Historier_om_ANA_ELSKER

Senest opdateret

30.10 2020

TANKER RUNDT OM ANA & HVORFOR JEG SKREV OM HENDE

2. Kærlighedskapitalen


Er det hverdagene, som melder sig med deres tyngde, når kærligheden har nået en vis alder? Er det drømmene, som bliver slidt ned, virkeligheden, som banker på? Eller er det vores biologi, som af en eller anden grund slår bremserne i? Jeg ved det ikke.


Men jeg ved, at på et eller andet tidspunkt ændrer den historie sig, som vi fortæller om vores forhold. Den bliver mindre blank, den sprækker en smule. Så småt, så snigende, som en anelse, vi skynder os at vifte væk, for det er jo netop ham, vi elsker, og netop denne kærlighed, vi uhæmmet har hyldet over for os selv (og alverden) som den helt rigtige – og den forelskede fase er desuden et så fortryllet sted at være, at vi forfærdelig nødig vil forlade den.


Den allerførste forelskelse er som en voldsomt stor lotterigevinst, som en uendelig sum af kærlighed, der bare kan tæres på. Selv om forholdet over tid kan udvikle sig til at være en komedie, en tragedie, eller måske et mareridt i stedet for en drøm, så er der her, i fase 2, stadig masser af næring at hente i den oprindelige kærlighedskapital.


Vi bærer over, ser gennem fingre med, bortforklarer. Vil vil så gerne holde fast i drømmen om den eneste ene, om at elske og være elsket tilbage.

(Fra 'Ana elsker' side 210)


Carl nægtede pure at spise med hos Mikkel og Ellen dagen efter. Ana prøvede at overbevise ham om, at han ville kunne lide at være sammen med dem, men nej.

   ’Jeg kan ikke holde ud at være i stue med en mand, du har haft et forhold til,’ sagde han. ’Ved du ikke det?’

   Jo, det vidste hun godt, men hun forstod det ikke. Kunne det, overvejede hun, være udtryk for sådan noget gammeldags mande-noget? At en kvinde, hun selv, blev som stemplet, når en mand havde haft sex med hende, og Carl ikke ville mindes om de aftryk, som andre mænd havde sat? Nej. Det var snarere et udslag af hans særlige følsomhed.

   Hun var skuffet, men accepterede.

1. Den lyserøde sky


Jeg har levet et liv i seriel monogami. I al fald seriel. Jeg ved intet om livslange, til-døden-jer-skiller-forhold, mens jeg har bred erfaring med den slags parforhold, som varer en begrænset periode, og det er netop den erfaring, jeg har brugt i 'Ana elsker'.

      Jeg mener at kunne se, at parforhold – den slags, jeg kender til – udvikler sig efter et bestemt mønster, som man næsten kan lave statistik over. Det begynder med vild forelskelse, uendelig sexuel appetit, sprudlende drømme om dig og mig. Der er ingen grænser for, hvor meget vi ligner hinanden og passer sammen, vi er måske ligefrem sjælevenner – og de par steder, hvor vi er forskellige, er det bare så charmerende.

      Det er begyndelsen, ouverturen, og den varer … tre? syv? fjorten måneder? Min jungianske terapeut talte om ni måneder, det samme som et svangerskab, før forholdet var fuldbyrdet, og fuldbyrdet betyder her: gennem den første, vanvittige fase. Vanvittige og vidunderlige, så fuld af skaberkraft, himlen er høj, alt er muligt.

      I romanen følger vi Ana gennem to parforhold, og begge begynder som herover beskrevet, selv om det er to meget forskellige mænd, som Ana forelsker sig i – og selv om hun bliver ti år ældre mellem de to forhold. Mr. Perfect og Prinsen På Den Hvide Hest. Alt er vidunderligt, indtil …

(Fra 'Ana elsker' side 218)


’Jeg har mødt manden i mit liv,’ erklærede Ana.

   ’Manden i dit liv?’ Louise så på Ana med et udtryk, som viste, at hun ikke troede sine egne ører.

   ’Ja,’ sagde Ana med en afværgende gestus, flov og vedholdende på én gang. ’Jeg er simpelthen vildt forelsket.’

   ’Jeg er målløs,’ sagde Louise. ’Er du virkelig Ana Saubro? Min veninde med begge ben solidt plantet på jorden?’

   ’Næh, solidt plantet i den blå himmel,’ lo Ana. ’Jeg hænger helt oppe under skyerne.’

   ’Kærlighed til mænd er overvurderet og alt for kompliceret,’ citerede Louise.

   ’Det var lige efter Mikkel.’ Ana trak på skulderen. ’Jeg har ændret mening. Jeg har forandret mig. Og jeg har mødt den rigtige.’

3. Vores fuldstændig ens kopper


Der er stadig plads til drømmene, og nu har forholdet varet så længe, at det er blevet tid til at handle på dem. Skal vi flytte sammen? Længslen bider, afstanden puster følelserne op, og det vil også være så vældig praktisk at dele bolig, ikkesandt? Også økonomisk. Have fælles husholdning. Spare transport. Have en dagligdag sammen, åh, hvilken rigdom, og vi vil jo alligevel det samme, har samme livsstil, så hvorfor ikke?


Jeg husker dengang, hvor ham, jeg var forelsket i, ejede én eneste enkel thekop i hvid benporcelæn, og jeg havde nøjagtigt den samme. Bare én. Var det ikke et vink fra skæbnen? Var det ikke et tydeligt udsagn om, at vi, netop vi, skulle være sammen, at vi passede præcis til hinanden?


Et par år senere var begge kopper gået i skår, hvilket jeg ikke tillagde den store symbolske betydning, og jeg drak min the af det keramikkrus, som han havde fået lavet specielt til mig. Jeg syntes, det var grimt.


Over det hele svæver den mytologiske forestilling om at blive en familie. Et par med barn, med børn, med alt dertil hørende. Selv om statistikken kan fortælle, at 37% af alle voksne danskere nu lever alene, og at 54% af samtlige familier består af en enkelt person, så er den lykkelige kernefamilie alligevel mejslet ind i vores drømme – og nu, hvor vi endelig har fundet den rigtige, ser den pludselig ud til at være inden for rækkevidde. De børn, vi måske allerede har, er selvfølgelig ingen hindring. De følger bare med.

(Kilde: Danmarks Statistik)

4. Det opslåede wc-bræt


Hverdagene begynder så godt. Det er lykkedes at overtale ham til at skrotte sin skrækkelige sofagruppe, og den elendige kaffemaskine, som hun insisterede på, var god nok, er blevet erstattet af en ordentlig nespressoditto.


Og selv om tandpastaresterne i håndvasken, de u-udfoldede sokker i vasketøjkurven og de mange pladderromantiske serier, som kører over tv-skærmen, er irriterende, så er de også til at bære over med. Herregud, vi er jo voksne mennesker, og det er vidunderligt at kravle ned til en varm krop i sengen og at være del af en tosomhed. 'Min kæreste' får vi begge sagt oftere end måske lige nødvendigt, eller måske 'min mand', 'min kvinde'.


Vi inviterer til parmiddage, først mine, så dine venner, og er så høfligt nærværende over for hinandens, som vi nu er i stand til. Vi vil så gerne have, at bedstevennen/ -veninden også synes om os.


Måske sker der i stedet det, som Ana oplever i romanen, at kæresten viser uventede sider og opfører sig på en måde, vi slet ikke kan lide. På en underligt trodsig og demonstrativ måde, som om budskabet i virkeligheden er, at 'nu er hun min, mission accomplished, og jeg kan gøre, hvad der passer mig'. Selvfølgeligheden, uopmærksomheden melder sin første ankomst og lægger sig hurtigt til rette i sprækkerne.


Tydeligst husker jeg samtaler, hvor de to mænd diskuterede, og vi to kvinder forsøgte at komme til orde, før vi gav op og lod dem være ene på scenen. Jeg var stadig ung dengang.


5. Bare for sjov


Er jalousi allerede blevet et problem? Ellers kan det være nu, den dukker op, begrundet eller ubegrundet, og stort set umulig at tale sammen om. Det er pinligt at være jaloux, det er udtryk for manglende tillid til dig, til vores forhold, og jeg skammer mig over at være det.


Eller: Selvfølgelig er jeg jaloux, min jalousi viser, hvor uendeligt meget du betyder for mig. Du er så vigtig for mig, at jeg næsten ikke kan holde ud at dele dig med andre. Eller andet, dit arbejde, din hobby. Er du ikke glad for det?


Måske flirter han med din veninde, eller du med hans bedste ven. Nogle mennesker har per næsten automatik en flirtende tilgang til det modsatte køn, andre flirter, fordi de ikke ved, hvordan de ellers skal vise deres velvillige imødekommenhed. Begge dele er bare en facon, og, siger vi begge, selvfølgelig skal der ikke lægges noget i det.


Eller hvad med denne udgave: Nu, hvor jeg har en fast kæreste og er helt vild med ham og tryg i mit forhold til ham, er det underligt tiltrækkende at spille bare lidt op til hans bedste ven. At nærme mig det rum, de to har har mellem sig, prøve at kile mig ind i det. Det er næsten ikke til at lade være, og 'nu er han er min, mere end han er din, så jeg har ret til det'.


Dén udgave husker jeg. At være så forelsket, mine følelser gengældt, og derfor både rig og tryg. Så rig og tryg, at der gælder andre regler. At have råd til at belaste sin elskede lidt, spille op til andre, mens han stadig er i lokalet, eller ovenikøbet gå lidt længere. Det er jo ikke noget alvorligt, ikke noget at blive jaloux over. Vi elsker jo hinanden, er hinandens livspartnere, jeg deler bare lidt af vores overskud med en anden, og selvfølgelig er jeg dig tro. Jeg har simpelthen ikke lyst til andre, og hvis jeg flirter lidt, er det jo bare for sjov. Ikke?

6. Pungen


Og så er der pengene. I min ungdoms kollektiver skabte penge og rengøring altid problemer. Yde efter evne, nyde efter behov, hed devisen, men da hverken 'evne' eller 'behov' er fast definerede størrelser, var diskussionerne – og klagepunkterne – utallige og stillede nok større krav til den enkeltes rummelighed, end vi lige gjorde os klart.


Også i parforhold er penge og gøre rent/ holde orden størrelser, som skaber uenighed. Har de fleste par mon stadig fælles økonomi? Også nu, i 2017, hvor begge tjener til egen forsørgelse? Han med en løn, som ifølge statistikken i gennemsnit er 15% højere end hendes, hvilket åbenbart betyder noget for hans potens. I al fald somme tider. Hvorfor mener jeg nu det?


Engang var jeg forsørgeren i parforholdet. Han havde sluppet sit faste job og ville opdyrke sin kunstneriske karriere. Da vi en dag ved middagsbordet talte om et større indkøb, som han ønskede at foretage, mens jeg syntes, vi ikke havde råd, og jeg nævnte, at det jo var mig, som tjente og havde styr på pengene, blev han meget vred.


Jeg skulle ikke kastrere ham foran hans søn, lød det, og jeg blev forbløffet klar over, at det nok ikke er tilfældigt, at en del af det mandlige kønsorgan kaldes 'pungen'.

(Kilde: Danmarks Statistik)


7. Mit begær, dit begær


Kan energien i et forhold måles på den sexuelle tiltrækning, sådan som Ana mener? En dag viser det sig, at vi ikke længere har lige meget lyst til hinanden. Mit begær er større end dit, jeg vil have sex med dig oftere, end du har lyst til, og selv om du måske gerne vil, du elsker mig jo, mærker jeg din lavere interesse.


Vores sexuelle samvær bliver sjældnere, kortere, mere ensformige, måske også mere ferme: Vi kender hinanden og ved, hvor knapperne sidder.


Det bliver let kedeligt at kende knappernes placering.


Det klassiske udsagn om 'ikke i aften skat, jeg har hovedpine', plejer at være kvindens og må have rødder i epoker, hvor kvinders sexuelle behov stadig lå gemt bag mørke fordomme. Jeg kender i al fald til lige så mange parforhold, hvor hun savner sex, som jeg gør til dem, hvor han savner sex. Ligesom jeg kender flere sexuelt aktive og begejstrede kvinder over 70, end jeg kender til ditto mænd.


Jeg har skrevet og undervist om sex siden 1975, og min oplevelse er, at det danske samfund siden da er blevet stigende bornert – i en mærkværdig modsætning til sexualiseringen af det offentlige rum – og vores sprog.


Men at leve i et socialt rum, hvor forventningen er, at du skal være sexet, er lige så undertrykkende som det modsatte. Hvor min mormor, da hun for 100 år siden var 17, næppe havde ord for sin sexualitet, så lever mangel på sexuel interesse eller formåen i dag en stort set uomtalt tilværelse. Dagens trendy krav om at skulle være sexet levner ikke plads til at være åben om den sexuelle virkelighed, vi alle rummer.


Ana er en sensuel kvinde, og hun insisterer på sin ret til at folde sig ud som et erotisk væsen. Men selv om hun fx har let ved at få orgasme og elsker sin mand/ kæreste, dukker problemerne alligevel op i hendes sexliv – selvfølgelig.

8. Feromoner og skyggesider


Forelskelse er klædt i drømme og forhåbninger og udstyret med lyserøde briller. Den henter sin energi i biologien og vores underbevidsthed, feromoner og skyggesider, alt det hos os selv, som vi ikke vil eller kan vedkende os, og som vi håndterer ved at blæse det ud over andre.


I forholdets begyndelse kan vi opretholde illusionerne, men den går ikke i længden. I løbet af en vis tid går det op for os, at hans afslappede, charmerende forhold til regler også omfatter de regler, som hun sætter pris på og håndhæver, incl. vanen med systematisk at komme for sent – og hendes engang så smittende sociale engagement betyder, at hun konsekvent ved alting bedre end ham og altid har ret. Irriterende! (– og åh, så usexet.)


Langsomt og uafvendeligt finder vi ud af, at den anden slet ikke er sådan, som vi troede. Han har forandret sig, påstår hun forurettet. Han er slet ikke den, jeg forelskede mig i. Eller: Hun minder mere og mere om sin/ min mor, konstaterer han, mens han prøver at beherske sit ubehag. Hun vil fandeme bestemme alting.


Sært nok var partneren før den nuværende ligesådan, selv om de umiddelbart slet ikke minder om hinanden.


Jeg kan her i bakspejlet se, hvordan min partner nr. 1) nok mest var min patriarkalske fars diamentrale modsætning, en følsom mand. Da jeg fik nok, kaldte jeg ham skvattet. Partner nr. 2) delte ubøjelighed og forestilling om at være familieoverhoved med min far, og han udviklede sig – surprise, surprise – gennem vores forhold til en hustyran, mens partner nr. 3) repeterede min fars følelsesmæsige fjernhed og blev tydeligere og tydeligere som forstenet og følelsesforskrækket – og ikke 'rolig' og 'behersket', som jeg omtalte ham i begyndelsen.


Osv. Osv. Det kræver stor selvindsigt at gennemskue dén mekanik.


(Kilde: http://videnskab.dk/krop-sundhed/forskere-sex-dufte-gor-os-mere-tiltraekkende og

https://da.wikipedia.org/wiki/Skyggen_(psykologi))

9. Uden batteriindikator


Hvis parforholdets begyndelse er som at vinde den store gevinst, en brat opstigning til den syvende himmel, så er nedturen langsom. Umærkelig. Et slid, en tæren, glansen går først af på de mest udsatte steder, en grim virkelighed stiger frem.


Jobbet tager længere tid, det samme gør tv'et. Aftaler bliver glemt, bagateller vokser og bliver voldsomt irriterende, og det gør svigerfamilien også. Og den andens venner. Kollegerne på arbejdspladsen bliver langsomt mere og mere tiltrækkende og hov! der faldt hun/ han i. Julefrokost, beruset, og hvor længe er det egentlig siden, vi to sidst havde sex?


Processen humper sig langsom afsted, bl.a. fordi den er så uønsket. Vi havde det så godt, vi ville hinanden så gerne, hvad skete der? Vi taler sammen over flasker vin, vi prøver at forstå og tilgive, vi gør krumspring, vreden hober sig op, og dag for dag rykker vi længere fra hinanden og kan til sidst ikke mere høre, hvad den anden siger.


Irritationen ligger lige under overfladen, vores replikskifter løber ad spor, som peger direkte mod ødelæggelsen, og de er stadigt oftere ladet med 'aldrig' og 'altid':


'Du gør aldrig …' / 'Du er også altid så …' / 'Man kan heller aldrig regne med, at du ...' / 'Det er det sædvanlige med dig, bare jeg gør det-eller-det, så tror du straks det-og-det.'


Jesper Juul beskriver i en af sine bøger den udmærkede regel, som hedder: Hvis I aldrig siger 'du' (og alle variationer over det lille ord: din, dig, dit), kan I ikke komme til at skændes. Man kan også kalde den at blive på egen banehalvdel. Enkel regel at forstå, næsten umulig at praktisere, du-vanen er for indgroet.


Nu kan kun mirakler eller dygtig parterapi redde forholdet, og dét afhænger af, hvor dybe sår vi har påført hinanden.


Jeg flytter i morgen, flyttebilen er bestilt. Jeg er forelsket i XY, som i øvrigt er gravid/ din søster/ din bedste ven. Jeg elsker dig ikke mere. Jeg elsker dig ikke mere.


(Fra 'Ana elsker', side 159-160)


(Carl:)

I toget på vejen hjem planlægger jeg vores fremtidige liv sammen, Jeg må flytte til Aarhus, mit arbejde tillader det, og tage Thor med. Magnus bliver hos sin mor, og så må drengene skiftes til at rejse frem og tilbage mellem Hvidovre og Aarhus. Det kan de sagtens.

   Jeg fortaber mig i drømme om hverdage sammen med Ana, et liv i en glidende rytme, hvor vi vågner sammen hver morgen og dagligt kan opleve elskovens mirakel, hvor vi snakker, diskuterer, spiser, sover, arbejder – alting sammen. Hun får mig til at føle mig så levende, så meget som mand og menneske.

(Fra 'Ana elsker', side 256-257)


Ana troede knap sine egne ører.

   ’Men, Carl?’ sagde hun, ’det er da ikke ...’

   Carl kastede et kort blik på hende og fortsatte uanfægtet. Stedet her, deres pragtfulde gård? Ubeskriveligt idyllisk, ja, paradisisk. Kronhjorte passerede hen over plænen, og de havde flere gange set havørne, når de var ved stranden. Havde Anders nogen sinde set en havørn? Vingefang på næsten tre meter, imponerende skabning. Og så videre.

   Nej, tænkte Ana. Det er rådyr. Det var en stor musvåge, ikke nogen havørn. Hvad havde han gang i? Var det sådan noget mande-noget? Pisse territoriet af? Min er størst-agtigt? Eller vidste han bare ikke, hvad han snakkede om?


’Hold da ferie, for en charmør, du der har fundet dig,’ sagde Louise, da mændene lidt senere var gået over i stalden. Det var hendes første møde med Carl.

   Mente hun det? Ana var i tvivl, men hun nøjedes med at nikke. For pokker da. Skulle hun sige noget om Carls pralerier?

   ’Ja, det var fuld udblæsning,’ sagde hun bare.

(Fra 'Ana elsker', side 233)


Næste morgen var han mut.

   ’Jeg kan ikke holde ud, at du rejser fra mig,’ sagde han. De holdt neden for hendes kontor, han havde kørt hende. ’Jeg lever kun, når du er i nærheden af mig.’

   ’Folk går på arbejde, min elskede,’ sagde Ana. ’Jeg går på arbejde. Det er nødvendigt, jeg har brug for min løn. Og jeg kommer jo tilbage til dig. To dage, og så holder vi weekend sammen.’

   ’Nej nej, ikke to. Det er tre, onsdag, torsdag, fredag. Spiser du med dem på fredag? Eller skynder du dig hjem til mig?’

   ’Ja, jeg spiser hos Ellen og Mikkel. Og kommer hjem med Vic ved 22-tiden.’

    Carl svarede ikke. Ana bøjede sig frem for at kysse ham, men han drejede ikke hovedet og tog ikke imod.

   ’Lad nu være, Carl.’ Hun ventede et øjeblik med blikket på ham, før hun åbnede bildøren og trådte ud på fortovet.

   ’Du forstår mig ikke,’ sagde han ud i luften. ’Hvor ondt det gør.’

   ’Jo.’ Hun sukkede, vidste, hvor svært det altid var for ham at sige farvel til hende. ’Farvel, min elskede. Vi ses på fredag.’

(Fra 'Ana elsker, side 267-268)


’Jamen, jeg synes, vi skal have fælles økonomi,’ sagde Carl. ’Det er underligt, at vi har hver vores, når vi lever sammen.’

   De talte om det, før Ana flyttede ind. Hun betalte husleje, selvfølgelig, og bidrog med et fastlagt beløb til husholdningen. Men (…) det passede hende bedst at holde styr på sine penge selv. Økonomi fyldte ikke meget i hendes liv, for hun havde aldrig problemer med den.

   ’Åh, jeg er nu helt tilfreds med sådan, som vi har gjort hidtil,’ sagde hun.

   ’Nej nej, det er, fordi du ikke ved, hvor meget jeg hele tiden bruger på dig.’

   Ana studsede.

   ’Jamen, det gør du vel, fordi du har lyst til det? Det er vel dit valg?’

   ’Jeg har ikke råd til det mere. Det er rimeligt, at du også betaler, og at vi er fælles.’

   ’Ahr, hvis ikke du har råd til at forkæle mig, må du lade være,’ sagde Ana. ’Og jeg forstår slet ikke, at du så har sagt op. Hvad vil du leve af?’

   ’Vores firma. Vores fælles konsulentvirksomhed.’

   ’Jamen ...’ Nu kunne hun ikke følge med. ’Vi har jo ikke noget firma?’

('Fra Ana elsker' side 315-316)


Carl havde stadig ofte lyst, og når de var alene i huset, foregik det på bløde tæpper foran den tændte brændeovn. Stearinlys, røgelsespinde, spirituel musik, vin. Han masserede hende i halve og hele timer, slikkede og suttede, og bagefter var det hendes tur – før han trængte ind i hende, og de havde samleje, voldsomt, hurtigt, og orgasme, først hende, så ham.

   ’Var det godt?’ spurgte Carl bagefter.

   ’Mmmm,’ svarede Ana, ’yderst tilfredsstillende, topkarakter. Du er simpelthen en super elsker, uhm.’

   Det vidste hun, at han gerne ville høre, så det sagde hun, men i virkeligheden gad hun som regel ikke. Al den tummel. Hele den iscenesættelse. Gab. Det strakte sig langt ud over, hvad hun havde behov for.

   Hvad er der galt med mig? tænkte hun. Her fik hun al den fuldgyldige sex, hun kunne ønske sig, og alligevel tillod hun sig at være utilfreds.

   (…)

   Sex er overvurderet, tænkte hun og lo for sig selv over sin manglende politiske korrekthed. Og orgasme? Skulle det nu være noget at gå så højt op i, at tage så seriøst?

(Fra 'Ana elsker' side 127)


Ana blev mere og mere sikker på, at Carl var en mand for hende. Deres sex var fantastisk, alene det, hendes krop summede af fryd. Det betød noget, var udsagn om noget dybere. Og jo mere de talte sammen, jo mere han fortalte om sig selv og sit liv, desto mere overbevist blev hun om, at han passede. At han havde nogle måder at håndtere virkeligheden på, som svarede til hendes. Deres måder var af samme type. Smag, værdier, vaner, ønsker.

   Hun kendte sine præferencer og havde efterhånden skærpet sine holdninger og opdyrket nogle dertil svarende praktiske rutiner. Alt det slap hun ikke, og en mand, hun skulle dele liv med, måtte have nogle nogenlunde tilsvarende værdier. Og praksisser.

   Hun så sig omkring. Jo, Carls og hendes egen livsstil mindede meget om hinanden, og han var desuden så parat til at indrette sig efter hende, at det næsten var for meget. De passede sammen.

(Fra 'Ana elsker' side 344)


Ana fortalte dem ikke bare om hans åbenlyse svigt, men også om sine egne indre diskussioner, sin stædige vedholdenhed, sine fejlvurderinger og skyklapper.

   ’Men du er helt færdig med ham nu?’ spurgte Ellen forsigtigt. Hun havde på et tidspunkt grebet Mikkels hånd og sad med fugtige øjne. ’Jeg mener sådan rent snit, bum, farvel? Efter al din tvivl?’

   Ana nikkede.

   ’Måske skulle jeg være gået for længe siden,’ sagde hun. ’Men … Nedturen har været så glidende. Alt det, jeg var så lykkelig for i begyndelsen, alt det smukke og vidunderlige, jeg så hos ham i den første lange tid, er sådan drypvis blevet til noget andet. Næsten umærkeligt, og jeg har løbende tilpasset mig. Jeg ville ham så gerne. Indtil ...’

   Hun lukkede øjnene, tårer pressede sig på. Det kan ikke være rigtigt, gik det mentale forsvar straks i gang. Der må være noget, jeg har misforstået, det må kunne lade sig gøre, at ...

   Nej.