8. og 9. afsnit af føljetonen om parforhold

Senest opdateret

15. oktober 2017

LINKS

TANKER RUNDT OM ANA & HVORFOR JEG SKREV OM HENDE

8. Feromoner og skyggesider

 

Forelskelse er klædt i drømme og forhåbninger og udstyret med lyserøde briller. Den henter sin energi i biologien og vores underbevidsthed, feromoner og skyggesider, alt det hos os selv, som vi ikke vil eller kan vedkende os, og som vi håndterer ved at blæse det ud over andre.

 

I forholdets begyndelse kan vi opretholde illusionerne, men den går ikke i længden. I løbet af en vis tid går det op for os, at hans afslappede, charmerende forhold til regler også omfatter de regler, som hun sætter pris på og håndhæver, incl. vanen med systematisk at komme for sent – og hendes engang så smittende sociale engagement betyder, at hun konsekvent ved alting bedre end ham og altid har ret. Irriterende! (– og åh, så usexet.)

 

Langsomt og uafvendeligt finder vi ud af, at den anden slet ikke er sådan, som vi troede. Han har forandret sig, påstår hun forurettet. Han er slet ikke den, jeg forelskede mig i. Eller: Hun minder mere og mere om sin/ min mor, konstaterer han, mens han prøver at beherske sit ubehag. Hun vil fandeme bestemme alting.

 

Sært nok var partneren før den nuværende ligesådan, selv om de umiddelbart slet ikke minder om hinanden.

 

Jeg kan her i bakspejlet se, hvordan min partner nr. 1) nok mest var min patriarkalske fars diamentrale modsætning, en følsom mand. Da jeg fik nok, kaldte jeg ham skvattet. Partner nr. 2) delte ubøjelighed og forestilling om at være familieoverhoved med min far, og han udviklede sig – surprise, surprise – gennem vores forhold til en hustyran, mens partner nr. 3) repeterede min fars følelsesmæsige fjernhed og blev tydeligere og tydeligere som forstenet og følelsesforskrækket – og ikke 'rolig' og 'behersket', som jeg omtalte ham i begyndelsen.

 

Osv. Osv. Det kræver stor selvindsigt at gennemskue dén mekanik.

 

(Kilde: http://videnskab.dk/krop-sundhed/forskere-sex-dufte-gor-os-mere-tiltraekkende og

https://da.wikipedia.org/wiki/Skyggen_(psykologi))

 

 

9. Uden batteriindikator

 

Hvis parforholdets begyndelse er som at vinde den store gevinst, en brat opstigning til den syvende himmel, så er nedturen langsom. Umærkelig. Et slid, en tæren, glansen går først af på de mest udsatte steder, en grim virkelighed stiger frem.

 

Jobbet tager længere tid, det samme gør tv'et. Aftaler bliver glemt, bagateller vokser og bliver voldsomt irriterende, og det gør svigerfamilien også. Og den andens venner. Kollegerne på arbejdspladsen bliver langsomt mere og mere tiltrækkende og hov! der faldt hun/ han i. Julefrokost, beruset, og hvor længe er det egentlig siden, vi to sidst havde sex?

 

Processen humper sig langsom afsted, bl.a. fordi den er så uønsket. Vi havde det så godt, vi ville hinanden så gerne, hvad skete der? Vi taler sammen over flasker vin, vi prøver at forstå og tilgive, vi gør krumspring, vreden hober sig op, og dag for dag rykker vi længere fra hinanden og kan til sidst ikke mere høre, hvad den anden siger.

 

Irritationen ligger lige under overfladen, vores replikskifter løber ad spor, som peger direkte mod ødelæggelsen, og de er stadigt oftere ladet med 'aldrig' og 'altid':

 

'Du gør aldrig …' / 'Du er også altid så …' / 'Man kan heller aldrig regne med, at du ...' / 'Det er det sædvanlige med dig, bare jeg gør det-eller-det, så tror du straks det-og-det.'

 

Jesper Juul beskriver i en af sine bøger den udmærkede regel, som hedder: Hvis I aldrig siger 'du' (og alle variationer over det lille ord: din, dig, dit), kan I ikke komme til at skændes. Man kan også kalde den at blive på egen banehalvdel. Enkel regel at forstå, næsten umulig at praktisere, du-vanen er for indgroet.

 

Nu kan kun mirakler eller dygtig parterapi redde forholdet, og dét afhænger af, hvor dybe sår vi har påført hinanden.

 

Jeg flytter i morgen, flyttebilen er bestilt. Jeg er forelsket i XY, som i øvrigt er gravid/ din søster/ din bedste ven. Jeg elsker dig ikke mere. Jeg elsker dig ikke mere.

 

 

(Fra 'Ana elsker' side 127)

 

Ana blev mere og mere sikker på, at Carl var en mand for hende. Deres sex var fantastisk, alene det, hendes krop summede af fryd. Det betød noget, var udsagn om noget dybere. Og jo mere de talte sammen, jo mere han fortalte om sig selv og sit liv, desto mere overbevist blev hun om, at han passede. At han havde nogle måder at håndtere virkeligheden på, som svarede til hendes. Deres måder var af samme type. Smag, værdier, vaner, ønsker.

Hun kendte sine præferencer og havde efterhånden skærpet sine holdninger og opdyrket nogle dertil svarende praktiske rutiner. Alt det slap hun ikke, og en mand, hun skulle dele liv med, måtte have nogle nogenlunde tilsvarende værdier. Og praksisser.

Hun så sig omkring. Jo, Carls og hendes egen livsstil mindede meget om hinanden, og han var desuden så parat til at indrette sig efter hende, at det næsten var for meget. De passede sammen.

 

 

 

 

(Fra 'Ana elsker' side 344)

 

Ana fortalte dem ikke bare om hans åbenlyse svigt, men også om sine egne indre diskussioner, sin stædige vedholdenhed, sine fejlvurderinger og skyklapper.

’Men du er helt færdig med ham nu?’ spurgte Ellen forsigtigt. Hun havde på et tidspunkt grebet Mikkels hånd og sad med fugtige øjne. ’Jeg mener sådan rent snit, bum, farvel? Efter al din tvivl?’

Ana nikkede.

’Måske skulle jeg være gået for længe siden,’ sagde hun. ’Men … Nedturen har været så glidende. Alt det, jeg var så lykkelig for i begyndelsen, alt det smukke og vidunderlige, jeg så hos ham i den første lange tid, er sådan drypvis blevet til noget andet. Næsten umærkeligt, og jeg har løbende tilpasset mig. Jeg ville ham så gerne. Indtil ...’

Hun lukkede øjnene, tårer pressede sig på. Det kan ikke være rigtigt, gik det mentale forsvar straks i gang. Der må være noget, jeg har misforstået, det må kunne lade sig gøre, at ...

Nej.