J A N N E H E J G A A R D
Senest opdateret
11.10.2024
FOTO: ANNE-METTE KRUSE
L I T T E R A T U R E N & M I G
Jeg elsker litteratur!
At læse den og at skrive den, og sådan har det været hele mit liv. Læsehest som barn, har skrevet dagbog, siden jeg var 14, og skrev mine første små historier i 5. klasse.
Siden har jeg skrevet og fået udgivet næsten alle typer litteratur: Børnefagbøger, undervisningsbøger, børneromaner, fagbøger til voksne og april 2017 udkom min første roman til voksne.
Jeg har oversat fra engelsk, tysk, norsk og svensk, og jeg har sågar et par gange fået offentliggjort et digt.
Jeg er uddannet lærer, og det har givet mig det faglige fundament under både mine undervisningsbøger og de mange foredrag og kurser, jeg har afholdt over hele DK og i Malmø - om mine bøgers emner.
Jeg har rejst meget, med fly, tog og sejlbåd, og dér fået udvidet min horisont og hentet inspiration. Jeg har boet længere perioder ved Middelhavet - på Ibiza, Menorca og flere græske øer - og overvintret på Gomera, i Australien og mere end 35 måneder fordelt på 9 vintre i Berlin.
Jeg har mødt mange, mange mennesker og holdt af en hel del af dem, elsket færre, men tilstrækkeligt mange - og de er alle selvfølgelig også del af det livsgrundlag, jeg skriver ud fra.
NYE HISTORIER PÅ VEJ ...
NEONKAT
GAI & SAR: DET ONDE I DYBET
- er historien om to børn på 14 og 12 år, som helt uden at vide det eller forstå noget af det, engang i fremtiden ender i et af de depoter for radioaktivt affald, som flere steder på Jorden er ved at blive bygget i dag.
Og som bliver ved med at være dødsensfarlige i 100.000 år.
Jeg blev inspireret til at skrive denne historie af en bog, jeg læste sidste år: Underland: en rejse i dyb tid af Robert Macfarlane. Forfatteren rejser kloden rundt og besøger diverse underjordiske steder: forladte miner, katakomber, klippehuler osv. Bogens sidste besøg gælder Jordens første permanente depot for atomkraftaffald. Det hedder 'Onkalo' og ligger i Finland. Macfarlane besøger byggeriet, som ikke er færdigt før i næste århundrede, og som så i 500 meters dybde vil rumme alt det atomkraftaffald, som Finland på det tidspunkt har produceret.
Min forfatter-interesse blev vakt, da han fortalte, at folkene bag depotet prøver at finde ud af, hvordan man kan kommunikere, at der her i de næste 100.000 år ligger noget dødsensfarligt. Hvordan får man fremtidens mennesker til at forstå, at det skal man holde sig fra? At her ikke er gemt guld eller skatte som i pyramiderne?
Skrive noget på et skilt? Tja - vi ville knap kunne forstå, hvad folk fra Middelalderen sagde. Hvordan er sproget om 100.000 år?
Advarselsskilte? Joe, men skilte forstås altid i en kontekst. Osv.
Jeg søgte videre informationer på nettet og kunne bl.a. læse, at der var blevet afholdt et møde mellem folk fra alle mulige relevante faggrupper, og de var kommet med en lang række forslag til, hvordan Onkalos farlighed kunne kommunikeres: asfaltere overfladen og udstyre den med ubehagelige pigge. Stille granitblokke op på en måde, så der skabes uhyggelig musik, når vinden blæser gennem dem. Lave en slags præsteskab, som - i de kommende 100.000 år!!! - skal varetage opgaven med at advare. Gensplejse katte, menneskets næstbedste ven gennem årtusinder, så de skifter farve, når de kommer i nærheden af radioaktiv stråling. Og meget andet.
Jeg var fanget! Da jeg videre gav mig til at læse om naturkatastrofer i større målestok, rystede jeg på hovedet over, at nogen for alvor kunne tro, at noget, selv om det er forseglet i urklippe i 500 meters dybde, vil ligge uberørt i tusind århundreder. Meteornedslag - kratere efter dem kan være kilometerdybe. En ny istid - seneste istid dækkede Skandinavien med 3 km is, som trykkede jorden 1 km ned. I Sverige, lige over for Onkalo, stiger jorden stadig. Jordskælv. Og måske også det vi allerede ved er i gang: havstigninger mm.
Alt i alt: masser af stof til en historie. Så nu lever Gai og Sar direkte ovenpå det gamle affaldsdepot. En voldsom solstorm har ramt Jorden med ødelæggende konsekvenser for alt elektrisk og digitalt, så de to børns liv ser meget anderledes ud end det, vi kender i dag. Det samme gør den natur, de lever midt i, incl. den gensplejsede neonkat ...
Jeg er netop blevet færdig med at skrive historien og er heldigvis glad for den. Til de 12-15 årige. GLÆD JER!