Om_anmeldelser

Senest opdateret

7. maj 2018

Mit litteraturliv - V

15. oktober 2017

OM ANMELDELSER OG DÅRLIGE DAGE

Indrømmet: Det er at bevæge sig ud på gyngende grund. At give sig til at anmelde de anmeldelser, man har fået. Men nu vover jeg mig ud.

Jeg har benyttet de seneste regnvejrsdage til at arbejde her på min hjemmeside og blandt andet brugt timer!!! på at oploade anmeldelser af nogle af de mange bøger, jeg har fået udgivet gennem de seneste mere end 40 år.

Det har været et opløftende arbejde, fordi jeg er blevet mindet om, hvor mange gode anmeldelser, jeg har fået. Jeg har også fået lunkne eller negative anmeldelser, men de er i mindretal. Selvfølgelig er jeg generelt mere enig i de positive anmeldelser end i de negative – dén reaktion er til at gennemskue.

Anmelderens fan-fiction

Nogle af anmeldelserne studser jeg over – med en vis distance, her, så mange år efter. Af forskellige grunde. En enkelt var så sur, at jeg kom til at grine, da jeg sad og skrev den ind. Det er selvfølgelig i orden, at der er forskellige meninger om den samme tekst, men det må være et rimeligt krav, at både negative og positive meninger er begrundet i teksten. Ikke bare handler om, hvad anmelderen lige – og tilfældigvis – nu synes.

En billedbog beregnet til at arbejde med følelsen vrede i skolen, har tydeligvis vakt mishag. Det er selvfølgelig i sig selv i orden, og indrømmet: Jeg kan nu i klar bagklogskab selv se forskelligt, som jeg synes, ikke er i orden. Men mishaget handler også om, at det kniber med at skelne mellem bogens tekst og egne meninger – og følelser (!). Se nu bare her fra lektørudtalelsen: [- er mine indskud.]

'Pigen Fie har en ualmindelig dårlig dag. [- konkluderer anmelderen, ikke teksten.] Først lægger hun sig ud med farmor og stikker af i vrede. [- nej. Lektørens forestilling. Teksten lyder: 'Fie får en idé.' Hun ser ikke engang vred ud.] I parken møder hun en sur dreng, som hun kommer op at skændes med. Også i isboden går det helt galt og mødet med en livstræt hjemløs er heller ikke for opmuntrende. Alle (næsten) taler forbi hinanden, flere af de voksne fremstår usympatiske, og der bruges ord som møgunge og grimme fjæs, så der er nok at snakke om.'

Videre: 'De farvelagte ill. udtrykker klart de sure følelser, men bortset fra den lille arrigtrold, som kommenterer forløbet undervejs, er de temmelig triste og amatøragtige at se på.'

Ønskes: Glad historie om at være vred?

Det er vanskeligt for mig ikke at få den forestilling, at lektøren har haft en dårlig dag. Eller: Måske synes hun, at selv en historie om at være vred skal handle om glade mennesker? Bare et par stykker? Eller – for nu virkelig at træde væk fra min egen banehalvdel: Måske er lektøren blevet personligt ramt. Det er alt for almindeligt, at kvinder ikke tillader sig at udtrykke deres vrede, og en historie fuld af vrede, sure, gnavne mennesker må selvfølgelig vække den indre drage til live.

'… bogen er i den grad fokuseret på sit emne at den sætter læseoplevelsen over styr', skriver lektøren, og jatak, det gælder i al fald hendes egen læseoplevelse.

'… det virker nærmest nedslående med vrede og sørgmodige personer på alle sider', skriver en anden anmelder, også af hunkøn, og jeg undrer mig stadig: En historie om at være vred, som udtrykker vrede, har vel opfyldt sit formål …? I al fald hvad dét angår. Bør en anmelder ikke kunne gennemskue det?

Nok om det.

Fejllæst, fejlhusket?

Det må som nævnt være et rimeligt krav, at anmeldelser refererer til noget, der faktisk står i teksten – hverken til egne fortolkninger eller fejlhuskninger. Det sidste sker for lektøren på en anden af min historier om følelser – om at være ked af det.

'Mads er i første omgang ked af at have hørt sin mor sige at hun er mismodig', skriver lektøren, og det er ikke rigtigt. Mads kender ikke ordet 'mismodig' og vil gerne vide, hvad det betyder – og det er netop pointen. En del af historiens formål – og ja, den er til undervisningsbrug – er at præsentere børnelæserne for et bredt udvalg af navne på følelser. Dét formål er tilsyneladende gået lektørens næse forbi. Dertil kommer den mistanke, jeg får om, at læsningen er gået for hurtigt. Sjusk?

Det samme gælder det fænomen, at historien viser, hvordan det forløser ked-af-det-hed at udtrykke følelsen på en eller anden måde. Græde, tale om den, give den lov til at være der. Det sker, da Mads møder en posedame, og det omtales i lektørudtalelsen sådan her: '… Mads får en snak med en overnattende posedame.'

Ja, det gør han selvfølgelig. Men der er meget mere i det, og jeg sidder tilbage med et gæt på, at lektørens eget kendskab til følelser er så ringe, at hun ikke opdager det.

Simpel uvidenhed?

Jeg overvejer i øvrigt tit, når jeg ser en anmeldelse, om anmelderen ikke ser en del af/ meget af det, som en historie rummer, af simpel uvidenhed. Eller måske af manglende kendskab til sig selv og egne reaktioner.

Jeg gik for et par år siden i gang med at læse en roman om seksuelt misbrug af et barn. Jeg lagde bogen fra mig efter de første 20-30 sider, fordi jeg ikke kunne holde ud at læse den. Det fik mig ikke til at omtale bogen som dårlig, tvært imod. Den var alt for god – jeg magtede bare ikke at opholde mig i dens univers. Værket er ét, læseren noget andet.

Jeg mindes min kollega Trisse Gejls spørgsmål for nogle år siden: Er du en selvbiografisk læser? Og det er man jo, anmelder eller ej.

Dårligt sprog

Jeg har oplevet anmeldelser, som var skrevet i dårligt/ fejlagtigt sprog, og det bliver jeg småfornærmet over. Her har jeg siddet i timevis og arbejdet intenst med mit sprog, og så tillader nogen sig at udtrykke deres vurdering af mit værk med sjusket sprog.

'Ana bliver mistænkelig gang på gang,' skrev en anmelder om min roman, Ana elsker. Nej: mistænksom eller mistroisk. Er jeg for langt ude, når jeg forventer, at en, som tillader sig at anmelde noget, en anden har skrevet, kan bruge et korrekt dansk? Var det mig, som brugte det forkerte ord, ville anmelderen komme efter mig. Mon ikke?

Suk!

Og så er der de anmeldelser, som mest refererer handlingen. Eller er mest optaget af, om personer og handling er genkendelige. Og dem, som bruger den (altid) sparsomme plads på at skrive om alt muligt andet end den foreliggende tekst. Som har mere travlt med at præsentere sig selv end værket.

Nå. Det er selvfølgelig småtterier i en tid, hvor orkaner rejser sig af havet med alt for tæt regelmæssighed. Polarisen smelter, og Trump stadig er præsident. Men jeg tror, at enhver forfatter kender til den intense læsning af anmeldelser, og at jeg ikke er den eneste, som lidt afmægtigt forsøger at begribe, hvad det er, anmelderen taler om – og oplever, at ens omhyggeligt udarbejdede værk er blevet sløset behandlet.

Og så er der de få, guldrandede gange, hvor en anmeldelse bare opleves helt rigtig – hvilket overhovedet ikke er det samme som, at den er seksstjernet. Nej, det handler om, at her er ens historie er blevet set.