Vaelgebogen anmeldelser

Senest opdateret

15. oktober 2017

VÆLGEBOGEN

Anmeldelse i Fagbladet Folkeskolen, 2. oktober 2007

Af Heidi Friborg Christophersen

 

Som de øvrige bøger af Janne Hejgaard er denne bog en god og meget velskrevet begynderbog i, hvordan man som ung er forpligtet til at sætte sig ind i, hvordan man skal agere som borger i et demokratisk samfund.

Vi må alle gøre os nogle valg i livet, og det kræver viden at kunne træffe de kvalificerede valg. Bogen går meget pædagogisk til værks ved at gennemgå, hvad det at vælge egentlig er for noget. Derefter beskrives der forskellige typer valg, og der gives forslag til, hvordan man kan håndtere dem.

Der præsenteres virkelig mange rigtig gode og nyttige redskaber, som de unge i samfundsfag kan gå lige til.

Der tales/skrives om både indre (personlige eller subjektive) og ydre (samfundsmæssige eller objektive) valg, og der beskrives, hvilke konsekvenser de forskellige valg kan få for den enkelte.

Sammen med teorierne er der en række meget konstruktive og "let-at-gå-til'"-øvelser, som den unge enten kan lave alene eller sammen med andre. I takt med at samfundsfag er blevet et fag, der strækker sig over to år - i stedet for et år - er det også nødvendigt, at de bøger og de øvelser, der følger med til de lavere klassetrin, skrives i et sprog, der er til at forstå, men også på en sådan måde, at der ikke tales ned til eleverne. Jeg synes, at denne bog har ramt sin målgruppe og sin genre rigtig godt, og jeg vil anbefale, at man har den i et klassesæt, så det er nemt og lige til at undervise i det at vælge.

VÆLGEBOGEN

EMU - Danmarks undervisningsportal, november 2007

af Bent Rasmussen

 

"Vælgebogen" er en kort og præcis guide til vælgeprocessen. Den giver på en fin måde overblik over forskellige typer valg og præsenterer de redskaber, man skal bruge for at vælge rigtigt.

Bogens forfatter, Janne Hejgaard, deler valg op i tre grupper, nemlig Mikrovalg, som er valg med konsekvenser uden den store betydning, Makrovalg, der er valg med store, betydningsfulde konsekvenser for både en selv og andre, og endelig ligger Mediovalg mellem de to førstnævnte og er valg af en vis betydning. Bogen er kontant på den gode måde og indeholder et væld af gode, relevante og igangsættende opgaver med masser af godt arbejde i.

At vælge er vigtigt og noget helt afgørende i ens tilværelse, og det understreger Janne Hejgaard bl.a. ved at citere et Carl Scharnberg-digt:

Den, der ikke tør vælge, ad hvilken vej han vil gå, ender som sten i den trappe, de stærke vil træde på.

"Vælgebogen" er beregnet til de ældste elever i folkeskolen, som jo er i fuld gang med at foretage personlige valg med store konsekvenser for deres fremtid. Alle valg indebærer som bekendt fravalg, men her må det klare valg være at vælge "Vælgebogen".

Mårdøn Smet har leveret morsomme tegninger med stort overskud.