I DEN MØRKE NAT

(Sommer 2005)

”Mormor,” sagde Johanne, ”skal vi ikke prøve at gå ud i den mørke, mørke nat?”

      ”Det er jo din sengetid,” sagde mormor.

      ”Jamen, vi skal kun være derude et lille stykke tid,” sagde Johanne. ”Vi skal bare lige se, om der er nogen.”

      ”Helt her langt ude på landet? Her er der ikke nogen,” sagde mormor. ”Her er ikke andre end os. Og vi er inde i huset.”

      ”Hvordan ved du så, at der ikke er nogen derude?” spurgte Johanne. ”Måske er der nogen, der gemmer sig!”

      ”Hvorfor skulle de det?” Mormor rystede på hovedet og hængte viskestykket på plads efter op­vasken.

      ”Hvis de leger noget,” sagde Johanne. ”Gemmeleg!”

      ”Åhr, dit lille vrøvlehoved! Tror du virkelig, at der er nogen, der leger gemmeleg i vores have, når der er helt mørkt?”

      ”Det er vist bedst, at vi går ud og kigger efter,” Johanne lagde hovedet på skrå og kiggede op på mor­mor.

      Mormor grinede lidt.

      ”Der er såmænd ikke andre end fasanen, der gemmer sig,” sagde hun. ”Jeg hørte, den fløj op og satte sig i lin­de­træet for lidt siden.”

      ”Mormor, skal vi så gå ud og kigge på fasanen?” Johanne nikkede helt alvorlig. ”Jeg kender nemlig ikke fasanen. Hvorfor gemmer den sig?”

      ”Fasanen er en fugl,” sagde mormor. ”Det ved du da. Når noget kan flyve, er det er fugl. En stor fugl, fak­tisk, en slags høne.”

      ”Nu tager jeg altså mine gummistøvler på,” sagde Johanne.

      ”Ja ja da,” sagde mormor, ”så går vi ud og ser, om vi kan få øje på fasanen i mørket.”

      ”Fasanen leger nok gemmeleg,” sagde Johanne.

      Hun havde åbnet yderdøren og stod i dør­åb­nin­gen og kiggede ud i mørket. Der var helt sort udenfor. ”Nu sidder den og venter på, at vi skal komme og finde den.”

      ”Nej, det bryder den sig ikke om, at vi gør,” sagde mormor. Hun tog Johanne i hånden, og så gik de ud på trappen og lukkede døren bag sig.

Lige der, hvor de stod, skinnede der lys ud igennem ru­den, men da de gik ned ad trappen og ud gennem porten, blev der bælgravende mørkt. Jo­han­ne holdt godt fast i mormors hånd. Hun kunne ikke engang se jorden, eller sine gum­mistøvler. Der var koldt og stille, på en slags våd må­de. De eneste lyde kom fra deres støvler i indkørslens grus.

      ”Hvorfor vil fasanen ikke findes?” hviskede Johanne. ”Vil den allerhelst bare væ­re gemt hele tiden?”

      ”Mmm,” sagde mormor. Hun talte også med lav stemme. ”Den gemmer sig for ræven.”

      ”Skal ræven så finde den?”

      ”Næh,” sagde mormor og Johanne kunne høre på hendes stemme, at hun smilede. ”Fasanen vil meget gerne have, at ræven ikke finder den.”

      ”Jamen, hvorfor ikke?!”

      ”Ræven vil jo æde fasanen!” sagde mormor. ”Så når den bliver søv­nig, flyver den op og sætter sig i et træ. Så kan den sove helt roligt, for der kan ræven nemlig ikke nå den.”

      Johanne stod bomstille.

      ”Den er ligesom et monster så,” sagde hun. ”Når den vil æde nogen.”

      ”Nej da,” smågrinede mormor. ”Ræven er bare et dyr. En slags hund eller sådan. Har du aldrig set en ræv? Den har lang, busket hale og spids snude og rødbrun pels.”

      ”I fjernsynet,” sagde Johanne og begyndte at gå igen. ”Da jeg var lille. Den var nuttet.”

De nåede helt ud gennem indkørs­len og drejede ned ad markvejen. Der var vist blevet lidt lysere, for nu kunne hun se sine gule gum­mi­støvler.

      ”Ræve kan også bo inde i byen,” sagde mormor og standsede. ”Se, her er det store lindetræ. Deroppe et sted sidder fasanen nok og sover.”

      Johanne lænede hovedet tilbage og kiggede op i træet. Hun kunne ikke se noget som helst, kun mørke.

      ”Den er der vist ikke,” sagde hun.

      ”Det er den nu nok,” sagde mormor. ”Vi kan bare ikke se den. Den sidder nok helt stille og sover.”

      ”Vi kunne godt vække den,” sagde Johanne.

      ”Det er der ingen grund til,” sagde mormor. ”Nu sover den lige så godt.”

      Det gjorde ondt i nakken at blive ved med at kigge op i træet. Der var heller ikke noget at se.

      ”Hvad skal vi så lave?” spurgte Johanne.

      ”Ikke noget,” sagde mormor. ”Vi skal ind i huset igen. Du skal i seng.”

      ”Hvorfor?” protesterede Johanne.

      ”Fordi klokken er mange,” sagde mormor. ”Det er langt over din sengetid.”

      ”Jeg vil ikke i seng!” råbte Johanne. ”Jeg er ikke træt!”

      Og så var der lige pludselig en hel masse lyd.

      ”Skrååk! Skrååk!” lød det oppe fra træet. Johanne fór sammen og trykkede sig tæt ind til mor­mors ben.

      ”Hvad er det?!” sagde hun.

      FLAP, FLAP, FLap, flap, lød det nu. Lyden begyndte lige oven over deres hoveder og for­svandt så ind over marken.

      ”Mormor!” sagde Johanne med lille stemme.

      ”Det er bare fasanen,” sagde mormor og satte sig på hug ved siden af hende. ”Du vækkede den, og så skyndte den sig at flyve sin vej.”

      Johanne puttede sig ind til mormor.

      ”Skrååk,” lød det langt væk fra.

Mormor rejste sig op, og de begyndte at gå tilbage ad vejen. Johanne frøs nu. Der var stille igen, men så kom der en helt anden lyd.

      ”Arf, arf,” lød det med hæs stemme. Det kom fra et sted lidt længere fremme.

      ”Det er sørme ræven,” sagde mormor og standsede. ”Kan du høre, at den gøer?”

      ”Ja,” hviskede Johanne.

      ”Arf, arf, ARF!” lød det igen, tættere på denne gang.

      ”Den kommer vist den her vej,” hviskede mormor. ”Måske løber den lige forbi os, så du kan få den at se.”

      ”Nej,” sagde Johanne og gik lidt om bag ved mormors ben. ”Nej, det vil jeg ikke. Vi må hel­le­re skynde os at gå ind i huset.”

      ”Vil du ikke gerne se ræven?” spurgte mormor forbavset.

      ”Nej, nej,” sagde Johanne, og nu begyndte hendes tænder at klapre. ”Nej, jeg vil ikke. Jeg vil ikke være her ude i mørket mere. Jeg vil ind. Det er bedst, når jeg kan se noget.”

      ”Ja ja da,” sagde mormor og drejede ind ad indkørslen. ”Jamen nu har du jo også prøvet at være ude i den mørke nat. Og se selv: Der var ikke nogen, der gemte sig.”

      ”Det var der da,” sagde Johanne. ”Alt for mange.”

      *