

 

Men at leve i et socialt rum, hvor forventningen er, at du skal være sexet, er lige så undertrykkende som det modsatte. Hvor min mormor, da hun for 100 år siden var 17, næppe havde ord for sin sexualitet, så lever mangel på sexuel interesse eller formåen i dag en stort set uomtalt tilværelse. Dagens trendy krav om at skulle være sexet levner ikke plads til at være åben om den sexuelle virkelighed, vi alle rummer.

 

Ana er en sensuel kvinde, og hun insisterer på sin ret til at folde sig ud som et erotisk væsen. Men selv om hun fx har let ved at få orgasme og elsker sin mand/ kæreste, dukker problemerne alligevel op i hendes sexliv – selvfølgelig.

(Fra 'Ana elsker, side 267-268)

 

’Jamen, jeg synes, vi skal have fælles økonomi,’ sagde Carl. ’Det er underligt, at vi har hver vores, når vi lever sammen.’

De talte om det, før Ana flyttede ind. Hun betalte husleje, selvfølgelig, og bidrog med et fastlagt beløb til husholdningen. Men (…) det passede hende bedst at holde styr på sine penge selv. Økonomi fyldte ikke meget i hendes liv, for hun havde aldrig problemer med den.

’Åh, jeg er nu helt tilfreds med sådan, som vi har gjort hidtil,’ sagde hun.

’Nej nej, det er, fordi du ikke ved, hvor meget jeg hele tiden bruger på dig.’

Ana studsede.

’Jamen, det gør du vel, fordi du har lyst til det? Det er vel dit valg?’

’Jeg har ikke råd til det mere. Det er rimeligt, at du også betaler, og at vi er fælles.’

’Ahr, hvis ikke du har råd til at forkæle mig, må du lade være,’ sagde Ana. ’Og jeg forstår slet ikke, at du så har sagt op. Hvad vil du leve af?’

’Vores firma. Vores fælles konsulentvirksomhed.’

’Jamen ...’ Nu kunne hun ikke følge med. ’Vi har jo ikke noget firma?’

('Fra Ana elsker' side 315-316)

 

Carl havde stadig ofte lyst, og når de var alene i huset, foregik det på bløde tæpper foran den tændte brændeovn. Stearinlys, røgelsespinde, spirituel musik, vin. Han masserede hende i halve og hele timer, slikkede og suttede, og bagefter var det hendes tur – før han trængte ind i hende, og de havde samleje, voldsomt, hurtigt, og orgasme, først hende, så ham.

’Var det godt?’ spurgte Carl bagefter.

’Mmmm,’ svarede Ana, ’yderst tilfredsstillende, topkarakter. Du er simpelthen en super elsker, uhm.’

Det vidste hun, at han gerne ville høre, så det sagde hun, men i virkeligheden gad hun som regel ikke. Al den tummel. Hele den iscenesættelse. Gab. Det strakte sig langt ud over, hvad hun havde behov for.

Hvad er der galt med mig? tænkte hun. Her fik hun al den fuldgyldige sex, hun kunne ønske sig, og alligevel tillod hun sig at være utilfreds.

(…)

Sex er overvurderet, tænkte hun og lo for sig selv over sin manglende politiske korrekthed. Og orgasme? Skulle det nu være noget at gå så højt op i, at tage så seriøst?