En sen eftermiddag måtte de igen opgive at slå lejr for natten. De befandt sig på en smal klippehylde, og det var blevet for mørkt til, at de kunne søge vej videre frem. De placerede køretøjerne tæt op ad klippevæggen, satte sig så godt til rette, som de nu var i stand til, og forberedte sig på en nat uden søvn.

Midt på natten slog Zafin øjnene op fra sin halvslummer. Hvad var det? Noget havde fanget hans opmærksomhed. Det var mørkt og ikke let at se noget som helst, men var der ikke underlige bevægelser i skyerne? Ikke den slags, som vinden laver, men en slags kredsen, som om skyvæsner samledes over hans hoved. Fhatonger, tænkte han straks, men han mærkede ikke den voldsomme vrede som dengang, Orone viste ham dem. Noget andet var her, men hvad?

Nu krøb noget ind i hans hoved, som et utal af spørgsmål. Rundt om ham rettede de andre kasuler sig op og tog sig til hovedet. En klynken kom fra nogen af dem, et nee-eej. Denne gang var det ikke kun ham, som fik besøg.

Langsomt tog spørgsmålene form: 'Hvad vil I, hvad gør I, hvem er I, hvor vil I hen, hvorfor er I her, hvad kan I, hvad vil I, hvem er I, hvorfor, hvorfor ... '

Som hundrede stemmer på én gang.

Ingen af kasulerne åbnede munden for at svare. De spørgende fandt selv svarene.

Zafin vidste ikke, hvor længe det varede, men endelig forsvandt stemmerne fra hans hoved. Også fra de andres, så han, da han kiggede rundt. Mange havde rejst sig og stod med en hånd mod panden.

'Hvad var det?' lød det med en tydeligt rystet stemme. 'Hørte I det også?'

'Hørte?De var inde i mit hoved!'

'Psaluni,' hviskede en.

'De spurgte ...'

'De ville vide ...'

'Jamen, hvad var det?'

Zafin sagde ikke noget. Selv om det, som lige var foregået, var anderledes, end han før havde prøvet, var han ikke så overrasket.

Sådan er der her, tænkte han. En anden virkelighed, sagde Orone. En, som de forstyrrede. Men stemmerne havde ikke lydt vrede. Nysgerrige, faktisk. Insisterende.

'Hvor er Masyn?' udbrød en. 'Han var lige her. Kan nogen se ham?'

'Masyn?' lød det lavt fra flere. 'Masyn?'

Alle tjekkede i mørket omkring sig så godt, de nu kunne.

'Masyn!' råbte en meget højt og skabte et uldent ekko mellem bjergsiderne.

Intet svar kom. Masyn var ikke at finde. Det var de tre andre ledere heller ikke, opdagede de. En lamslået stilhed indfandt sig.

'Kan de være gået et andet sted hen? For at undersøge noget?' spurgte en så, men alle vidste, at ingen bare lige gik herfra, og ingen foreslog, at de skulle søge efter de fire forsvundne. I morgen, når det blev lyst, måske, men ikke nu, midt i nattemørket.

De tog lederne, tænkte Zafin. Hvem de så var. Hvorfor lige dem? Hvad var det, Orone sagde? De bliver del af. Del af hvad?

Dybt i hans sind rørte en tanke på sig, endnu for svag til at han kunne formulere den.

De holdt sig tavse resten af natten. Kun Zafin fik kort før solopgang blundet en smule. De øvrige kæmpede med at fatte det, der lige var foregået. Det begyndte for alvor at gå op for dem, at de var midt i noget ganske andet, end de før havde oplevet. På flere måder end de havde forestillet sig, var de meget langt væk fra alt, hvad de kendte.

Da lyset kom næste morgen, stirrede de rådvilde på hinanden. Hvad gjorde de nu? Ingen talte om at lede efter de fire chefer. Stedet gjorde det umuligt at forsvinde på anden måde end ved at falde ned, og der var intet at se neden for den afsats, de stod på. Alle kendte desuden historien om de to vagter, som forsvandt dengang med solpanelerne. Alle regnede med, at det samme var sket her. Cheferne var som fordampede.

'Vi vender om,' mente nogen, mens andre protesterede. De måtte fortsætte ad den rute, som var lagt ind i vejviseren. Andet var rent spild af dyrebare resurser, sagde en, og alle vidste, at det ikke var dem selv, han talte om. Nej, opgaven var vigtigst, den skulle løses.

De følgende timer fortsatte de deres møjsommelige slæben og trækken maskiner og oppakning hen ad afsatsen og derefter ned over den stejle og ujævne bjergside. Intet usædvanligt skete, og selv Zafin brugte al opmærksomhed på det hårde fysiske arbejde.

Langt over middag nåede de ned til bredden af et vandløb, som de heldigvis kunne køre langs med på den næste strækning. Da aftenen kom, slog de lejr på et sandet område i en bugtning. Stemningen var en smule lettere, og stedet virkede om ikke trygt, så i al fald meget mindre truende end der, hvor de tilbragte nætterne før. Uanset hvad, var de så udmattede, at intet kunne holde dem vågne. De faldt i tung søvn, så snart teltene var rejst, til lyden af det hidsigt strømmende vand i det nærliggende løb.