SLANGENS BILLEDE

DEL I

1. STJERNESKIBET
Solår 0
De ankom med ildsøjler, bulder og brag. Fra første øjeblik var de en forstyrrelse af den orden, som i årtusinder havde hersket på den lille klode. De mente selv, at der ingen var til at se eller høre dem, da de langsomt sank ned gennem skyerne, men de tog fejl. De blev lagt mærke til. De ændrede noget, måske alt.
   Først var det luften. Varmet op, kastet rundt og hvirvlet væk i voldsomt tempo. Nye strømme blev sat i gang, vinde ændrede retning og styrke. Bevægelserne spredte sig langsomt ud over kloden og satte nye spor i sandet og på vandet. Da de nåede frem til Anacociputl, mærkede anaiderne dem. Selvfølgelig.
   Fire ben gled tøvende frem under fartøjet og masede sig vej ned gennem højrød bevoksning, før de endelig nåede fast grund og blev stående. Larmen svandt og blev til en lav summen. Nu var det smådyrene, planterne og jorden selv, som reagerede. En skælven, en spinkel tone, en minimal forandring, det var bare begyndelsen. Også det nåede anaiderne på klodens modsatte side.
   Orone løftede hovedet, lukkede øjnene og åbnede sit kzi. De ældste standsede brat midt i en bevægelse og blev stående, også med lukkede øjne og åbent kzi. Noget fremmed var ved at ske, det sansede de alle. Men hvad?
   Fartøjet var delvis dækket af blanke plader og lignede en grotesk stor udgave af den ørkenbille, som anaider på deres sprog kalder sølvspringer. Antenner strittede frem som øjne på stilke, og selv den lave summen, som fik omgivelserne til at dirre, var som billens, når den kluntet kastede sig gennem luften.
   Men fartøjet var på ingen måde noget famlende insekt, og det holdt op med at kunne forveksles med et, da en stige blev sænket fra dets bund, og flere væsner kravlede ned. Tobenede væsner, klædt i skinnende dragter, som afslørede en krop udstyret med arme, ben og hoved. Ligesom os, kunne anaiderne have sagt, hvis de havde set dem, og ikke kun mærket deres ankomst som en forstyrrelse.
   Men anaider var de ikke. De var rejsende fra Kasul, en døende planet, som kredsede om en sol i en anden af galaksens spiralarme. I århundreder havde kasulerne rejst fra solsystem til solsystem og søgt efter et sted, hvor de kunne leve. Deres skib var gammelt og ustabilt, og de selv var trætte, desperate og målrettede. Hvis denne lille planet var beboelig for dem, ja, så blev de her. Uanset hvad indfødte beboere måtte synes om det. Hvis her overhovedet var nogen, hvad de foreløbig ikke havde set tegn på.

Fra hovedskibet havde de analyseret atmosfærens sammensætning og temperaturerne på overfladen, og alt havde set lovende ud. Hvis målingerne viste sig at være korrekte, ville de kun få brug for ganske enkle indgreb i deres kroppes iltoptagelse for at kunne færdes uden de hjelme, de nu bar.
   Klodens egenrotation gav en brugbar døgnrytme, og dens kredsløb gav et solår lidt kortere end det, de kom fra, og nu næsten havde glemt. Selv årstider måtte findes her. Temperaturerne var lavere, end de ønskede, men til at leve med, helt sikkert.
   Nogle af dem var allerede optaget af diverse målinger, mens andre gik i gang med at rydde området. Sikre det, kaldte de det. Rydderne bevægede sig langsomt rundt i nærheden af fartøjet. Hver bar et ildspyttende apparat, som de rettede mod den røde bevoksning. En hvislen, en sky af gråhvid damp og en fremmed lugt af brændt. På ingen tid lå jorden blottet, og et skræmt suk, som kasulerne ikke kunne høre, steg op og bredte sig hen over sletten. Men selv hvis de havde hørt det, havde det ikke stoppet dem.

De seneste døgn havde de studeret planeten fra hovedskibet. Langt størstedelen af den var dækket af en turkisgrøn væske, som til deres forbløffelse viste sig at være vand. Ufattelige mængder af vand. Vand! En livsbetingelse for dem. Manglen på vand var hovedårsagen til, at de til sidst forlod deres hjemplanet, udtørret, saltsvedet og solstegt, som den var blevet. Uden vand, ingen mulighed for liv.
   Et enkelt, samlet kontinent hævede sig over vandet og strakte sig næsten fra pol til pol. De havde studeret det med al tilgængelig teknologi og ikke registreret tegn på intelligent liv, endsige civilisation. Ingen byer, ingen veje, ingen oplyste områder om natten.

Den nordlige del af kontinentet var dækket af skyer og adskilt fra syden af en bred og - klodens størrelse taget i betragtning - overraskende høj bjergkæde. Den strakte sig langs ækvator tværs over landområdet og forsvandt under havet.
   'Usædvanligt fænomen. Hvad mon der er sket her?' mumlede skibets chefgeolog for sig selv, mens han studerede sin 5D æterskærm. Som om klodens to halvkugler var blevet skruet skævt og for hårdt sammen.
   Syd for bjergene var kontinentet skyfrit. Fra kyst til kyst strakte gul eller grålig ørken sig, tilsyneladende ganske uden vand. Kun i smalle striber, som løb mellem bjergene og havet, sås røde og grønne flader.
   'Afløb af vand fra bjergene,' bemærkede en. 'Sikkert vand nok til lidt sparsom bevoksning.'
   'Og nok årstidsbestemt,' sagde en anden. 'Duer ikke til os. For varmt, for tørt. Regnen falder nord for bjergene.'
   'Enig,' sagde en tredje. 'Er her større livsformer, finder vi dem under skyerne nordpå, dér, hvor vandet er. Men mon dog.'
   'Er her intelligent liv, skal vi vide det,' bemærkede den første. 'Hurtigst muligt.'

Det var ikke nogen vanskelig beslutning. Det skulle være i nord, de satte fartøjet ned, og her, de lavede den første station. Syden kunne vente.

2. AITA TXIKIA
Solår 1
Da et passende stort område af den flade slette var ryddet for bevoksning og andet uønsket liv, gik de i gang med at bygge. Over deres hoveder kredsede hovedskibet med resten af de par tusinde væsner, som deres lille flok bestod af. De ventede, urolige og fortrøstningsfulde.
   Intet havde vist sig, som kunne forhindre dem i at bosætte sig her. Det fysiske miljø var, om ikke perfekt for dem, så helt sikkert brugbart. De var ikke stødt på spor efter nogen form for intelligente væsner, intet liv med en mental udvikling, som hævede sig over ren overlevelse. Det var, blev de enige om, som om kloden her havde ventet på dem, på lige præcis deres slags.
   Planter var her, insekter, og nogle fredelige smådyr. De havde fanget og slagtet et par stykker i ny-barn størrelse og var ved at analyse kødet for spiselighed. Det samme gjaldt de forskellige planter, som biologerne havde travlt med at indsamle. Det drejede sig ikke kun om ren giftighed, men også om molekylær sammensætning, sporstoffer, fordøjelighed og i det hele taget alt, som havde betydning for en mulig anvendelse som føde. Smagen var luksus og kom i anden række.
  Færdige elementer blev sendt ned fra hovedskibet og omhyggeligt sat sammen til beboelser. Vand blev hentet fra et nærliggende løb og lagt ind. Det var godt vand, ganske normalt H2O. Solceller blev etableret og begyndte at producere strøm, om end i begrænset omfang. Solen befandt sig konstant bag et tæt skydække, selv om det måtte være sommer her, hvor de nu befandt sig. Senere måtte de bygge celler på den nærmeste bjergside, over skyerne, hvor der var sikkerhed for sol. Energi var lige så vigtig som vand, mad og husly.

Der gik ikke engang 30 af de lokale soldøgn, før de ledende kasuler enstemmigt besluttede, at det var her, deres rejse endte. På sletten stod allerede en klar kuppel, og under den befandt sig en samling boligenheder. Der var plads til dem alle, og det var muligt at have en dagligdag, som i første omgang ville minde meget om livet på skibet. Begrænset plads og få variationer i kosten, men her med et utal af muligheder for udvidelser af enhver slags.
   Deres medbragte frø spirede allerede i den tilsyneladende frugtbare jord. Husdyrene var ved at blive vænnet til et foder, som også indeholdt lokale planter. De første modificerede voksne kunne nu færdes uden for kuplen uden hjelm og indoptage den nødvendige ilt direkte fra atmosfæren.
   Det forladte hovedskib var placeret i fast kredsløb om planeten, hvor det sandsynligvis ville blive, indtil tid og tilfældigheder fik det til at bryde sammen. De otte mindre landingsfartøjer krævede brændstof, som de havde begrænset mængde af. Da også de kasuler, som lettest kunne undværes, var hentet ned som de sidste, var der stort set ikke noget brændstof tilbage. Fra nu af var de afhængige af solcellerne.

Der var en vis uenighed om, hvad man skulle gøre med fartøjerne. Mange opfattede dem som en slags redningsbåde, hvis det nu viste sig, at de alligevel ikke kunne leve her. Mon ikke brændstof på en eller anden måde kunne fremstilles? Måske fandtes fossile energikilder gemt i den brune jord ligesom på Kasul?
   Til slut gennemtrumfede ledelsen, at et enkelt fartøj blev bragt til omhyggelig opbevaring, mens resten blev splittet ad og de dyrebare materialer genbrugt.
   Vi er nået frem,' fastholdt man. 'Vi bliver her. Intet truer os.'
   De fleste var enige: Her havde de en fremtid. Glæden og optimismen var lige så stor som beslutsomheden og den stramme planlægning. Hver af dem fik sin opgave at udfylde. Hver eneste arbejdede målrettet, fra morgen til aften, på det store fælles projekt: at gøre kloden til deres. De kaldte den Aita Txikia, Udholdenhedens Herre. For hver dag strakte bebyggelsen sine tentakler længere ud over sletten som et tydeligt signal om deres succes.
   Så fik en af dem besøg om natten.

3. PSALUNI
Solår 1
En nat, ikke så længe efter de sidste var hentet ned, lød et skrig fra den boligenhed, hvor de snart-voksne boede. Skriget fortsatte med vekslende styrke, indtil en vagt fik rusket en ung dreng vågen. Han satte sig forvildet op og tog sig til hovedet.
   'Hvad er der nu med dig?' Vagten så sig omkring. 'Hvad sker der? Hvorfor skriger du? Her sker jo ikke noget.'
   Drengen sad med lukkede øjne. Hans ansigt var fortrukket. Endnu en mand dukkede op. Det var drengens primære voksne, hans tsad.
   'Zafin?' sagde han. 'Du hylede op?'
   Han gik rundt og tjekkede rummet. Så så han på vagten og rystede på hovedet.
   'Jeg kan ikke se, at her er noget galt,' sagde han.
   Vagten trak på skuldrene. Enig.
   'Hvad er der med dig?' sagde tsad'en nu også. 'Du forstyrrer.'
   Zafin trak vejet i stød. Tsad'en ventede med et utilfreds udtryk i ansigtet.
   'I mit hoved,' hviskede Zafin endelig. 'Nogen var der. Talte til mig. Der var en i mit hoved, en ... en hun. En ... ikke en ligesom os. En af dem. Orone.'
   'Dem?' Tsad'en rynkede brynene. 'O'one?'
   'Dem, som lever her.' Drengens stemme kunne næsten ikke høres. 'Dem, som allerede var her, da vi kom.'
   De to mænd så på hinanden.
   'Der er for meget ballade med dig,' sagde tsad'en. 'Her levede ikke nogen, før vi ankom. Det ved du udmærket godt. Du vrøvler.'
   Zafin var ved at komme til sig selv. Han sad roligere nu, med blikket sænket.
   Vagten så spørgende på den anden mand, som nikkede.
   'Gå bare,' sagde han. 'Pas dit. Drengen her vedrører mig.'
   Vagten forsvandt ud ad døren, mens tsad'en blev stående ved siden af Zafin.
   'Du bryder reglerne,' sagde han nu. 'Igen. Jeg har forbudt det. Du er snart-mand, og du må handle som en. Du ved, hvad jeg ellers må gøre.'
   'Ja,' hviskede Zafin. 'Men jeg sov. Jeg vidste ikke ...'
   'Nej,' sagde tsad'en. 'Men så vågnede du. Alligevel kom du med noget af dit vås, mens vagten hørte det. Som om du var et fjoget barn. Er det, hvad du er?'
   'Nej.' Zafin hviskede stadig.
   'Sig mig, hvad du er.'
   'En snart-mand,' sagde Zafin, og nu var hans stemme mere klar.
   'Korrekt. En snart-mand. Reagér som det, du er.'
   Tsad'en stod et øjeblik, før han forlod rummet. Zafin lagde sig tilbage på sovepladsen. Hans øjne var vidt åbne.
   'Orone,' bevægede hans læber sig uden lyd. 'Orone. En anden slags. En hun. Hun var der. Hun sagde mit navn. Inde i mit hoved.'
   'Afsløret,' lød en anden lige så lydløs stemme, som han kendte alt for godt. 'Jeg passede ikke på.'

Zafin havde længe vidst, hvad der ville ske, hvis ikke han levede op til kravene. Hans helt særlige genetiske sammensætning ville blive dømt uegnet. Hans formeringsceller ville aldrig blive brugt, og han ville blive den sidste af netop sin slags. Tanken gjorde ondt, og det fik ham til at undre sig.
   Ingen kasuler vidste nemlig, hvem af de små, nye medlemmer af gruppen de selv var biologisk ophav til. Men Zafin havde bemærket, at forbløffende mange børn lignede deres tsad. Jo højere status tsad'en havde, desto mere sandsynligt var det. Hvordan gik det til? Lignede han selv sin tsad? Han kunne ikke se det.
   Dertil ville han miste muligheden for at blive kaldt mand, altså at blive opfattet som et voksent medlem af gruppen, med de rettigheder, der hørte til det. Han ville blive en tret'ner og komme til at bo sammen med de andre tret'nere i en af sovesalene nede ved siden af staldene. Hans arbejde ville være det ubehageligste om bord, og når det gjaldt fx mad og lægehjælp, ville han automatisk være blandt de sidste, som fik. Han ville ikke blive regnet for noget. Hans muligheder var allerede små, anderledes, som han var. En forstyrrer.
   Han havde altid fået at vide, at det var nødt til at være sådan. Det var en af deres helt grundlæggende regler: Han, et individ, betød ikke noget. Gruppen betød alt, og den havde ikke råd til fejl. Selv om de nu, efter århundreders søgen, havde fundet en klode, som passede til dem, balancerede deres hele eksistens stadig på en spinkel line. De skulle være årvågne, målrettede, handlekraftige, rette sig efter reglerne. Hver eneste af dem. Der var ikke plads til nogen som ham, der alt for ofte blev grebet af psaluni: havde opmærksomheden vendt indad, ikke udad. Hvis hjerne beskæftigede sig med noget, som ikke handlede om den fysiske omverden, eller hvad kroppen sansede, men om ...
   Om hvad? Hvor kom de fra, billederne? Hvad var psaluni for noget? Zafin vidste det ikke.

   'Har vi øjne på indersiden af hovedet?' lød spørgsmålet fra tsad'en. 'Vender vores ører og næser indad?'
   Zafin rystede bare på hovedet. Dét spørgsmål var let at svare på.

Han havde skilt sig ud så længe, han huskede, men han var blevet ikke-barn, før han indså det. Børn sagde så meget vrøvl. Man forventede ikke, at de endnu havde styr på virkeligheden. Men en dag, længe før de fandt Aita Txikia, da Zafin havde nået det syvende af de atten kasulår, som han skulle leve for at blive mand, så tsad'en på hans skærm med rynkede bryn og spurgte, hvad det var, han så der?
   'Eguzkidi,' svarede Zafin. 'Erbia. Itsasoa.'
   Han så glad på tsad'en, men hans smil døde hurtigt.
   'Itsasoa?' Tsad'ens stemme var fuld af væmmelse. Han rakte frem og slettede skærmens indhold.
   'Men ...' fik Zafin sagt.
   'Den slags,' fortsatte tsad'en med samme stemme. 'Den slags vil jeg aldrig mere hverken se eller høre om. 'Hvad er der galt med dig?'
   'Det ved jeg ikke,' hviskede Zafin. Han var forvirret. Hvorfor var tsad'en vred? Det var jo bare tegninger.
   'Nej,' gentog tsad'en. 'Hvis du vil se dyr, har du fotos på din data, eller du kan gå ned i staldene. Det her er psaluni.'
   Zafin sad med bøjet hoved. Hvis han blev afsløret med våde øjne, blev det hele endnu værre.

   'Vi har mere end nok at gøre med at mestre vores virkelighed,' sagde tsad'en. 'Vores benhårde interstellare virkelighed. Vores overlevelse afhænger af det. Det ved du udmærket godt. Der en en særdeles god grund til, at det er forbudt at forurene med psaluni.'
   Zafin nikkede. Han forstod ikke, hvordan hans tegninger kunne være farlige. De forestillede jo bare sjove dyr. Men han forstod, at han havde gjort noget forkert. Ja, at han var forkert, for psaluni var der jo. Indeni ham. Han havde ligesom set dyrene, og bare hentet dem frem på skærmen foran sig. Og det måtte han ikke. Det var farligt, sagde tsad'en, og han vidste bedst.
   Han måtte slet ikke have dem i sit hoved, men hvordan fik han dem væk?

Han blev anderledes efter den dag. Forsigtig. Billeder og nye forestillinger blev ved med at vise sig for hans indre blik, men han holdt dem for sig selv, så godt han nu kunne.
   Det skete stadig, at han blev grebet af psaluni og gik i stå midt i, hvad han var i gang med at ordne. Der stod han så, med øjnene rettet mod ingenting og ører, som ikke hørte noget. Som om han var gået i nul-tid.
   'Zafin skal genstartes,' lo de andre børn, og det blev han. Skubbet, slået, prikket til, hevet i. Det gjorde alt sammen ondt, og han vendte forvirret og forskrækket tilbage til den virkelighed, der var rundt om ham. De leende børn, de utilfredse voksne. Tsad'ens vrede.

Han havde mange overvejelser over, hvad det mon var, som var forkert ved ham. Var det virkelig hans genetiske kode, som ikke duede? Hvis det var sådan, var han måske ikke den eneste. Der blev ikke lavet identiske tvillinger, men alle gener blev brugt i forskellige kombinationer. Andre kunne rumme samme fejl. Han havde nu aldrig mødt nogen, som omtalte psaluni som andet end noget, man truede børn med.
   'Pas på, at psaluni ikke tager dig!' lød truslen.
   Den dag, hvor han ved et rent tilfælde endte et sted, han aldrig skulle have opdaget, blev hans håb næret. Andre måtte kende psaluni fra sig selv. Han var ikke den eneste.

4. BI-BLI-OT-EK
8 år før landing
Han var otte og sammen med en gruppe andre børn på samme alder. Duc'en, deres underviser, havde givet dem en halv time til at opmåle et tværsnit af en af de gange, som førte hen til deres opholdsenhed. Zafin fandt hurtigt det sted, som han ville måle. Det var overskueligt, uden for mange rør og kanaler. Han ville snart være færdig og var allerede godt i gang, da en af de andre drenge kom og skubbede så hårdt til ham, at han væltede om på gulvet.
   'Her måler jeg.' Den anden så ned på ham med en slags smil. 'Duc'ens ordre.'
   Det var ikke sandt. Zafin hørte selv, hvad duc'en sagde. Men han vidste også, at han lige så godt kunne give op. Selv om han var både større og stærkere end den anden dreng, havde han meget lavere status. Hvis han skubbede tilbage eller slog ud efter den anden, kom det kun til at gå ud over ham selv. Hvis den anden sagde, at han kom først, ville alle vælge at tro ham.
   Zafin rejste sig, samlede sit grej sammen og fortsatte længere ned ad gangen. Modløs. Hvorfor var det altid sådan? Han mærkede sin velkendte trang til at slippe væk. Forsvinde, bare forsvinde. Men hvor forsvandt man hen i et skib på vej gennem verdensrummet?
   Lige da han var drejet om et hjørne, kom en af sano'botterne glidende forbi. Han kunne se på indikatoren, at dens skidtrum var tomt. Han overvejede ikke, indhentede bare robotten, åbnede lågen og krøb ind. Tomt. Kun lidt fnuller i hjørnerne viste, hvad rummet blev brugt til.
   Han sad som slukket, mens sano'botten kørte derhen, hvor den nu var programmeret til. Når den standsede, ville han kravle ud og bare blive, hvor han var. Langt væk fra de andre, håbede han. Men da den endelig holdt stille, var der voksne, som talte, helt tæt på. Han ventede. De talende forsvandt ud af hørevidde, og nu bevægede sano'botten sig igen. Der kom ukendte lyde, en susen og raslen, et svagt smæk. Så standsede sano'botten, og der blev stille.
   Zafin skyndte sig at åbne lågen og kravle ud. Hvor var han? Han så sig om, men genkendte ikke stedet. Her var halvmørkt og tyst, indtil sano'botten med en svag summen begyndte at bevæge sig rundt og samle skidt.
   Han gik hen og tog i døren lige bag sig, men nej. Han var låst inde. Ved siden af døren stod et bord, og på det lå en skjoldet plade med noget skrevet på. 'Bi-bli-ot-ek' læste Zafin, men han vidste ikke, hvad ordet betød. Så vendte han sig og kiggede rundt i det svage lys.
   Hvad var det, som dækkede væggene? Han gik nærmere og genkendte stadig ingenting. Række efter række af nogle genstande, som var smallere, end de var høje, og som havde bogstaver skrevet ned ad sig. Ligesom alle andre børn over fire kunne han læse, og de første bogstaver, han så, dannede ordene 'Kærl-igh-ed-ens magi'. Ved siden af stod en anden, lidt tykkere, men af samme slags. På den stod 'Samf-und, krop og s-jæl'.
   Zafin var mystificeret. Kærlighed? Sjæl? Hvad var det her? Det gik op for ham, at her burde han slet, slet ikke være.
   Da han prøvende tog fat i en af genstandene, opdagede han, at han let kunne trække den ud mellem de andre. Udenpå var den stiv, men den kunne åbnes, og indeni sad en samling blødere, hvide stykker af et materiale, han heller ikke kendte. Alle stykkerne var firkantede og fyldt med både ord og tegninger. Tegninger!
   'Psaluni,' hviskede han. 'Psaluni.'
   Zafin glemte, hvor han var. Han glemte, at den enhed, som alle om bord havde indsat i kraniet bag det ene øre, en sp'en, konstant viste, hvor enhver befandt sig. Han glemte sin måleopgave, duc'en og den dreng, som lige havde væltet ham. Han placerede en finger på et ord og gav sig til at læse.

Da sano'botten igen kom hen i nærheden af ham og med et kort bip signalerede, at den havde løst sin opgave, vidste han ikke, hvor lang tid, der var gået. Men han vidste, at nu blev døren snart igen åbnet, og sano'botten ville køre ud og hen til der, hvor den blev tømt. Han vidste også, at han gjorde klogt i at komme ud på samme måde, som han var kommet ind: uden at nogen opdagede ham.
   Han satte hurtigt ord-tingene tilbage, hvor han havde taget dem, åbnede lågen til skidtrummet, som nu var halvt fyldt af fugtigt støv, og ville mase sig ind oven i det alt sammen. Så fortrød han, skyndte sig tilbage, snuppede en af ord-tingene, og nåede lige at kravle ned i skidtrummet og lukke lågen. Sano'botten begyndte at bevæge sig, og han hørte de samme lyde, som da han kom hertil. En dør, som blev åbnet og igen lukket, vidste han nu.
   Han var ved at nyse, men da han i det samme hørte stemmer, holdt han hånden for næse og mund og evnede lige netop at kvæle nyset. Da kun robottens susen var at høre, lindede han på lågen. Ingen at se, hurtigt ud. Lige så hurtigt fik han stukket ord-tingen ind under tøjet og gik tilbage mod sin gruppe, mens han børstede støv af sig.

'Hvor var du? Hvorfor kommer du så sent?' råbte de andre, da de fik øje på ham. 'Vi har været færdige i lang tid.'
   Først nu kom han i tanker om måleopgaven.
   Duc'en så på ham med mistro i blikket og vred mund. 'Hvor var du forsvundet hen?' sagde hun. 'Vi fandt dit grej smidt på gulvet, men ikke dig. Det er forbudt at gå sine egne veje, det ved du. Og hvad er det her?' Hun fjernede en tot fnuller fra hans hår og holdt det foran hans øjne.
   Zafin blev blank i hovedet. Hvad sagde han nu?
   'Jeg ...' begyndte han.
   'Hvor kommer det støv fra? Det skal rapporteres. Hvor var du?'
   Støv. Det eneste sted på skibet, hvor der var støv som den tot, der lige nu svævede foran hans øjne, var i sano'botterne. De var overalt og sørgede for, at intet støv risikerede at forurene skibets følsomme tekniske udstyr.
   'I en sano'bot,' hviskede han. 'Og ... og jeg kunne ikke ... Lågen sad fast.'
   Duc'en så på ham.
   'Du har svigtet din opgave. Jeg rapporterer straks til din tsad,' sagde hun til Zafins bøjede hoved. 'Du ved, hvor du kan finde ham. Gå.'

Tsad'en sad med blikket rettet mod sin skærm, da Zafin stod i hans rum. Han hilste ikke. Zafin skævede til skærmen og kunne se, at tsad'en var i færd med at søge på hans bevægelser. Hans lår begyndte at dirre. Han havde glemt sp'enen. Selvfølgelig kunne han ikke holde det hemmeligt, hvor han havde været.
   Tsad'en søgte længe. Til sidst vendte han sig om. Han hævede aldrig stemmen og Zafin havde flere gange tænkt om ham, at han slet ikke var kasul, men androide, og tanken strejfede ham igen, da han så tsad'ens stive ansigt.
   'Du forlader din enhed og din opgave. Du går ned ad gang BE29. Der forsvinder du fra min skærm. Du kravler ind i en sano'bot, har du sagt. Det burde ikke slette sporingen. Næste gang jeg kan se dig, er 78 minutter senere, hvor du kommer frem i gang BE28. Hvordan vil du forklare det?'
   'Jeg forstår ikke. Jeg ... kunne ikke komme ud igen.'
   Tsad'en stirrede på ham, og nu kunne Zafin let se bevægelser i hans ansigt, ved øjnene, omkring munden. Ikke nogen androide. Han ventede. Nu var det ikke kun hans lår, som dirrede.

   'Fejl i sano'botten,' sagde tsad'en endelig. Han lød træt nu. 'Den bliver rettet. Gå til din enhed og gør dig ren. Du spreder støv om dig. Udsæt dig aldrig mere for den slags skidt.'
   Zafin nikkede og traskede ud ad rummet. En fejl i sano'botten?

Ord-tingen brændte mod hans maveskind, mens han gik tilbage mod sin enhed. Hvad var der gået af ham? Hvis nogen fandt tingen på ham, var det slut. Mulige gemmesteder begyndte at løbe gennem hans hoved, og til sidst fandt han et, som kunne bruges.
   Det eneste sted på skibet, hvor han kunne være alene, var på toilettet, og her ville hans sp'en ikke afsløre noget usædvanligt. Han gik ind, låste bag sig og åbnede den lem bagerst i rummet, som dækkede installationerne. Her fik han ord-tingen klemt ind mellem et rør og væggen, sådan at den ikke kunne ses udefra. Han lukkede lemmen igen og stod et øjeblik, før han gik ud. Han ikke fået kigget i ord-tingen, anede ikke, hvad den handlede om, og det ville aldrig blive muligt for ham at komme til at læse i den. Jo, på biblioteket, måske, hvis han fandt det igen. Men dér var så mange andre ord-ting. Ingen grund til at risikere at bære rundt på den her.
   'For dum,' mumlede han. 'Jeg er alt for dum.'

Det blev aften, og Zafin lå på sin soveplads uden at kunne sove. Hans hoved myldrede. Biblioteket var helt sikkert et adgang-forbudt rum, og det samme gjaldt det, han havde læst i ord-tingene, mens han var derinde. Alle de ord, som han aldrig før var stødt på, uforståelige ord som kærlighed og ånd og fantasi og drøm. Han havde læst de tekster, hvor ordene optrådte, flere gange, for at prøve at begribe deres betydning. Det var ikke lykkedes ham at forstå det, han læste, men han var sikker på, at ordene ikke betegnede noget virkeligt. Ikke noget, man kunne se, høre eller røre ved. Og så var der tegningerne. Tegninger, der forestillede kasuler, som foretog sig noget så sært som at røre ved hinanden. Med hænderne, eller med munden. Som havde armene rundt om hinanden. Det var det særeste, han havde set, og det var virkeligt.
   Psaluni-tegninger, insisterede en stemme dybt i ham. Psaluni-ord, som helt ugenert stod side om side med ord som krop og maskine og robot og solsystem. Som om alle ordene havde lige ret til at være der. Som om psaluni ikke var noget forbudt og farligt, men noget helt almindeligt. Hvordan hang det sammen?
   Ét vidste han helt sikkert: Han turde hverken søge efter ordene på sin data eller spørge nogen.

Besøget i det hemmelige rum ændrede noget i ham. Hans forståelse af psaluni blev anderledes. Allerførst nåede han frem til, at engang var psaluni ikke forbudt. Engang havde nogen beskæftiget sig med psaluni og lavet billeder og tekster om det. Og de var blevet gemt. Han havde jo selv set dem. Men de blev holdt hemmelige for alle på skibet - eller: måske ikke for alle? Nogen måtte kende det hemmelige rum, siden sano'botten blev sendt derind.
   Zafins hjerne kværnede. Hvorfor, hvorfor, hvorfor?
   Måske var det kun skibets hoveddatamat, som kendte til rummet, mens ingen af de nulevende kasuler gjorde? Skulle han så fortælle de andre om det? Nej. Det turde han ikke. Ikke nu, i al fald.
   Det næste han indså, var, at han sandsynligvis ikke var den eneste. Der havde været andre før, og der kunne være andre nu, som også rummede psaluni. Måske havde de bare lært at skjule det?

Han blev opmærksom på de andre kasuler på en helt ny måde. Han kendte tegnene på psaluni fra sig selv, og mente, at han ville være i stand til at genkende dem. Men han fandt ingen, og selv om han ind imellem fik mistanke til én, førte det ikke til noget, så måske var han den eneste tilbage. Måske var alle de tidligere blevet slettet af formeringslinjerne, ligesom han selv risikerede. Han skulle lære at skjule den side af sig.
   Det forbudte rum trak i ham. Han var udmærket klar over, at det ville være slemt for ham, hvis han blev afsløret derinde, men det han så den dag, havde vakt en længsel i ham, som han ikke kunne modstå. Han fulgte mange gange efter en sano'bot uden nå frem til nogle særlige døråbninger, og som tiden gik, mistede han håbet om at genfinde rummet. Men han glemte det ikke, og han glemte heller ikke tsad'ens ord: Fejl i sano'botten.
   Alle vidste, at der fandtes tekniske fejl, og at de blev flere og flere. Skibet krævede i stigende omfang reparationer, og det var indlysende, at det ikke ville holde uendeligt. De måtte snart finde et blivende sted, ellers gik de til grunde.
   Til grunde? Ordene føltes ligegyldige for ham.

5. BEHIEN
6 år før landing