Inde_under_buskene

Senest opdateret

19. november 2017

INDE UNDER BUSKENE

(Forår 2000)

 

Emma går og fryser. Sneen er våd og sjappet, og hendes sko er allerede blevet våde helt ind til sokkerne. Dumme vinter. Dumme morgen. Dumme mor og dumme, dumme far. Han kan slet ikke lide hende. Hvorfor må hun ellers ikke komme ind til ham? Bare fordi han skal arbejde. Dumme arbejde. Hvorfor skal han arbejde, når det er weekend? Det er længe siden, hun har set ham. Hvorfor vil han hellere ar­bej­de end være sammen med hende?

Mor blev også sur, da han ringede. "Så hænger jeg igen på hende en hel week­­end!" sagde hun i telefonen. "Jeg har heller aldrig fri!"

Men det kunne hun, Emma, da ikke gøre for.

Mor kan også godt blive fri for mig. Jeg lader bare være med at komme hjem efter skole, tænker hun. Jeg lader være med at stå af toget på vej hjem, og kører med, helt til det stopper. Helt til endestationen. Helt til verdens ende.

 

Hun går op af trappen til stationen. De andre fra skolen er ikke kommet endnu, men sådan er det altid. Hun er altid den første. Der står en togmand henne ved uret, han har sin hund med. Mon en togmand godt må have hund med på arbejde? Hvorfor må far så ikke have hende med på arbejde? Han må nok godt, men gider ikke. Dumme far. Sikke kolde hendes fødder er.

Emma sparker til en bunke sne. Hendes sko ryger af og flyver gennem luften. Den ender henne i nogle buske. Hun stirrer efter den. Hun gider ikke hente den. Hendes fødder er våde alligevel. Det gør ingen forskel, om hun har sko på eller ej. Dumme sko.

Men så kommer hun i tanker om, hvor sur mor bliver, hvis skoen er væk. Hun sætter sin taske på jorden og går hen efter skoen. Den fløj ret langt væk. Måske skal jeg være fodboldspiller, fniser Emma for sig selv. Jeg er i al fald god til at sparke.

Skoen er faldet ned mellem buskene, der står helt tæt. Der er hul i sneen, der hvor skoen ramte, men den er ikke at se. Buskene er våde og sorte under snelaget, og næsten lige som høje, som hun selv er. Hun står på tæer og prøver at se ned i hullet, men skoen er væk. Hvad gør hun nu? Den må ligge inde midt i alle de våde buske.

Emma kigger tilbage på perronen, men det er stadig kun togmanden, der står der. Hunden har sat sig ned. Den sidder og kigger hen mod hende. Måske kan den finde hendes sko? Hun tøver, men nej. Hun er nødt til selv at få fat i den. Hun puf­fer til busken lige foran sig med foden. Sneen drysser af, der er et hul. Hun sætter sig på hug og kigger ind i det.

 

Der er ikke ret meget lys, men hun kan se, at der er som en sti ind under. Jorden ser ikke særlig våd ud, så hun bukker sig og kravler ind under buskene. Der drysser lidt sne ned i hendes nakke, og en gren river i hendes hår. Hun bliver stædig, nu vil hun have fat i sin sko. De dumme buske skal ikke bestemme over hende. Ingen skal bestemme over hende.

Hun kravler nogle meter frem med bøjet hoved. Så løfter hun hovedet og ser sig omkring. Der er stille, og lyset er blødt, lige som under et tæppe. Hvor mon sko­en er? Mon den er faldet helt ned på jorden, eller sidder den fast mellem nogle gre­ne? Emma kigger rundt. Der er ikke nogen sko at se. Hun er nok ikke kommet langt nok, så hun kravler lidt længere ind.

Hvem mon det er, der har lavet den sti? Den er dækket af små visne blade og så tør, at hun ikke engang har fået våde knæ af at kravle. Mon hun kan se skoen nu? Hun er nødt til at finde den snart, for ellers når hun ikke sit tog.

 

Hun drejer sig og sætter sig på enden. Her kan hun sidde op, uden at støde imod. Buskene danner buer over hendes hoved. Hun kigger rundt. Der er ikke kun én sti, men mange, på kryds og tværs. Hvad nu med skoen? Hun ser rundt til alle sider uden at få øje på noget. Hvad gør hun?

Hov! Der henne ligger den vist. Der ligger i al fald noget i det bløde lys, som ligner hende sko. Emma kravler endnu et par meter hen ad stien, men så standser hun brat. Hendes sko bevæger sig! Det er ikke skoen, men et lille dyr. Et øjeblik er hun bange for, at det er en rotte, men det er det ikke. Det er en lille kanin. Den sid­der på bagbenene og kigger på hende. Emma er helt stille. Mon det er en unge? Den er nuttet, den ligner hendes sovekanin henne hos far.

Det pusler ved siden af stien, og så dukker der endnu en kanin frem. Og en til, og en til. Til sidst er der syv små kaniner, der alle sidder og kigger på hende. Hun hol­der vejret for ikke at jage dem væk. En af dem er lys, de andre er mørke.

Til sidst bliver hun nødt til at røre sig, fordi hendes ben sover. Hun sætter sig på enden, men kaninerne bliver ikke bange. De sidder bare og kigger, og en af dem kommer helt hen til hende. Emma rører sig ikke, selv ikke da kaninen snuser til hen­des fod. Hvor er den sød! Bare hun havde noget mad, hun kunne give den. Men det har hun jo! Hun har en gulerod i sin lomme.

Hun tager guleroden op af lommen og pakker den ud. Hun bider et lille stykke af og rækker det frem mod kaninen på sin flade hånd. Den snuser til hånden, så ta­ger den gulerodsstykket og giver sig til at gnave af det. Emma bliver glad og bider nogle flere stykker af. Hun lægger dem på sin hånd og rækker den frem. De andre kaniner kommer hen og begynder også at spise. Det kildrer, når de rører hendes hånd. De sidder helt tæt ved hende og tygger gulerod.

Hun stryger forsigtigt hen over pelsen på en af dem. Den er helt blød. Hun vil mærke den mod sin kind, og tager fat om den for at løfte den op. Men det kan den ikke lide. Den sætter tænderne i hendes hånd.

"Av!" råber Emma og slipper kaninen. Den dumper ned og farer væk. De andre kaniner forsvinder ind under de mørke buske. Hendes finger bløder. Hun putter den i munden og kan smage blodet.

Så kommer hun i tanker om sin sko. Og toget! Bare det ikke er kørt. Hun må se at komme ud. Men hvilken vej er ud? Stierne går alle vegne hen. Hun kan ikke se, hvor hun er kommet fra. Men man kan da ikke fare vild under nogle dumme buske!

Hun kravler nogle meter hen ad en sti. Så kravler hun nogle flere meter. Nu kan hun høre en højttaler gå i gang: "Gå ikke over sporet der kommer tog", lyder det igen og igen. Hun kravler hen mod lyden. Stien bliver våd under hendes hænder, så nu er hun vist snart ude. Og der ligger hendes sko! Midt på stien. Hun tager den i hånden og kravler det sidste stykke, ud gennem et vådt lag sne. Endelig står hun udenfor.

 

Folk er ved at stige på toget. Emma løber hen og henter sin taske, og så skynder hun sig også op i toget. Da hun sidder inde i kupéen, giver hun sig til at tage sin sko på.

"Var din sko røget af?" spørger togmanden, og Emma svarer bare ja. Hans hund er der ikke. Så kigger hun ud af vinduet på sneen, der ligger i pletter. Hendes finger bløder ikke mere, men der er et lille sår på den. Tænk, at kaniner kan bide. Men de er søde alligevel.

Hun ved godt, hvor fars arbejde er. Hvis hun tager den røde linje og står af efter tre stationer, skal hun bare gå i fem minutter. Det vil hun gøre efter skolen. Han bliver nok glad, når han ser hende. Og selv om han måske ikke har tid til at være sammen med hende, så er der noget, hun vil fortælle ham. Det er nemlig ikke altid ham, der skal bestemme.

"Du er min far, og derfor skal jeg også bestemme, hvornår vi skal være sam­men," vil hun sige. "Og det skal vi nu."

Måske får hun så lov til at blive. Måske gør hun ikke, men så kan hun jo bare tage toget helt til endestationen. Så bliver han nødt til at hente hende der.

 

*