Litteraturtyper

Senest opdateret

2. oktober 2018

Mit litteraturliv - III

29. maj 2017

 

HVORDAN SKULLE JEG LEVE UDEN?

 

Kakaomælkslitteratur

 

Det lette først. Jeg skal rejse. Tog København-Kalundborg, standser ved alle stationer. Fly (– til Australien, 14 + 8 timer, wah!), eller måske ni timer i bus til Berlin. Jeg har brug for noget at læse i, og her må det være sådan en bog, hvis handling griber mig. En spændingsbog, en krimi, bliver det ofte, og ofte er den indkøbt umiddelbart før rejsen – i al fald, hvis der findes en tilgængelig kiosk med bøger. Der er der ikke længere på togstationerne i DK, mens lufthavne er mums! hvad det angår.

 

Jeg læser papirbøger, gerne billige, som kan foræres væk efter rejsen, og det betyder ikke det store, om de er på engelsk, for det er handlingen og ikke sproget, som er det væsentlige for mig. Mit engelsk er dér, hvor jeg ikke nødvendigvis forstår hvert eneste ord, men jeg forstår uden problemer meningen – og i de fleste krimier/ spændingsbøger er det tilstrækkeligt. Sproget skal være meget ringe, før det får mig til at snuble. Og opgive at læse videre.

 

Så – har jeg læst samtlige Dan Brown? Jep. Og masser af tilsvarende – ja. Kakaomælkslitteratur. Jeg hælder det bare ned, det opfylder sin funktion, mætter, som det skal, og for meget af det giver kvalme.

 

Kakaomælkslitteratur udfylder et vigtigt hjørne i mit litteraturbehov.

 

Himlen-åbner-sig-litteratur

 

Jeg har altid gang i en bog og er en af dem, som hiver biblioteksbesøgsstatistikkerne opad. Jeg kender mine biblioteker, Samsø og Aarhus, kommer der 2-3 gange om måneden og ved, hvor jeg skal lede. Det hænder, at jeg her, ud fra forsiden og bagsideteksten, får skaffet mig en bog hjem, som jeg finder vidunderlig. Som griber mig og er svær at lægge fra sig.

 

Men ofte når jeg frem til den slags bøger ad andre kanaler. Nogen anbefaler dem, en fra min familie eller vennekreds, en anmelder i min avis. Eller det skyldes ren tilfældighed, at jeg når frem til netop den titel, det forfatterskab.

 

Sådan var det med Barbara Kingsolver. Jeg var i Berlin, mange timers transport hjem, kunne jeg låne en bog til rejsen? Jeg fik hendes High Tide in Tuscon med, 25 essays, læste dem, og så var jeg solgt. Eller købt. Jeg bestilte samtlige oversatte af hendes titler hjem fra biblioteket og læste dem i rap over de kommende måneder. Noget på hjerte, fængende indhold, godt sprog – og stor viden om det, hun skriver om. (Og så kan jeg godt lide hendes politiske engagement.)

 

Jeg anbefalede denne (for mig) hidtil ukendte forfatter til højre og venstre og kunne dele min begejstring med mange. Ren glæde.

 

En anden stor læseoplevelse fik jeg endnu mere tilfældigt. For et par år siden gik jeg rundt og ryddede på plads efter sommerens rykind af gæster. På børneboghylden opdagede jeg en ukendt bog, Pindsvinets elegance, hed den, og forfatteren hed Muriel Barbery. Hvor kom den fra? Den lignede ikke nogen børnebog, jeg kiggede i den, begyndte at læse, og da jeg nogle dage senere var færdig, tænkte jeg: Sådan en bog gør livet værd at leve. Intet mindre.

 

Fagbøger kan også. Lakoff & Johnsons Hverdagens Metaforer fik mig til at gispe, som læsningen satte mine erfaringer og overvejelser på plads i en struktur, som bare gav så meget mening.

 

Behøver jeg at sige, at den slags himlen-åbner-sig litteratur udfylder en central plads i mit litteraturbehov?

 

Bare-det-var-mig litteratur

 

En underafdeling af den himmel-åbnende litteratur er de bøger, som jeg sådan ville ønske, at det var mig, der havde skrevet. Det gælder både bøger til børn og voksne, og det handler om meget forskelligt.

 

Bare jeg havde fået den idé, at man kan højtlæse så vidunderligt, at personerne ikke bare træder lyslevende frem i ens sind, men ligefrem træder ud af bogen og ind i denne verden. Men desværre: Det var tyske Cornelia Funke, som fik idéen og derefter skrev Blækhjerte-trilogien.

 

Den er til store børn, de 13-16 årige. Hun beskriver nemlig hovedpersonens følelser så levende, at historierne af den grund er for uhyggelige for yngre børn. Synes jeg. Det er meget mere skræmmende end hærskarer af zombier og onde troldmænd.

 

Eller: Bare det var mig, der kunne skrive så smukt og gribende, som amerikaneren Anthony Doerr gør i Alt det lys, vi ikke ser. Bare jeg havde så originalt et billedsprog, som danske Sissel-Jo Gazan har. Bare ...

 

Den slags litteratur åbner mit sind og hjælper mig til at få mine idéer, udvikle mit sprog. Jeg ville ikke være den foruden.

 

Bøger, bøger bøger

 

Der findes selvfølgelig al mulig anden litteratur, som jeg læser med glæde eller lægger fra mig og opgiver. En gang læste jeg en bog, som jeg fandt så elendig, at jeg brændte den bagefter. Siden så jeg, at den fik en pris …

 

Og sådan er det: Den litteratur, jeg værdsætter, kan let være en anden end den, du værdsætter. Af mange forskellige grunde – og godt det samme.

 

Men åh, hvilken glæde, at litteraturen findes – i al sin mangfoldighed.

 

***