Tanker_og_tekster

Senest opdateret

19. november 2017

Mit litteraturliv - VI

4. november 2017

(Læsetid: 4½ minut)

 

EN BERETNING OM LITTERATUR & KØN & DEN SLAGS

For et par år siden sad jeg på en café i København og var optaget af at læse Siri Hustvedts 'Den flammende Verden'. Mens jeg sad der, blev jeg spottet af sønnen af nogle af mine gamle venner – lad os kalde ham Peter. Jeg har kendt ham hele hans liv, og vi kan godt lide hinanden, så det overraskede mig ikke, at han satte sig ned ved mit bord og gav sig til at fortælle om sit liv i hovedstaden.

Jeg vidste fra medierne, at han for nylig var debuteret med en anmelderrost roman, og han gav sig nu til begejstret at fortælle om sin glæde ved at skrive, og at han altid havde misundt mig, at jeg var forfatter, og nu var han det heldigvis også selv. Jeg spurgte til hans roman, som jeg ikke havde læst endnu, og han fortalte gerne.

'Hvad synes du om den?' spurgte han på et tidspunkt og pegede på Hustvedts bog. Det viste sig, at han også havde læst den, og var optaget af forholdet mellem værk og forfatter. 'Er det bare, fordi jeg er ung og 'lovende',' han lavede citationstegn i luften, 'at jeg har fået gode anmeldelser, eller er det, fordi min historie i sig selv er god?'

KRONOLOGISK OVERSIGT:

 

1. maj 2017

Hvad er godt sprog? - I

 

3. maj 2017

Hvad er godt sprog? - II

 

17. maj 2017

Hvordan skulle jeg leve uden?

 

23. september 2017

Der er længere fra København til provinsen end fra...

 

15. oktober 2017

Om anmeldelser og dårlige dage

 

4. november 2017

En beretning om litteratur og køn og den slags

 

 

Og så er der det med kønnet, bidrog jeg med, og det førte til en intens udveksling. Har hun ret, Hustvedt? Er det virkelig sådan, at et kunstnerisk værk – som fx en roman – vurderes som mere værdifuldt, hvis der ”et eller andet sted bag værket eller nummeret – kan findes en pik og et par nosser”, som Hustvedts hovedkarakter, Harriet Burden, siger i bogen.

Jae, joe, mente vi, uden at være alt for uenige.

Det står ikke helt klart, hvem af os det var, som fik ideen. Jeg var lige da i gang med de allerførste indledende manøvrer til at skrive en roman for voksne – jeg har ellers skrevet faglitteratur og/ eller for børn – en historie om kærlighed og parforhold, som foregår i Aarhus og har en kvindelig hovedperson.

'Kunne du skrive sådan en historie?' spurgte jeg, og derfra udviklede ideen sig. Han ville prøve

'Lad os teste det,' foreslog han, 'lad os efterabe Hustvedts idé og sætte fokus på problemet.' Han forklarede, jeg tog udfordringen op, og derfra groede det: Vi skulle bruge min ramme og fylde den ud med hans indhold. Han skulle skrive teksten, mens jeg skulle være tjeklæser og samarbejdspartner.

Vi gik hurtigt i gang, og afsnit, kapitler og ideer krydsede gabet mellem hovedstad og provins. Nogle afsnit har jeg været en hel del blandet ind i, mens andre står næsten uberørt af min hånd. Det gælder fx de erotiske afsnit, som også i romanen fortælles med den mandlige hovedpersons synsvinkel. Mange gange kunne jeg på bedste redaktørvis fortælle Peter, at: 'Sådan tænker en kvinde/ vores hovedperson ikke. Hun vil først og fremmest bemærke dette og ikke hint.' Og så har han protesteret eller rettet til.

Det tog os halvandet år at nå dertil, hvor vi var tilfredse og erklærede produktet for færdigt. Det havde været sjovt og interessant, og det fortsatte det med at være, da vi begyndte at få reaktioner retur fra de forlag, vi sendte ind til. Nej: Jeg sendte ind til, for det var netop pointen: Jeg lagde navn til romanen, stod angivet som forfatteren. Hans navn blev ikke nævnt, og ophavsretten var min, havde vi aftalt. I al fald i første omgang. Jeg som debuterende forfatter af en roman til voksne. Ikke ham, som med sit navn straks ville have fået manus antaget.

'Uanset tekstens kvalitet,' drillede jeg ham med, 'bare på grund af dine salgstal.' Det afviste han blankt, men efterhånden som afslagene dumpede ind, blev han mindre sikker.

Oftest morede vi os som listige børn, der har snydt de voksne.

'Jeg gætter på, at historien er delvis selvbiografisk, og foreslår, at du omskriver hovedpersonen til én på din egen alder,' lød et forslag fra en redaktør.

'Det er bare, fordi vi har gjort titelpersonen til en både højt begavet, seksuelt erfaren og klog kvinde,' morede Peter sig. 'Det er han nok ikke vant til.'

Måske. Eller også var samme redaktør ikke i stand til at se værket løsrevet fra dets ophavskvinde – hvis sådan noget overhovedet er muligt. Det havde vi en del diskussioner om, stadig inspireret af Hustvedts roman, som heller ikke når til nogen klar konklusion på dét spørgsmål.

Eller denne reaktion, som Peter blev småfornærmet over: 'Man mærker, at du sædvanligvis skriver faglitteratur til børn og unge. Der forklares for meget og overlades for lidt til den voksne læser.' Værk og forfatter opfattet som én pærevælling.

Gennem det næste halve år takkede fire store københavnerforlag med forskellige begrundelser nej til vores værk, før et ungt og dynamisk forlag i Aarhus takkede et positivt ja. Vi havde nu også undervejs bearbejdet manus yderligere. Lige nu er vi nået så langt, at romanen udkommer til næste år. Med mig som forfatter, og med både Peter og mig i kulissen, sygt spændte på omtalen.

I første omgang gør vi selvfølgelig ikke opmærksom på, at en 'anonym, men etableret, mandlig forfatter' har den rolle i romanens tilblivelse, som er beskrevet herover. Vi venter og ser, hvad der sker. Måske bliver udgivelsen forbigået i tavshed, en kvinderoman om et kvindeemne og derfor ikke værd at tage seriøst. Måske får den kompetente anmeldelser som et værk, der selvfølgelig er uafhængig af den, som har skrevet den. Måske noget tredje.

Måske bliver Peter og jeg i stand til at drage en lysende klar konklusion: Ja, denne roman er blevet vurderet lavere, end den ellers ville, fordi den har en (ukendt, ovenikøbet gammel) kvinde som forfatter og ikke en (ung, (aner)kendt) mand. Eller omvendt: Nej, forfatterens køn mv. har ikke spillet nogen rolle for vurderingen. Måske kan vi kun drage mudrede konklusioner.

Men vi har et es i ærmet, og på rette tidspunkt tager vi det frem og ser, hvad der så sker.

Mit litteraturliv - V

15. oktober 2017

 

OM ANMELDELSER OG DÅRLIGE DAGE

Indrømmet: Det er at bevæge sig ud på gyngende grund. At give sig til at anmelde de anmeldelser, man har fået. Men nu vover jeg mig ud.

Jeg har benyttet de seneste regnvejrsdage til at arbejde her på min hjemmeside og blandt andet brugt timer!!! på at oploade anmeldelser af nogle af de mange bøger, jeg har fået udgivet gennem de seneste mere end 40 år.

Det har været et opløftende arbejde, fordi jeg er blevet mindet om, hvor mange gode anmeldelser, jeg har fået. Jeg har også fået lunkne eller negative anmeldelser, men de er i mindretal. Selvfølgelig er jeg generelt mere enig i de positive anmeldelser end i de negative – dén reaktion er til at gennemskue.

Anmelderens fan-fiction

Nogle af anmeldelserne studser jeg over – med en vis distance, her, så mange år efter. Af forskellige grunde. En enkelt var så sur, at jeg kom til at grine, da jeg sad og skrev den ind. Det er selvfølgelig i orden, at der er forskellige meninger om den samme tekst, men det må være et rimeligt krav, at både negative og positive meninger er begrundet i teksten. Ikke bare handler om, hvad anmelderen lige – og tilfældigvis – nu synes.

En billedbog beregnet til at arbejde med følelsen vrede i skolen, har tydeligvis vakt mishag. Det er selvfølgelig i sig selv i orden, og indrømmet: Jeg kan nu i klar bagklogskab selv se forskelligt, som jeg synes, ikke er i orden. Men mishaget handler også om, at det kniber med at skelne mellem bogens tekst og egne meninger – og følelser (!). Se nu bare her fra lektørudtalelsen: [- er mine indskud.]

'Pigen Fie har en ualmindelig dårlig dag. [- konkluderer anmelderen, ikke teksten.] Først lægger hun sig ud med farmor og stikker af i vrede. [- nej. Lektørens forestilling. Teksten lyder: 'Fie får en idé.' Hun ser ikke engang vred ud.] I parken møder hun en sur dreng, som hun kommer op at skændes med. Også i isboden går det helt galt og mødet med en livstræt hjemløs er heller ikke for opmuntrende. Alle (næsten) taler forbi hinanden, flere af de voksne fremstår usympatiske, og der bruges ord som møgunge og grimme fjæs, så der er nok at snakke om.'

Videre: 'De farvelagte ill. udtrykker klart de sure følelser, men bortset fra den lille arrigtrold, som kommenterer forløbet undervejs, er de temmelig triste og amatøragtige at se på.'

Ønskes: Glad historie om at være vred?

Det er vanskeligt for mig ikke at få den forestilling, at lektøren har haft en dårlig dag. Eller: Måske synes hun, at selv en historie om at være vred skal handle om glade mennesker? Bare et par stykker? Eller – for nu virkelig at træde væk fra min egen banehalvdel: Måske er lektøren blevet personligt ramt. Det er alt for almindeligt, at kvinder ikke tillader sig at udtrykke deres vrede, og en historie fuld af vrede, sure, gnavne mennesker må selvfølgelig vække den indre drage til live.

'… bogen er i den grad fokuseret på sit emne at den sætter læseoplevelsen over styr', skriver lektøren, og jatak, det gælder i al fald hendes egen læseoplevelse.

'… det virker nærmest nedslående med vrede og sørgmodige personer på alle sider', skriver en anden anmelder, også af hunkøn, og jeg undrer mig stadig: En historie om at være vred, som udtrykker vrede, har vel opfyldt sit formål …? I al fald hvad dét angår. Bør en anmelder ikke kunne gennemskue det?

Nok om det.

Fejllæst, fejlhusket?

Det må som nævnt være et rimeligt krav, at anmeldelser refererer til noget, der faktisk står i teksten – hverken til egne fortolkninger eller fejlhuskninger. Det sidste sker for lektøren på en anden af min historier om følelser – om at være ked af det.

'Mads er i første omgang ked af at have hørt sin mor sige at hun er mismodig', skriver lektøren, og det er ikke rigtigt. Mads kender ikke ordet 'mismodig' og vil gerne vide, hvad det betyder – og det er netop pointen. En del af historiens formål – og ja, den er til undervisningsbrug – er at præsentere børnelæserne for et bredt udvalg af navne på følelser. Dét formål er tilsyneladende gået lektørens næse forbi. Dertil kommer den mistanke, jeg får om, at læsningen er gået for hurtigt. Sjusk?

Det samme gælder det fænomen, at historien viser, hvordan det forløser ked-af-det-hed at udtrykke følelsen på en eller anden måde. Græde, tale om den, give den lov til at være der. Det sker, da Mads møder en posedame, og det omtales i lektørudtalelsen sådan her: '… Mads får en snak med en overnattende posedame.'

Ja, det gør han selvfølgelig. Men der er meget mere i det, og jeg sidder tilbage med et gæt på, at lektørens eget kendskab til følelser er så ringe, at hun ikke opdager det.

Simpel uvidenhed?

Jeg overvejer i øvrigt tit, når jeg ser en anmeldelse, om anmelderen ikke ser en del af/ meget af det, som en historie rummer, af simpel uvidenhed. Eller måske af manglende kendskab til sig selv og egne reaktioner.

Jeg gik for et par år siden i gang med at læse en roman om seksuelt misbrug af et barn. Jeg lagde bogen fra mig efter de første 20-30 sider, fordi jeg ikke kunne holde ud at læse den. Det fik mig ikke til at omtale bogen som dårlig, tvært imod. Den var alt for god – jeg magtede bare ikke at opholde mig i dens univers. Værket er ét, læseren noget andet.

Jeg mindes min kollega Trisse Gejls spørgsmål for nogle år siden: Er du en selvbiografisk læser? Og det er man jo, anmelder eller ej.

Dårligt sprog

Jeg har oplevet anmeldelser, som var skrevet i dårligt/ fejlagtigt sprog, og det bliver jeg småfornærmet over. Her har jeg siddet i timevis og arbejdet intenst med mit sprog, og så tillader nogen sig at udtrykke deres vurdering af mit værk med sjusket sprog.

'Ana bliver mistænkelig gang på gang,' skrev en anmelder om min roman, Ana elsker. Nej: mistænksom eller mistroisk. Er jeg for langt ude, når jeg forventer, at en, som tillader sig at anmelde noget, en anden har skrevet, kan bruge et korrekt dansk? Var det mig, som brugte det forkerte ord, ville anmelderen komme efter mig. Mon ikke?

Suk!

Og så er der de anmeldelser, som mest refererer handlingen. Eller er mest optaget af, om personer og handling er genkendelige. Og dem, som bruger den (altid) sparsomme plads på at skrive om alt muligt andet end den foreliggende tekst. Som har mere travlt med at præsentere sig selv end værket.

Nå. Det er selvfølgelig småtterier i en tid, hvor orkaner rejser sig af havet med alt for tæt regelmæssighed. Polarisen smelter, og Trump stadig er præsident. Men jeg tror, at enhver forfatter kender til den intense læsning af anmeldelser, og at jeg ikke er den eneste, som lidt afmægtigt forsøger at begribe, hvad det er, anmelderen taler om – og oplever, at ens omhyggeligt udarbejdede værk er blevet sløset behandlet.

Og så er der de få, guldrandede gange, hvor en anmeldelse bare opleves helt rigtig – hvilket overhovedet ikke er det samme som, at den er seksstjernet. Nej, det handler om, at her er ens historie er blevet set.

Mit litteraturliv - IV

23. september 2017

 

DER ER LÆNGERE FRA KØBENHAVN TIL PROVINSEN END FRA …

 

Det var til Blixenprisuddelingen maj 2017, at jeg første gang fik tanken: Er her ikke en geografisk skævhed? Jeg drog hjem til Aarhus og gav mig til at tælle op. Hvor i landet kom prismodtagerne fra? Hvor kom jurymedlemmerne fra? Og hvilken geografisk placering havde de forlag, som havde udgivet de præmierede værker?

 

Indspist litterært miljø?

Kort tid før havde jeg set en tv-udsendelse, hvor tre-fire mennesker diskuterede, om der fandtes et 'indspist, københavnsk, litterært miljø'. Påstand stod mod påstand, diskussionen flyttede ikke det mindste, og jeg slog problemet hen som irrelevant, for selvfølgelig er man mest opmærksom på de folk, man omgås og kender. Selvfølgelig er der et mere eller mindre 'indspist', litterært miljø i København. Det er der også i Aarhus, i Odense og sikkert flere andre steder. Jeg bor i Aarhus, så det er det litterære miljø her, jeg kender til.

 

Det interessante er naturligvis, hvad der egentlig menes med 'indspist'. Tæt forbundet med, fast sammentømret, foreslår min begrebsordbog, og det er der ikke noget i vejen med at være. Der, hvor det går galt, må være, når indspistheden bliver så grel, at den lukker sig om sig selv. Når indspistheden bliver elitær – eller måske ovenikøbet chauvinistisk. Når de indspiste tilhører én bestemt slags og mener, at andre slags ikke er værd at beskæftige sig med, netop fordi de er af en anden slags. Har et andet køn – som det har været skrevet om i Forfatteren i foråret – eller en anden hudfarve eller religion, for nu at nævne et par kendte størrelser fra tidens debat.

 

Måske opdager de indspiste simpethen ikke, at der findes andre slags, andre måder, andre værdier end lige netop deres egne – og hvis de gør, ja, så er det i al fald ikke af interesse. Fænomenet er blevet klart illustreret i alt det med kvinder, mænd og ligestilling.

 

Litteraturfest for hele Danmark?

Blixenprisfesten i maj 2017 blev præsenteret som en fest for litteraturen i hele Danmark, men, opdagede jeg, ordene svarede ikke til virkeligheden. Da jeg havde lavet diverse adressesøgninger, sammentællinger og udregninger, viste det sig, at 81% = 13 af de i alt 16 prismodtagere bor i København. 2 modtagere (13%) bor andetsteds på Sjælland. 0 personer = 0% bor på Fyn, mens Jylland kunne præstere en enkelt prismodtager – svarende til 6%.

 

Sådanne tal giver ikke mening, når de står alene, for måske bor omkring 81% af Danmarks forfattere i København og 6% i Jylland. Hvis det forholder sig sådan, er Blixenpriserne jo ganske rimeligt fordelt. Jeg kender ikke tallet for eksisterende forfattere i de forskellige dele af Danmark, men jeg har fået tallene for, hvor Dansk Forfatterforenings medlemmer bor. Fra 2015 – de seneste tal.

 

DFF havde da 1.299 aktive medlemmer. Af dem kendte man ikke bopæl for 170. Resten på 1.129 har jeg brugt som udgangspunkt for følgende regnestykker:

586 medlemmer boede i Storkøbenhavn. Det er knap 52% af den samlede medlemskare.

195 boede på Sjælland udenfor Storkøbenhavn = godt 17%.

220 havde hjemme i Jylland = 19,5%.

75 bor på Fyn, Falster, Møn, Lolland og de sydfynske øer: Godt 6,5%.

Resten af foreningens medlemmer boede på Bornholm (12/ 1%) eller i udlandet (39/ 3,5%).

 

Hvor kommer så jurymedlemmerne fra?

Konklusionen kunne nu være, at de københavnske forfattere simpelthen er dygtigere end de jyske, fynske osv. Eller: at dygtige forfattere flytter til København. Det kan jeg ikke vide, men når jeg nu også kigger på jurymedlemmernes bopæl, så går mine forestillinger i en anden retning.

 

Det vil være rimeligt, at antallet af jurymedlemmer fra de forskellige dele af DK procentvis svarede så nogenlunde til antallet af DFF-medlemmer. Så fx 19,5% af jurymedlemmerne kom fra Jylland. Det ville give en ganske anden – og særdeles tiltrængt – bredde i det litterære billede. Jf: … man er mest opmærksom på de mennesker, man kender og omgås ...

 

Det er et stort arbejde at finde de mange jurymedlemmer, som ganske frivilligt skal bruge tid på at finde en prismodtager i hver priskategori. De mere end 40 jurymedlemmer er udpeget af Blixenbestyrelsen – dér, hvor de ikke på forhånd er givet af en af fundats.

 

Blixen-bestyrelsen består af tre medlemmer: Formanden for hver af de to forfatterforeninger, DFF og DSF, samt et foreningsuafhængigt medlem med organisatorisk og økonomisk erfaring. Sidstnævnte udpeges af Blixen-generalforsamlingen, som ud over de to formænd også omfatter en repræsentant fra hver forening med tilhørende suppleanter.

 

Jeg kender kun identiteten på de to formænd, som begge bor i København. Det er svært for mig ikke at få den forestilling, at Blixenbestyrelsen – måske af ren og skær nød – forsøger at finde jurymedlemmer i de litterære kredse, de kender til. I København og omegn.

 

I al fald kan jeg se, at af de godt 40 jurymedlemmer, der stillede op i år, bor 29 = 69% i København (+ nærmeste forstæder) og 7 = 17% bor et andet sted på Sjælland. De resterende 6 jurymedlemmer fordeles sig med 2 fra Fyn og 4 fra Jylland – herunder kulturminister Mette Bock, som måske burde placeres i hovedstaden. Mon ikke hun især frekventerer københavnske cirkler? Men jeg har ladet tvivlen komme hende til gode og placeret hende i Horsens.

 

Københavnsk jury & københavnsk prismodtager

Nærlæsning viser, at københavske jurymedlemmer langt hen ad vejen har udpeget københavnske prismodtagere fra københavnske forlag. Det gælder i helt ren form følgende fire priser:

 

Zinklar, Tegneserie, Litterært talent, Ytringsfrihed: Hver af de 4 priser har 3 københavnske jurymedlemmer, som hver har udpeget en københavnsk prismodtager, som har udgivet sit værk på et københavnsk forlag – 2 * Gyldendal, Gladiator og Fahrenheit.

 

Videre har juryer, som er sammensat af medlemmer fra Storkøbenhavn og især Nordsjælland udpeget en københavnsk prisvinder. Det gælder følgende 5 priser:

Fagbogen: 2 københavnske jurymedlemmer og én fra Birkerød har udpeget en københavnsk prisvinder, som har udgivet sit værk på et københavnsk forlag – Politikens.

Børnebog: 4 københavnske jurymedlemmer samt én fra Solrød Strand har udpeget en københavnsk prismodtager, som har udgivet sit værk på et københavnsk forlag – Høst.

H.C. Andersenprisen: 3 københavnske jurymedlemmer – hvoraf én dog er førnævnte kulturminister Mette Bock, som har folkeregisteradresse i Horsens – har udpeget en københavnsk prismodtager, som udgiver på et københavnsk forlag – Gyldendal.

Redaktør: 2 københavnske jurymedlemmer samt én, som bor andetsteds på Sjælland, har udpeget en københavnsk prismodtager, som arbejder på et københavnsk forlag – Rosinante.

Lydbog: En jury bestående af 1 københavner og 2 fra Nordsjælland har udpeger en københavnsk prismodtager, som har udgivet sit værk på et københavnsk forlag – Høst.

 

De resterende 5 priser har mere geografisk sammensatte juryer, men de 3 af dem udpeger alligevel en københavnsk prismodtager. Det gælder bl.a. Blixenprisen: Juryens 3 medlemmer bor i København, Holbæk og på Nordfyn, mens prismodtager bor i København.

Formidlingsprisen: Prismodtageren her er den eneste, som bor uden for Sjælland. Hun er udpeget af en jury, som består af en aarhusianer og 2 københavnere.

Isak Dinesen prisen: Prismodtager er københavner, mens juryens medlemmer kommer fra Viby J, Svendborg og Helsingør.

Innovationsprisen tildeles to mænd fra Sjælland af en jury bestående af 1 aarhusianer og 2 fra København.

 

Kjeld Elfeldts oversætterlegat er ikke med i opremsningen, da det er Dansk Oversætterforbund, som afgør prismodtageren – der i øvrigt var københavner.

 

København med ryggen mod resten af landet?

Der kan sikkert lægges mange forståelser ned over ovenstående, men en af dem må være, at de litterære kredse i København ikke er opmærksomme nok på, hvad der findes af talent og dygtige forfattere vest for Storebælt. Man kender ikke til det, der foregår uden for Sjælland – og værst: Man er måske heller ikke synderligt interesseret i det. Det samme gælder forhåbentlig ikke Dansk Forfatterforening.

 

Jeg er helt sikker på, at alle kan være enige med mig i, at en sådan ensidighed ikke er ønskværdig for Dansk Forfatterforening. Jeg kan kun foreslå, at foreningen med stor bevidsthed om de indbyggede geografiske skævheder, som sagtens kan opleves helt selvfølgelige (København har de fleste debuterende forfattere. DFFs medlemmer er for mere end 50%s vedkommende københavnere), åbner sig mod landets øvrige dele. Ikke bare med et kursus hist og her, men helt generelt med lige så stor opmærksomhed på geografisk diskrimination, som man allerede har på kønsmæssig diskrimination. Selvfølgelig også, når det gælder udpegning af jurymedlemmer til Blixenpriserne.

 

Geografisk spredning - jatak

Men man kan også lægge foreningens generalforsamling i Odense eller Aarhus fx hvert 3. år. Det er muligt at arrangere medlemsmøder eller -fester andre steder end i Strandgade – det har vi fx fine erfaringer med i Aarhus – og det gælder for både hovedforeningen og de forskellige faggrupper. Der er ikke længere fra København til Aarhus eller Aalborg, end der er den anden vej.

 

Jeg er overbevist om, at der i den danske provins ligger et stort litterært potentiale, som hovedstaden med al dens væsen ikke er opmærksom på. Det gælder aviser, anmeldere, forlag, tv og radio. Det kan vi ikke umiddelbart gøre noget ved, men vi kan i det mindste sikre, at vores egen forening har alle med – uanset hvor langt, vi bor fra København.

 

Man kan måske ovenikøbet forestille sig, at en og anden vest- eller nordjyde, en alsing eller en fra Tåsinge kunne få lyst til at melde sig ind i en forening, som netop havde sit fokus på hele landet – ikke kun som kønne ord, men som almindelig praksis.

 

(En mere detaljeret gennemgang af geografien og tallene kan ses her.)

(Redigeret udgave offentliggjort i 'Forfatteren' september 2017)

 

Mit litteraturliv - III

29. maj 2017

 

HVORDAN SKULLE JEG LEVE UDEN?

 

Kakaomælkslitteratur

 

Det lette først. Jeg skal rejse. Tog København-Kalundborg, standser ved alle stationer. Fly (– til Australien, 14 + 8 timer, wah!), eller måske ni timer i bus til Berlin. Jeg har brug for noget at læse i, og her må det være sådan en bog, hvis handling griber mig. En spændingsbog, en krimi, bliver det ofte, og ofte er den indkøbt umiddelbart før rejsen – i al fald, hvis der findes en tilgængelig kiosk med bøger. Der er der ikke længere på togstationerne i DK, mens lufthavne er mums! hvad det angår.

 

Jeg læser papirbøger, gerne billige, som kan foræres væk efter rejsen, og det betyder ikke det store, om de er på engelsk, for det er handlingen og ikke sproget, som er det væsentlige for mig. Mit engelsk er dér, hvor jeg ikke nødvendigvis forstår hvert eneste ord, men jeg forstår uden problemer meningen – og i de fleste krimier/ spændingsbøger er det tilstrækkeligt. Sproget skal være meget ringe, før det får mig til at snuble. Og opgive at læse videre.

 

Så – har jeg læst samtlige Dan Brown? Jep. Og masser af tilsvarende – ja. Kakaomælkslitteratur. Jeg hælder det bare ned, det opfylder sin funktion, mætter, som det skal, og for meget af det giver kvalme.

 

Kakaomælkslitteratur udfylder et vigtigt hjørne i mit litteraturbehov.

 

Himlen-åbner-sig-litteratur

 

Jeg har altid gang i en bog og er en af dem, som hiver biblioteksbesøgsstatistikkerne opad. Jeg kender mine biblioteker, Samsø og Aarhus, kommer der 2-3 gange om måneden og ved, hvor jeg skal lede. Det hænder, at jeg her, ud fra forsiden og bagsideteksten, får skaffet mig en bog hjem, som jeg finder vidunderlig. Som griber mig og er svær at lægge fra sig.

 

Men ofte når jeg frem til den slags bøger ad andre kanaler. Nogen anbefaler dem, en fra min familie eller vennekreds, en anmelder i min avis. Eller det skyldes ren tilfældighed, at jeg når frem til netop den titel, det forfatterskab.

 

Sådan var det med Barbara Kingsolver. Jeg var i Berlin, mange timers transport hjem, kunne jeg låne en bog til rejsen? Jeg fik hendes High Tide in Tuscon med, 25 essays, læste dem, og så var jeg solgt. Eller købt. Jeg bestilte samtlige oversatte af hendes titler hjem fra biblioteket og læste dem i rap over de kommende måneder. Noget på hjerte, fængende indhold, godt sprog – og stor viden om det, hun skriver om. (Og så kan jeg godt lide hendes politiske engagement.)

 

Jeg anbefalede denne (for mig) hidtil ukendte forfatter til højre og venstre og kunne dele min begejstring med mange. Ren glæde.

 

En anden stor læseoplevelse fik jeg endnu mere tilfældigt. For et par år siden gik jeg rundt og ryddede på plads efter sommerens rykind af gæster. På børneboghylden opdagede jeg en ukendt bog, Pindsvinets elegance, hed den, og forfatteren hed Muriel Barbery. Hvor kom den fra? Den lignede ikke nogen børnebog, jeg kiggede i den, begyndte at læse, og da jeg nogle dage senere var færdig, tænkte jeg: Sådan en bog gør livet værd at leve. Intet mindre.

 

Fagbøger kan også. Lakoff & Johnsons Hverdagens Metaforer fik mig til at gispe, som læsningen satte mine erfaringer og overvejelser på plads i en struktur, som bare gav så meget mening.

 

Behøver jeg at sige, at den slags himlen-åbner-sig litteratur udfylder en central plads i mit litteraturbehov?

 

Bare-det-var-mig litteratur

 

En underafdeling af den himmel-åbnende litteratur er de bøger, som jeg sådan ville ønske, at det var mig, der havde skrevet. Det gælder både bøger til børn og voksne, og det handler om meget forskelligt.

 

Bare jeg havde fået den idé, at man kan højtlæse så vidunderligt, at personerne ikke bare træder lyslevende frem i ens sind, men ligefrem træder ud af bogen og ind i denne verden. Men desværre: Det var tyske Cornelia Funke, som fik idéen og derefter skrev Blækhjerte-trilogien.

 

Den er til store børn, de 13-16 årige. Hun beskriver nemlig hovedpersonens følelser så levende, at historierne af den grund er for uhyggelige for yngre børn. Synes jeg. Det er meget mere skræmmende end hærskarer af zombier og onde troldmænd.

 

Eller: Bare det var mig, der kunne skrive så smukt og gribende, som amerikaneren Anthony Doerr gør i Alt det lys, vi ikke ser. Bare jeg havde så originalt et billedsprog, som danske Sissel-Jo Gazan har. Bare ...

 

Den slags litteratur åbner mit sind og hjælper mig til at få mine idéer, udvikle mit sprog. Jeg ville ikke være den foruden.

 

Bøger, bøger bøger

 

Der findes selvfølgelig al mulig anden litteratur, som jeg læser med glæde eller lægger fra mig og opgiver. En gang læste jeg en bog, som jeg fandt så elendig, at jeg brændte den bagefter. Siden så jeg, at den fik en pris …

 

Og sådan er det: Den litteratur, jeg værdsætter, kan let være en anden end den, du værdsætter. Af mange forskellige grunde – og godt det samme.

 

Men åh, hvilken glæde, at litteraturen findes – i al sin mangfoldighed.

 

***

Mit litteraturliv - II

3. maj 2017

 

JAMEN, HVAD ER ET GODT SPROG?

 

 

Helt, helt lækker af Tue Andersen Nexø

Uddrag af anmeldelse af Ida Holmegaards Graceland,

Information, lørdag 29. april 2017. Litteraturtillægget, side 4

 

(…) Ida Holmegaard skriver helt usædvanligt godt. Graceland er sætning for sætning en vild fornøjelse at læse. Den glider af sted, uden eksplosive bravournumre, mere som en bil med alt for mange hestekræfter til den vej, den kører på. Den er helt sikker, helt lydefri, helt, helt lækker. Her for eksempel en let bekymret, 12-årigs tankeverden:

 

”Theo er allerede voksen og i New York, og det virker så usandsynligt, at hun skal kunne blive et voksent menneske, som kan alt det, han kan. Det virker urimeligt at kræve af hende, at hun skal blive det. Det er, som om verden er en stor, vanvittig, byggeplads, fuld af betonbrokker og stilladser og maskiner, der larmer og kan slå for eksempel sten i stykker; et sted hvor ingenting sidder ordentligt sammen og ingenting er færdigt.”

*

Jeg læser ovenstående teksteksempel om Theo igen og igen. 'Helt usædvanligt godt skrevet'. Hm. Jeg er umiddelbart enig, når det kommer til formidling af budskabet – det uoverstigelige i at blive et voksent menneske med alt, hvad det indebærer, er slået fast i mit hoved.

 

Men hvad angår selve sproget – og nu kigger jeg specifikt på det – undrer jeg mig. Målt med min målestok er det helt ok, og jeg ville aldrig overveje andet, hvis ikke det var, fordi Tue A.N. er så overstrømmende begejstret. 'Helt lydefri' skriver han, og netop dét gør mig nysgerrig og får mig til at tjekke.

 

For mig at se er der i al fald ét tillægsord for meget. Måske to. 'stor' kan helt sikkert undværes, mens 'vanvittig' er så overraskende i denne sammenhæng, at det går an. Men – fremgår vanviddet ikke tydeligt af det, som kommer efter?

 

Der er også et par gentagelser eller slåen noget fast, som teksten ville have været bedre uden – stadig set med mine øjne. Jeg ville slette: 'at hun skal blive det'. Det er unødvendigt og gør sætningen slap. Jeg har allerede fanget, at det, som er urimeligt at kræve, er, at hun skal blive voksen og kunne alt det, som Theo kan.

 

Jeg ville slette 'for eksempel', som også gør sætningen slappere, og jeg ville slette 'og ingenting er færdigt' – for når det ikke sidder ordentligt sammen, er det jo ikke færdigt. Unødig gentagelse.

 

Teksten ville så i sin helt stramme udgave lyde:

 

”Theo er allerede voksen og i New York, og det virker så usandsynligt, at hun skal kunne blive et voksent menneske, som kan alt det, han kan. Det virker urimeligt at kræve af hende. Det er, som om verden er en byggeplads fuld af betonbrokker og stilladser og maskiner, der larmer og kan slå sten i stykker; et sted hvor ingenting sidder ordentligt sammen.”

 

For mig er denne udgave skarpere og mere lækker, for nu at genbruge anmelderens ord. Men han er et uddannet litteraturmenneske og på den baggrund ansat til at mene noget om litteratur i en anerkendt avis – og det er jeg ikke. Hans vurdering har tyngde, og han mener altså, at teksten her er et eksempel på lydefrit, usædvanligt godt sprog.

 

Jeg forstår simpelthen ikke, hvad substansen er, og det vil jeg så forfærdelig gerne. Hvad er et godt sprog?

 

***

Mit litteraturliv - I

1. maj 2017

 

JAMEN, HVAD ER ET GODT SPROG?

 

Jeg har prøvet det mange gange: Én fortæller mig, at hun netop er blevet færdig med at læse en roman, og at den var 'så godt skrevet'.

 

Det er vældig inspirerende at få boganbefalinger fra sine venner, så gang på gang har jeg efter sådan en udtalelse skaffet mig den pågældende roman og læst den. Nogle gange har jeg været helt enig i vurderingen og været glad for anbefalingen, andre gange mindre eller slet ikke enig.

 

Min begejstring eller mangel på samme er ikke delt op i 'sprog' og 'indhold'. Den gælder helheden, og hvis jeg taler om 'godt skrevet', så taler jeg om noget ganske bestemt. Nok især om overraskende metaforer:

 

'… hår så sort, at man fik lyst til at sy noget af det ...'

'… infiltret i sin faldskærm, som bærer ham oppe med luftblærer i faldskærmens glasgule stof ...

 

Wau! siger jeg så, mens billederne myldrer frem i mit hoved.

 

Eller jeg taler om sproglig variation. Om passende sprogligt niveau i forhold til indholdet. Om minimal brug af klichéer.

 

Selv om mange nok vil være enige med mig i det positive i lige netop dét, må der være mere på spil, når det kommer til 'godt skrevet'. Jeg kan i al fald sjældent genkende mine vurderinger af sprog hos mine læsende venner, og undrer mig gang på gang over, hvad det mon er, som gør, at de vurderer noget som 'godt sprog'.

 

Min undren gælder også fx prisbelønnet, anmelderrost litteratur. Åh, den-og-den roman er skrevet så-og-så godt, hører eller læser jeg. Jeg har skaffet mig og læst de pågældende bøger, eller jeg har stået på biblioteket og pluklæst det ene og det andet 'fremragende skrevne' værk og ledt efter der, hvor det fremragende steg op af siderne. Jeg ved ikke af, at jeg har fundet det.

 

Kort sagt: Jeg forstår ikke indholdet af 'skrevet godt'/ 'godt sprog'.

 

Jeg har selvfølgelig gjort mig en række overvejelser:

 

Det gode sprog kan betyde letløbende. Uden klichéer. Varieret. Det kan være overraskende, og vældig billedskabende i netop mit hoved (- mens det ikke nødvendigvis også er det i dit - jf. ovenstående eksempler).

 

Sproget kan formidle indholdet på en passende måde: replikker lyder autentisk som replikker, overvejelser som troværdige overvejelser og beskrivelser er beskrivende. Der jongleres fermt mellem talesprog og skriftsprog. Fremmedord bruges i nødvendigt omfang og ellers ikke.

 

Eller kan det være sådan, at 'godt sprog' er et sprog, som svarer til tekstens indhold? Ikke bare, så de ikke siger 'fuck' i en middelalderhistorie, men sådan, at sprogtonen understreger og måske forstærker historiens tid, sted, persongalleri og/ eller tema? Hjælper mig læser til at blive ført derhen, hvor historien befinder sig? Ordenes farve smitter af på indholdet på en passende måde?

 

Jeg skrev engang en opgave om I.P.Jacobsens Pesten i Bergamo og optalte bl.a. hans brug af vokaler. Jeg fandt ud af, at han 'malede' med sine vokaler, sådan, at der var overvægt af runde vokaler i visse afsnit og af spidse vokaler i andre - afhængigt af indholdet. Det gjorde mig stum af beundring.

 

Jeg kender lyrikere, som i deres digte bevidst anvender U'ets karakter af krukke, O'ets karakter af lukket form, I'ets spidshed. Jeg beundrer den detaljerede opmærksomhed, men mener, at det ikke er her, 'godt skrevet' nødvendigvis fremtræder.

 

Hvad er 'godt skrevet'?

 

'Elendigt skrevet' kan jeg lettere definere. For mig er sproget dårligt, når det er ensformigt, klichéfyldt, rummer sætninger, som er så besværligt konstruerede, at jeg må læse dem flere gange for at forstå indholdet. Dårligt sprog kan være overfyldt med tillægsord, og det kan være overforklarende og tage min egen mulighed for indlevelse fra mig. Dårligt sprog kan være utroværdigt i forhold til indholdet, eller det kan være krukket og benytte sig af fremmedord eller vendinger, som virker konstruerede og lugter af pral (- eller usikkerhed).

 

Dårligt sprog kan jeg genkende. De fleste bøger, som jeg læser, er ikke dårligt skrevet – jf. beskrivelsen herover. Men hvad er 'godt skrevet'? Er det sprog, som netop ikke lider af førnævnte dårligdomme? (Som andre læsere vel ikke behøver at være enig med mig i …) Eller er det sprog udstyret med særlige kvaliteter, som jeg blot ikke har fået øjnene op for?

 

Hjælp!

 

***