J A N N E   H E J G A A R D

FRA VANJA OG DE TRE ØNSKER

Vanja på 9 år er sikker på, at hun har ret til at være lige præcis sådan, som hun nu er. Hendes sikkerhed betyder, at hun ubesværet lader drillerier og negative etiketter prelle af på sig. Hun har blandt andet ikke lyst til at være 'en pige' på samme måde som de andre piger i klassen. Hun vil ikke vil have langt hår, heller ikke selv om hendes mor ønsker det, så hun får sin jævnaldrende ven Viggo til at klippe det af.

(Fra side 13)

Da de andre piger i skolen så hendes skæve hår, grinede de ad hende.

'Du ser fjollet ud.'

'Du ligner en dreng.'

'Gik der ild i dit hår?'

Al den slags sagde de.

Men hendes sidekammerat, Emma, syntes ikke, at det var sjovt. Hun rykkede sig lidt væk fra Vanja.

'Har du lus?' Hun så på Vanjas hår, som om der var noget ækelt ved det.

'Nej,' sagde Vanja. 'Jeg har bare fået kort år.'

'Det er grimt. Dit gamle hår var meget pænere,' sagde Emma. 'Jeg kan bedst lide langt hår. Du ligner en trold.'

'Nej, jeg ligner mig,' sagde Vanja.

'Jeg tror, du har lus,' sagde Emma. 'Det var derfor, du blev klippet. Jeg vil ikke sidde ved siden af dig mere.'

Emma kommer til at sidde ved siden af en anden, og Vanja til at sidde alene. Hun bliver lidt ensom - indtil hun bliver venner med Jack.

Fra LOLA & KALEJDOSKOPET

(Redigeret uddrag fra side 201-203)

'Vi forstår virkeligheden gennem de ord, vi bruger,' sagde Vik. 'Og bag ordene gemmer sig nogle metaforer, som vi er fælles om. I vores kultur er vi fx enige om at forstå 'diskussion' på baggrund af metaforen krig, og derfor bruger vi krigsord om det, at diskutere.'

'Ja, noget med at forsvare sig og vinde,' sagde Lola. 'Men hvad kan en diskussion ellers være?'

'Hvis vi forstod 'diskussion' ud fra metaforen dans,' sagde Vik, 'brugte vi helt andre ord. Vi ville tale om at finde samme rytme, at få til at passe sammen ...

'... ikke træde hinanden over tæerne,' afbrød Lola. 'Så gjaldt det ikke om at få ret, men om at ...'

'... opnå en vis enighed. Så man kunne følges ad.'

'Ja, sådan var det i al fald ikke i dag,' sagde Lola. 'Der gjaldt det kun om at vinde.'

'Man kan vælge at skifte metafor,' sagde Vik.

Lola betragtede ham.

'Så skal alle vel gøre det,' sagde hun. 'Det ændrer jo ikke noget, at jeg vil danse, hvis andre vil slås.'

'Jo. Det ændrer spillereglerne. Et slagsmål kræver mindst to, som vil slås. Hvis den ene kun vil danse, bliver der ikke noget slagsmål.'

'Næh, så bliver der en, som får bank,' sagde Lola med et skævt smil.

'Ikke altid,' sagde Vik. 'Mennesker er ikke ligesom computere. Vores reaktioner er styret af vores følelser. Hvis vi mener, at vi står over for en fjende, opstår én slags følelser i os. Hvis vi mener, at den anden vil danse med os, bliver følelserne anderledes.'

'Ikke forstået,' sagde Lola.

'Du forstod Camilla som en fjende.' sagde Vik. 'Alt hvad hun sagde, opfattede du som angreb. Hvis du i stedet havde forstået hende som en dansepartner, var forløbet blevet et helt andet. Så havde du forstået hendes ord anderledes og skabt en anden virkelighed.'

'Words create reality,' sagde Lola langsomt og citerede det, som kalejdoskopet havde fortalt hende.

Fra TILDE (arbejdstitel) (1. bog om Cheetas. Endnu ikke udgivet.)

Uddrag fra kapitel 6: Guldet

(Tilde på 9 år træner for at komme med i en hemmelig klub, Cheetas, hvor Noah er den eneste, hun kender. Hun er på besøg hos onkel Benny sammen med sine forældre.)

Da de har spist, hænger Tilde ud foran tv'et sammen med de andre. De ser lokale nyheder. 'Børn hindrer overfald' hedder et indslag. En gruppe unge mænd overfaldt en dreng. Han var på vej for at købe ind for sin mor.

'De kaldte mig nasserøv og gav mig et skub, så jeg faldt,' siger drengen til damen fra tv. Han har mørk hud og sort hår. 'Og en af dem stjal pungen med mine penge.'

'Men så skete der noget?'

'Ja, så kom nogle børn og hjalp mig,' siger han. 'De råbte højt og lavede nogle … som en slags spring rundt om de store. Det fik dem til at vælte. En pige fik fat i min pung og gav mig den igen. Med alle pengene i.'

Damen smiler.

'Hvor fint. Hvor mange var de?'

'Mindst ti, tror jeg. Nogle af dem var piger.'

'Var de nogen, du kender?' siger hun.

'Næh. Men jeg tror, de var på min alder. Tolv år.'

Hun spærrer øjnene op.

'Tolv år? Og de kunne klare de unge mænd, som overfaldt dig?'

'Ja, eller måske var de tretten år. Til sidst stod de vagt rundt om mig, indtil de store gik væk.'

'Flot. Men du aner ikke, hvem de er?'

'Næh. Da de gik, sagde de, at de var ... noget. Jeg ved ikke, hvad det var. Sjiita, eller sådan. Og de gjorde sådan her med hånden.' Han viser hvordan.

Det giver et sæt i Tilde. Det tegn har hun set før.

'Det var sørens,' siger onkel Benny.

Damen kigger nu ud på dem.

'Det lokale politi vil meget gerne i kontakt med de modige børn,' siger hun. 'Hvis nogen ved, hvem de er, så ring til …'

Tilde er målløs. Hvad er det, hun er kommet med i? Ikke, om hun fatter, hvordan det kan hænge sammen. Det sære tegn med hånden. Noah. En hemmelig klub. Er det nogen fra Noahs klub, som hjalp den dreng?

Uddrag fra kapitel 10: Tildes første opgave

(Frida er Tildes veninde. Hun er med i Cheetas.)

Næste dag sidder hun sammen med Frida i den store pause. De har lige siddet og fnist sammen, da Frida laver tegnet. Tilde er igen ved at fnise. De plejer ikke at lave det til hinanden. Hun griner lidt og laver også tegnet. Selv om de begge er cheets, er de først og fremmest venner.

'Hvad gør du det for?' siger Tilde.

'Fordi jeg skal sige noget til dig. Ved du godt, at vores tegn betyder, at de store passer på de små?' siger Frida. Hendes stemme lyder, som om hun er en voksen. Hun laver tegnet og peger på de tre bøjede fingre.

'Ja,' svarer Tilde. 'Det sagde Noah.'

'Sagde han også, at vi hjælper andre? Mest børn. Og især, når de voksne ikke gør det godt nok.'

Tilde nikker. 'Børnemagt, kaldte han det. Han sagde, at de voksne for tit er alt for dumme. Og at børn har ansvar for hinanden.'

Børnemagt. Hun bliver genert over at sige det. Ordet er så fremmed. Hun passer ikke til at bruge så vigtigt et ord, synes hun. Men det synes Noah.