Hvad_er_godt_sprog_I_&_II

Senest opdateret

2. oktober 2018

Mit litteraturliv - II

3. maj 2017

 

JAMEN, HVAD ER ET GODT SPROG?

 

 

Helt, helt lækker af Tue Andersen Nexø

Uddrag af anmeldelse af Ida Holmegaards Graceland,

Information, lørdag 29. april 2017. Litteraturtillægget, side 4

 

(…) Ida Holmegaard skriver helt usædvanligt godt. Graceland er sætning for sætning en vild fornøjelse at læse. Den glider af sted, uden eksplosive bravournumre, mere som en bil med alt for mange hestekræfter til den vej, den kører på. Den er helt sikker, helt lydefri, helt, helt lækker. Her for eksempel en let bekymret, 12-årigs tankeverden:

 

”Theo er allerede voksen og i New York, og det virker så usandsynligt, at hun skal kunne blive et voksent menneske, som kan alt det, han kan. Det virker urimeligt at kræve af hende, at hun skal blive det. Det er, som om verden er en stor, vanvittig, byggeplads, fuld af betonbrokker og stilladser og maskiner, der larmer og kan slå for eksempel sten i stykker; et sted hvor ingenting sidder ordentligt sammen og ingenting er færdigt.”

*

Jeg læser ovenstående teksteksempel om Theo igen og igen. 'Helt usædvanligt godt skrevet'. Hm. Jeg er umiddelbart enig, når det kommer til formidling af budskabet – det uoverstigelige i at blive et voksent menneske med alt, hvad det indebærer, er slået fast i mit hoved.

 

Men hvad angår selve sproget – og nu kigger jeg specifikt på det – undrer jeg mig. Målt med min målestok er det helt ok, og jeg ville aldrig overveje andet, hvis ikke det var, fordi Tue A.N. er så overstrømmende begejstret. 'Helt lydefri' skriver han, og netop dét gør mig nysgerrig og får mig til at tjekke.

 

For mig at se er der i al fald ét tillægsord for meget. Måske to. 'stor' kan helt sikkert undværes, mens 'vanvittig' er så overraskende i denne sammenhæng, at det går an. Men – fremgår vanviddet ikke tydeligt af det, som kommer efter?

 

Der er også et par gentagelser eller slåen noget fast, som teksten ville have været bedre uden – stadig set med mine øjne. Jeg ville slette: 'at hun skal blive det'. Det er unødvendigt og gør sætningen slap. Jeg har allerede fanget, at det, som er urimeligt at kræve, er, at hun skal blive voksen og kunne alt det, som Theo kan.

 

Jeg ville slette 'for eksempel', som også gør sætningen slappere, og jeg ville slette 'og ingenting er færdigt' – for når det ikke sidder ordentligt sammen, er det jo ikke færdigt. Unødig gentagelse.

 

Teksten ville så i sin helt stramme udgave lyde:

 

”Theo er allerede voksen og i New York, og det virker så usandsynligt, at hun skal kunne blive et voksent menneske, som kan alt det, han kan. Det virker urimeligt at kræve af hende. Det er, som om verden er en byggeplads fuld af betonbrokker og stilladser og maskiner, der larmer og kan slå sten i stykker; et sted hvor ingenting sidder ordentligt sammen.”

 

For mig er denne udgave skarpere og mere lækker, for nu at genbruge anmelderens ord. Men han er et uddannet litteraturmenneske og på den baggrund ansat til at mene noget om litteratur i en anerkendt avis – og det er jeg ikke. Hans vurdering har tyngde, og han mener altså, at teksten her er et eksempel på lydefrit, usædvanligt godt sprog.

 

Jeg forstår simpelthen ikke, hvad substansen er, og det vil jeg så forfærdelig gerne. Hvad er et godt sprog?

 

***

Mit litteraturliv - I

1. maj 2017

 

JAMEN, HVAD ER ET GODT SPROG?

 

Jeg har prøvet det mange gange: Én fortæller mig, at hun netop er blevet færdig med at læse en roman, og at den var 'så godt skrevet'.

 

Det er vældig inspirerende at få boganbefalinger fra sine venner, så gang på gang har jeg efter sådan en udtalelse skaffet mig den pågældende roman og læst den. Nogle gange har jeg været helt enig i vurderingen og været glad for anbefalingen, andre gange mindre eller slet ikke enig.

 

Min begejstring eller mangel på samme er ikke delt op i 'sprog' og 'indhold'. Den gælder helheden, og hvis jeg taler om 'godt skrevet', så taler jeg om noget ganske bestemt. Nok især om overraskende metaforer:

 

'… hår så sort, at man fik lyst til at sy noget af det ...'

'… infiltret i sin faldskærm, som bærer ham oppe med luftblærer i faldskærmens glasgule stof ...

 

Wau! siger jeg så, mens billederne myldrer frem i mit hoved.

 

Eller jeg taler om sproglig variation. Om passende sprogligt niveau i forhold til indholdet. Om minimal brug af klichéer.

 

Selv om mange nok vil være enige med mig i det positive i lige netop dét, må der være mere på spil, når det kommer til 'godt skrevet'. Jeg kan i al fald sjældent genkende mine vurderinger af sprog hos mine læsende venner, og undrer mig gang på gang over, hvad det mon er, som gør, at de vurderer noget som 'godt sprog'.

 

Min undren gælder også fx prisbelønnet, anmelderrost litteratur. Åh, den-og-den roman er skrevet så-og-så godt, hører eller læser jeg. Jeg har skaffet mig og læst de pågældende bøger, eller jeg har stået på biblioteket og pluklæst det ene og det andet 'fremragende skrevne' værk og ledt efter der, hvor det fremragende steg op af siderne. Jeg ved ikke af, at jeg har fundet det.

 

Kort sagt: Jeg forstår ikke indholdet af 'skrevet godt'/ 'godt sprog'.

 

Jeg har selvfølgelig gjort mig en række overvejelser:

 

Det gode sprog kan betyde letløbende. Uden klichéer. Varieret. Det kan være overraskende, og vældig billedskabende i netop mit hoved (- mens det ikke nødvendigvis også er det i dit - jf. ovenstående eksempler).

 

Sproget kan formidle indholdet på en passende måde: replikker lyder autentisk som replikker, overvejelser som troværdige overvejelser og beskrivelser er beskrivende. Der jongleres fermt mellem talesprog og skriftsprog. Fremmedord bruges i nødvendigt omfang og ellers ikke.

 

Eller kan det være sådan, at 'godt sprog' er et sprog, som svarer til tekstens indhold? Ikke bare, så de ikke siger 'fuck' i en middelalderhistorie, men sådan, at sprogtonen understreger og måske forstærker historiens tid, sted, persongalleri og/ eller tema? Hjælper mig læser til at blive ført derhen, hvor historien befinder sig? Ordenes farve smitter af på indholdet på en passende måde?

 

Jeg skrev engang en opgave om I.P.Jacobsens Pesten i Bergamo og optalte bl.a. hans brug af vokaler. Jeg fandt ud af, at han 'malede' med sine vokaler, sådan, at der var overvægt af runde vokaler i visse afsnit og af spidse vokaler i andre - afhængigt af indholdet. Det gjorde mig stum af beundring.

 

Jeg kender lyrikere, som i deres digte bevidst anvender U'ets karakter af krukke, O'ets karakter af lukket form, I'ets spidshed. Jeg beundrer den detaljerede opmærksomhed, men mener, at det ikke er her, 'godt skrevet' nødvendigvis fremtræder.

 

Hvad er 'godt skrevet'?

 

'Elendigt skrevet' kan jeg lettere definere. For mig er sproget dårligt, når det er ensformigt, klichéfyldt, rummer sætninger, som er så besværligt konstruerede, at jeg må læse dem flere gange for at forstå indholdet. Dårligt sprog kan være overfyldt med tillægsord, og det kan være overforklarende og tage min egen mulighed for indlevelse fra mig. Dårligt sprog kan være utroværdigt i forhold til indholdet, eller det kan være krukket og benytte sig af fremmedord eller vendinger, som virker konstruerede og lugter af pral (- eller usikkerhed).

 

Dårligt sprog kan jeg genkende. De fleste bøger, som jeg læser, er ikke dårligt skrevet – jf. beskrivelsen herover. Men hvad er 'godt skrevet'? Er det sprog, som netop ikke lider af førnævnte dårligdomme? (Som andre læsere vel ikke behøver at være enig med mig i …) Eller er det sprog udstyret med særlige kvaliteter, som jeg blot ikke har fået øjnene op for?

 

Hjælp!

 

***