Tanker_og_tekster

Senest opdateret

2. oktober 2018

(Udsnit af letlæs 2: Emil og uhyret)

Mit litteraturliv - VII

3. marts 2018

(Læsetid: 6½ minut)

LETLÆSNING OG REGELBRUD

Så nåede vi den første forårsmåned, selv om det er vanskeligt at mærke på vejrudsigten. Jeg har opholdt mig udenlands det meste af vinteren, og sidder lige nu i Italien, ved kysten ud for Rom. Her er man heller ikke sluppet for frost, sne og is, men temperaturerne bevæger sig opad med ikke-dansk tempo. Minus 6 grader forleden, plus 16 grader i morgen.

Jeg er her for at få skrivero. Mit liv på landet derhjemme er energirigtigt tidskrævende. Hente brænde, fyre op, hente brænde. Cykle 14 km for at få købt ind. Her sørger automatikken for opvarmningen, og det nærmeste supermercato ligger 600 meter væk. Resultatet er mange daglige ubesatte timer, som for den største del tilbringes med fingrene i tastaturet. Som det var meningen.

Sådan har det været hen over vinteren, om end et alt for sygt barnebarn kom til at optage mange af dagenes timer. Men i frirummene ind imellem sygehusvagterne har jeg skrevet, og det har været ligesom at holde fri.

Jeg er fortryllet af sådan, som min optagethed af at fange en historie lukker af for alt andet – næsten. Det gjaldt, da jeg for et par år siden sad med min første roman til voksne, og det har heldigvis også gældt (sikke et grimt ord) de meget kortere letlæste historier, jeg har siddet med i vinter. En anden type udfordring end at skrive en lang roman, men ikke mindre inciterende. For letlæst betyder korte sætninger og ikke brug af for mange ord på 7 bogstaver og derover. De vilkår måler LIX udregningen. Jeg har skrevet til 2. - 3. klasse, og har teksterne igennem opereret på et LIX niveau mellem 8 og 15, som i gennemsnit er blevet til 10 og 12 i de færdige historier.

Hvor har jeg haft brug for et stort ordforråd! Hvad kan man erstatte interesserer sig for med, når interesserer har væmmelige 12 bogstaver? Og det hjælper ikke at bruge optaget af (7 bogstaver) i stedet for i forhold til LIX'en, for rammer man 7 bogstaver er LIX beregningen ligeglad med, om der i virkeligheden er 17. Det er læseren nok ikke. Jeg husker det som, at jeg endte med går meget op i … Et af de valg, jeg ikke er helt tilfreds med. Jeg har nemlig for alvor opdaget, hvordan det ene ord har en snert af anderledes betydning end det andet.

Se nu fx: begyndte – startede – gik i gang med. De tre udtryk farver teksten i let forskellige nuancer. Skreg og råbte er slet ikke det samme. Og da spurgte har 7 bogstaver og derfor skal bruges sparsomt, har det været en interessant udfordring at formulere replikkerne sådan, at det spørgende lå indbygget der, evt. bare i spørgsmålstegnet – og ikke i inkvittet (= sagde hun, siger han etc).

Jeg har virkelig erfaret, hvordan en tekst bliver malet frem med ord.

Det er mange år siden, jeg underviste i begynderlæsning, men jeg husker, at der fandtes forskellige tilgange. Stavemetode, lydmetode, ordbilledmetode. I den 1. klasse, jeg havde dengang, lavede vi 'læsning på talens grund'. En svensk model. Børnene og jeg havde forskellige aktiviteter, og dem skrev vi små historier om. En tur i skoven, slagte en kanin, lave et bål. Det virkede. Jeg har undervist min datter efter samme model og erfaret, at det er sjovt for børn at læse noget, som man selv er med i. Motivationsfremmende (20 bogstaver).

Jeg husker også diverse regler for, hvornår noget var let at læse. Henførende stedordssætninger er nemme at fatte og følge med i. Husk at have subjekt i alle sætninger. Brug varierede ordbilleder, altså både lange (selvfølgelig ikke for lange) og korte ord – noget, jeg ikke er sikker på, man mener i dag. Kursiv er svær at læse, og der skal være en forholdsvis bred margin rundt om tekstblokken, som i øvrigt gerne må have linjer af uens længde. Det giver blokken karakter af et landskab med fixpunkter, man kan holde sig til og orientere sig efter. Og så noget med størrelse på bogstaver og linjemellemrum, plus et par regler mere.

Alt det har været rammerne om min skriven. Og inden for dem har jeg så skullet skabe en historie – eller rettere: tre historier. Jeg valgte at have tre personer, to drenge og en pige, til at optræde i alle tre historier, og hver af dem er så hovedperson i en af historierne. I et vist omfang ses de samme begivenheder med tre forskellige par øjne. Det giver spændende muligheder, synes jeg.

Jeg har også haft noget på hjerte. Jeg har villet formidle et bestemt indhold – et metaindhold, som har styret personer, replikker og handlinger, så slutresultatet blev et bestemt. Den første historie handler – på metaniveau – om at klare mobning på en ikke-voldelig måde. (Jeg har en stædig insisteren på, at der er for lidt fokus på ikke-vold i dagens virkelighed.) Den anden historie har et metabudskab om, at en mobber måske ikke bliver en mobber, fordi han/ hun er født irriterende. Eller bare er dum. Der er med stor sandsynlighed noget andet på spil. Den tredje historie handler om at være en pige, som hellere vil være en dreng: En tilskyndelse til at være rummelig over for forskelligheder.

Fy, vil nogen sige. At have et budskab! Slemt. Utilstedeligt. Så er det i hvert fald ikke litteratur! Vrøvl, siger jeg. Det kommer an på, hvordan det skrives.

Hvordan det skrives er også min målestok for sprogbrug. En desværre meget uklar målestok. Men en tekst bliver ikke dårlig, fordi ordet pludselig (9 bogstaver, ikke noget problem at udelade for en letlæsningsforfatter) optræder. Selv om det er en af de regler, som luftes i det litterære univers. Tilsvarende den med, at inkvitter ikke må være styrende (sagde hun fornøjet, siger han vredt). Og nok flere af samme slags, som jeg ikke lige kender til og sikkert forbryder mig imod.

Men det er ikke en skolestil, man skriver som forfatter. Det er et værk, som selvfølgelig skal fungere på sine egne præmisser. Skal have et ordentligt sprog – hvad det så er. Ude i verden siger folk faktisk pludselig. Og det kan være svært at lade en person sige 'Nå' på en måde, så læseren fanger det ligeglade eller hånlige. Regler er til for at brydes, i al fald når man skriver. Måske er forfatterens fremmeste kvalitet en fornemmelse for lige netop, hvornår det skrevne fungerer. Og ikke stoppe, før det gør. Uanset hvad, man måtte have på hjerte.

 

(Denne tekst har LIX 32. Sandsynligvis som følge af mange ord over 7 bogstaver. Men alligevel i kategorien letlæst. Tak til Niels Gamborg for hans effektive lixberegner: http://www.nielsgamborg.dk/indhold/lixberegner.htm)

 

Mit litteraturliv - VI

4. november 2017

(Læsetid: 4½ minut)

EN BERETNING OM LITTERATUR & KØN & DEN SLAGS

For et par år siden sad jeg på en café i København og var optaget af at læse Siri Hustvedts 'Den flammende Verden'. Mens jeg sad der, blev jeg spottet af sønnen af nogle af mine gamle venner – lad os kalde ham Peter. Jeg har kendt ham hele hans liv, og vi kan godt lide hinanden, så det overraskede mig ikke, at han satte sig ned ved mit bord og gav sig til at fortælle om sit liv i hovedstaden.

Jeg vidste fra medierne, at han for nylig var debuteret med en anmelderrost roman, og han gav sig nu til begejstret at fortælle om sin glæde ved at skrive, og at han altid havde misundt mig, at jeg var forfatter, og nu var han det heldigvis også selv. Jeg spurgte til hans roman, som jeg ikke havde læst endnu, og han fortalte gerne.

'Hvad synes du om den?' spurgte han på et tidspunkt og pegede på Hustvedts bog. Det viste sig, at han også havde læst den, og var optaget af forholdet mellem værk og forfatter. 'Er det bare, fordi jeg er ung og 'lovende',' han lavede citationstegn i luften, 'at jeg har fået gode anmeldelser, eller er det, fordi min historie i sig selv er god?'

Og så er der det med kønnet, bidrog jeg med, og det førte til en intens udveksling. Har hun ret, Hustvedt? Er det virkelig sådan, at et kunstnerisk værk – som fx en roman – vurderes som mere værdifuldt, hvis der ”et eller andet sted bag værket eller nummeret – kan findes en pik og et par nosser”, som Hustvedts hovedkarakter, Harriet Burden, siger i bogen.

Jae, joe, mente vi, uden at være alt for uenige.

Det står ikke helt klart, hvem af os det var, som fik ideen. Jeg var lige da i gang med de allerførste indledende manøvrer til at skrive en roman for voksne – jeg har ellers skrevet faglitteratur og/ eller for børn – en historie om kærlighed og parforhold, som foregår i Aarhus og har en kvindelig hovedperson.

'Kunne du skrive sådan en historie?' spurgte jeg, og derfra udviklede ideen sig. Han ville prøve

'Lad os teste det,' foreslog han, 'lad os efterabe Hustvedts idé og sætte fokus på problemet.' Han forklarede, jeg tog udfordringen op, og derfra groede det: Vi skulle bruge min ramme og fylde den ud med hans indhold. Han skulle skrive teksten, mens jeg skulle være tjeklæser og samarbejdspartner.

Vi gik hurtigt i gang, og afsnit, kapitler og ideer krydsede gabet mellem hovedstad og provins. Nogle afsnit har jeg været en hel del blandet ind i, mens andre står næsten uberørt af min hånd. Det gælder fx de erotiske afsnit, som også i romanen fortælles med den mandlige hovedpersons synsvinkel. Mange gange kunne jeg på bedste redaktørvis fortælle Peter, at: 'Sådan tænker en kvinde/ vores hovedperson ikke. Hun vil først og fremmest bemærke dette og ikke hint.' Og så har han protesteret eller rettet til.

Det tog os halvandet år at nå dertil, hvor vi var tilfredse og erklærede produktet for færdigt. Det havde været sjovt og interessant, og det fortsatte det med at være, da vi begyndte at få reaktioner retur fra de forlag, vi sendte ind til. Nej: Jeg sendte ind til, for det var netop pointen: Jeg lagde navn til romanen, stod angivet som forfatteren. Hans navn blev ikke nævnt, og ophavsretten var min, havde vi aftalt. I al fald i første omgang. Jeg som debuterende forfatter af en roman til voksne. Ikke ham, som med sit navn straks ville have fået manus antaget.

'Uanset tekstens kvalitet,' drillede jeg ham med, 'bare på grund af dine salgstal.' Det afviste han blankt, men efterhånden som afslagene dumpede ind, blev han mindre sikker.

Oftest morede vi os som listige børn, der har snydt de voksne.

'Jeg gætter på, at historien er delvis selvbiografisk, og foreslår, at du omskriver hovedpersonen til én på din egen alder,' lød et forslag fra en redaktør.

'Det er bare, fordi vi har gjort titelpersonen til en både højt begavet, seksuelt erfaren og klog kvinde,' morede Peter sig. 'Det er han nok ikke vant til.'

Måske. Eller også var samme redaktør ikke i stand til at se værket løsrevet fra dets ophavskvinde – hvis sådan noget overhovedet er muligt. Det havde vi en del diskussioner om, stadig inspireret af Hustvedts roman, som heller ikke når til nogen klar konklusion på dét spørgsmål.

Eller denne reaktion, som Peter blev småfornærmet over: 'Man mærker, at du sædvanligvis skriver faglitteratur til børn og unge. Der forklares for meget og overlades for lidt til den voksne læser.' Værk og forfatter opfattet som én pærevælling.

Gennem det næste halve år takkede fire store københavnerforlag med forskellige begrundelser nej til vores værk, før et ungt og dynamisk forlag i Aarhus takkede et positivt ja. Vi havde nu også undervejs bearbejdet manus yderligere. Lige nu er vi nået så langt, at romanen udkommer til næste år. Med mig som forfatter, og med både Peter og mig i kulissen, sygt spændte på omtalen.

I første omgang gør vi selvfølgelig ikke opmærksom på, at en 'anonym, men etableret, mandlig forfatter' har den rolle i romanens tilblivelse, som er beskrevet herover. Vi venter og ser, hvad der sker. Måske bliver udgivelsen forbigået i tavshed, en kvinderoman om et kvindeemne og derfor ikke værd at tage seriøst. Måske får den kompetente anmeldelser som et værk, der selvfølgelig er uafhængig af den, som har skrevet den. Måske noget tredje.

Måske bliver Peter og jeg i stand til at drage en lysende klar konklusion: Ja, denne roman er blevet vurderet lavere, end den ellers ville, fordi den har en (ukendt, ovenikøbet gammel) kvinde som forfatter og ikke en (ung, (aner)kendt) mand. Eller omvendt: Nej, forfatterens køn mv. har ikke spillet nogen rolle for vurderingen. Måske kan vi kun drage mudrede konklusioner.

Men vi har et es i ærmet, og på rette tidspunkt tager vi det frem og ser, hvad der så sker.