LOLA_III_anmeldelser

Senest opdateret

19. november 2017

A N M E L D E L S E R af L O L A & S P E J L E N E :

Bogbotten

Bagsiden på ”Lola og spejlene” dækker fint indholdet. Her står et citat fra bogen, der markerer de mange tematikker:

“Bedste veninde … Lola vrængede de to ord for sig selv, mens hun traskede af sted med blikket rettet ned i fliserne. Hun kunne ikke undvære Laura. De skulle blive gode venner igen. Men hvordan? Laura var blevet overfaldet. Lola fik tårer i øjnene og sparkede til et tomt papbæger. Bare det ikke var for slemt, det, der var sket med hende. Bare han ikke havde voldtaget hende.”

Bogen er nummer tre i serien (og det er den sidste), og man bør læse de to foregående: ”Lola & Retfærdighedens Bog” og ”Lola & kalejdoskopet”. I disse to bøger optræder nogle af de personer, der refereres til i denne nummer tre, men har man ikke læst forløberne, så er der på side 287 en kort oversigt over, hvem Camilla, Gangsta Gals og Fine-Trine er.

”Lola og spejlene” tager venskab, kammeratskab, kærlighed og forelskelse op som de store temaer, de 13-14-årige hovedpersoner er optaget af. Konflikterne bliver så leveret i form af plastikkirurgi og moderæs, jalousi og forsmået kærlighed og ikke mindst den indre og den ydre selvtillid og selvværd.

De sidste sider i bogen er en ordbog og et leksikon, hvor man kan finde forklaringer på ”hipster”, ”first-movers” og ”gravitation”. Her kan man også finde oversættelser af spanske og kitubanske ord som ”mierda” (spansk og betyder lort) og ”mudumu” (kituba for giftslange), ”oony” (mbdau – sprog og betyder pige eller dreng, der har været gennem pubertetsritualer) og ”ngo” (kituba for en leopard). Så ved man det. Det fungerer fint.

Virkeligheden og realismen får et bid af vampyrserierne, der er overvågning fra big-brother og spejlreflekser, og der er en spåkone, der varsler den uundgåelige handling. Balancen mellem realplan og det mere ”fantasy-science-fiction-prægede” er glimrende, selv for denne læser, der oftest keder sig i selskab med for mange vampyrer. Her bliver alt holdt i fin snor af Janne Hejgaards medrivende og troværdige sprog.

Bodil Christensen

 

HOLD PÅ HAT OG EGO

30. november 2013

Politiken: Bøger

 

Det er forår nu. Lola er ved at vænne sig til Danmark efter de mange år i Afrika. Men skæbnen og Janne Hejgaard vil det anderledes.

’Spejlene’ er tredje og sidste bind i serien, der begyndte så forholdsvis stilfærdigt for to år siden, med ’Retfærdighedens bog’, og accelererede kraftigt med ’Kalejdoskopet’ fra sidste år. Lola kom tilbage til Aarhus fra de varme lande fuld af venlighed og blå øjne. Men henne i skolen lærer hun det på den hårde måde.

Janne Hejgaard vil mange steder hen med sin Lola. På ét plan er serien en psykologisk fantasy om at se sig selv og sine knaster og dæmoner helt i øjnene. Hvert bind er hæftet op på en genstand, der medbringer en form for vellagret indsigt, som er anderledes end normalt i Danmark. Der er kloge mænd og damer i historien, der bliver "talt" buddhistisk, men i det lange løb er det Lola selv, der hjælper Lola igennem. I beskrivelsen af pigerelationer i og uden for 7.b. er forfatteren skarp og knastør.

Samtidig er historien en original kritik af forbrugerismen, og hvad den medfører. Det gælder især dette afsluttende bind, hvor Lola og hendes omgangskreds bliver brikker i et manipuleret spil, som skal øge omsætningen af tøj fra firmaet CoolRose. Det er en langt-ude intrige, men den skærer også moderæset ud i pap.

Endelig er Lola-bøgerne en intens og indfølt beretning om at vokse som menneske. Både inde og ude. Gandhi optræder som inspirator for flere af de ting, der gøres – og ikke gøres – i bøgerne. Han ville måske ikke billige dem alle sammen, men en af pointerne for Lola er, at hun selv er ude om de ting, der sker for hende.

En bonusfigur er Vik, der er asperger og derfor kan huske alt, der er sket. Han bliver nærmest forfatterens stemme, når tingene skal forklares. Han er klog. Og han kan ikke lyve.

Til sidst i ’Spejlene’ rammer Lola loftet og får mod til at gå i rette med sin indre vampyr og vandre styrket bort. Kun lettere forbidt.

Serien om Lola rammer et punkt, hvor magi og rå virkelighed kan bruge hinanden. Den er godt fundet på.

★★★★☆☆

Steffen Larsen