4. Det opslåede wc-bræt

Hverdagene begynder så godt. Det er lykkedes at overtale ham til at skrotte sin skrækkelige sofagruppe, og den elendige kaffemaskine, som hun insisterede på, var god nok, er blevet erstattet af en ordentlig nespressoditto.

Og selv om tandpastaresterne i håndvasken, de u-udfoldede sokker i vasketøjkurven og de mange pladderromantiske serier, som kører over tv-skærmen, er irriterende, så er de også til at bære over med. Herregud, vi er jo voksne mennesker, og det er vidunderligt at kravle ned til en varm krop i sengen og at være del af en tosomhed. 'Min kæreste' får vi begge sagt oftere end måske lige nødvendigt, eller måske 'min mand', 'min kvinde'.

Vi inviterer til parmiddage, først mine, så dine venner, og er så høfligt nærværende over for hinandens, som vi nu er i stand til. Vi vil så gerne have, at bedstevennen/ -veninden også synes om os.

Måske sker der i stedet det, som Ana oplever i romanen, at kæresten viser uventede sider og opfører sig på en måde, vi slet ikke kan lide. På en underligt trodsig og demonstrativ måde, som om budskabet i virkeligheden er, at 'nu er hun min, mission accomplished, og jeg kan gøre, hvad der passer mig'. Selvfølgeligheden, uopmærksomheden melder sin første ankomst og lægger sig hurtigt til rette i sprækkerne.

Tydeligst husker jeg samtaler, hvor de to mænd diskuterede, og vi to kvinder forsøgte at komme til orde, før vi gav op og lod dem være ene på scenen. Jeg var stadig ung dengang.

5. Bare for sjov

Er jalousi allerede blevet et problem? Ellers kan det være nu, den dukker op, begrundet eller ubegrundet, og stort set umulig at tale sammen om. Det er pinligt at være jaloux, det er udtryk for manglende tillid til dig, til vores forhold, og jeg skammer mig over at være det.

Eller: Selvfølgelig er jeg jaloux, min jalousi viser, hvor uendeligt meget du betyder for mig. Du er så vigtig for mig, at jeg næsten ikke kan holde ud at dele dig med andre. Eller andet, dit arbejde, din hobby. Er du ikke glad for det?

Måske flirter han med din veninde, eller du med hans bedste ven. Nogle mennesker har per næsten automatik en flirtende tilgang til det modsatte køn, andre flirter, fordi de ikke ved, hvordan de ellers skal vise deres velvillige imødekommenhed. Begge dele er bare en facon, og, siger vi begge, selvfølgelig skal der ikke lægges noget i det.

Eller hvad med denne udgave: Nu, hvor jeg har en fast kæreste og er helt vild med ham og tryg i mit forhold til ham, er det underligt tiltrækkende at spille bare lidt op til hans bedste ven. At nærme mig det rum, de to har har mellem sig, prøve at kile mig ind i det. Det er næsten ikke til at lade være, og 'nu er han er min, mere end han er din, så jeg har ret til det'.

Dén udgave husker jeg. At være så forelsket, min følelser gengældt, og derfor både rig og tryg. Så rig og tryg, at der gælder andre regler. At have råd til at belaste sin elskede lidt, spille op til andre, mens han stadig er i lokalet, eller ovenikøbet gå lidt længere. Det er jo ikke noget alvorligt, ikke noget at blive jaloux over. Vi elsker jo hinanden, er hinandens livspartnere, jeg deler bare lidt af vores overskud med en anden, og selvfølgelig er jeg dig tro. Jeg har simpelthen ikke lyst til andre, og hvis jeg flirter lidt, er det jo bare for sjov. Ikke?