3. Vores fuldstændig ens kopper

Der er stadig plads til drømmene, og nu har forholdet varet så længe, at det er blevet tid til at handle på dem. Skal vi flytte sammen? Længslen bider, afstanden puster følelserne op, og det vil også være så vældig praktisk at dele bolig, ikkesandt? Også økonomisk. Have fælles husholdning. Spare transport. Have en dagligdag sammen, åh, hvilken rigdom, og vi vil jo alligevel det samme, har samme livsstil, så hvorfor ikke?

Jeg husker dengang, hvor ham, jeg var forelsket i, ejede én eneste enkel thekop i hvid benporcelæn, og jeg havde nøjagtigt den samme. Bare én. Var det ikke et vink fra skæbnen? Var det ikke et tydeligt udsagn om, at vi, netop vi, skulle være sammen, at vi passede præcis til hinanden?

Et par år senere var begge kopper gået i skår, hvilket jeg ikke tillagde den store symbolske betydning, og jeg drak min the af det keramikkrus, som han havde fået lavet specielt til mig. Jeg syntes, det var grimt.

Over det hele svæver den mytologiske forestilling om at blive en familie. Et par med barn, med børn, med alt dertil hørende. Selv om statistikken kan fortælle, at 37% af alle voksne danskere nu lever alene, og at 54% af samtlige familier består af en enkelt person, så er den lykkelige kernefamilie alligevel mejslet ind i vores drømme – og nu, hvor vi endelig har fundet den rigtige, ser den pludselig ud til at være inden for rækkevidde. De børn, vi måske allerede har, er selvfølgelig ingen hindring. De følger bare med.

(Kilde: Danmarks Statistik)

4. Det opslåede wc-bræt

Hverdagene begynder så godt. Det er lykkedes at overtale ham til at skrotte sin skrækkelige sofagruppe, og den elendige kaffemaskine, som hun insisterede på, var god nok, er blevet erstattet af en ordentlig nespressoditto.

Og selv om tandpastaresterne i håndvasken, de u-udfoldede sokker i vasketøjkurven og de mange pladderromantiske serier, som kører over tv-skærmen, er irriterende, så er de også til at bære over med. Herregud, vi er jo voksne mennesker, og det er vidunderligt at kravle ned til en varm krop i sengen og at være del af en tosomhed. 'Min kæreste' får vi begge sagt oftere end måske lige nødvendigt, eller måske 'min mand', 'min kvinde'.

Vi inviterer til parmiddage, først mine, så dine venner, og er så høfligt nærværende over for hinandens, som vi nu er i stand til. Vi vil så gerne have, at bedstevennen/ -veninden også synes om os.

Måske sker der i stedet det, som Ana oplever i romanen, at kæresten viser uventede sider og opfører sig på en måde, vi slet ikke kan lide. På en underligt trodsig og demonstrativ måde, som om budskabet i virkeligheden er, at 'nu er hun min, mission accomplished, og jeg kan gøre, hvad der passer mig'. Selvfølgeligheden, uopmærksomheden melder sin første ankomst og lægger sig hurtigt til rette i sprækkerne.

Tydeligst husker jeg samtaler, hvor de to mænd diskuterede, og vi to kvinder forsøgte at komme til orde, før vi gav op og lod dem være ene på scenen. Jeg var stadig ung dengang.

5. Bare for sjov

Er jalousi allerede blevet et problem? Ellers kan det være nu, den dukker op, begrundet eller ubegrundet, og stort set umulig at tale sammen om. Det er pinligt at være jaloux, det er udtryk for manglende tillid til dig, til vores forhold, og jeg skammer mig over at være det.

Eller: Selvfølgelig er jeg jaloux, min jalousi viser, hvor uendeligt meget du betyder for mig. Du er så vigtig for mig, at jeg næsten ikke kan holde ud at dele dig med andre. Eller andet, dit arbejde, din hobby. Er du ikke glad for det?

Måske flirter han med din veninde, eller du med hans bedste ven. Nogle mennesker har per næsten automatik en flirtende tilgang til det modsatte køn, andre flirter, fordi de ikke ved, hvordan de ellers skal vise deres velvillige imødekommenhed. Begge dele er bare en facon, og, siger vi begge, selvfølgelig skal der ikke lægges noget i det.

Eller hvad med denne udgave: Nu, hvor jeg har en fast kæreste og er helt vild med ham og tryg i mit forhold til ham, er det underligt tiltrækkende at spille bare lidt op til hans bedste ven. At nærme mig det rum, de to har har mellem sig, prøve at kile mig ind i det. Det er næsten ikke til at lade være, og 'nu er han er min, mere end han er din, så jeg har ret til det'.

Dén udgave husker jeg. At være så forelsket, mine følelser gengældt, og derfor både rig og tryg. Så rig og tryg, at der gælder andre regler. At have råd til at belaste sin elskede lidt, spille op til andre, mens han stadig er i lokalet, eller ovenikøbet gå lidt længere. Det er jo ikke noget alvorligt, ikke noget at blive jaloux over. Vi elsker jo hinanden, er hinandens livspartnere, jeg deler bare lidt af vores overskud med en anden, og selvfølgelig er jeg dig tro. Jeg har simpelthen ikke lyst til andre, og hvis jeg flirter lidt, er det jo bare for sjov. Ikke?

6. Pungen

Og så er der pengene. I min ungdoms kollektiver skabte penge og rengøring altid problemer. Yde efter evne, nyde efter behov, hed devisen, men da hverken 'evne' eller 'behov' er fast definerede størrelser, var diskussionerne – og klagepunkterne – utallige og stillede nok større krav til den enkeltes rummelighed, end vi lige gjorde os klart.

Også i parforhold er penge og gøre rent/ holde orden størrelser, som skaber uenighed. Har de fleste par mon stadig fælles økonomi? Også nu, i 2017, hvor begge tjener til egen forsørgelse? Han med en løn, som ifølge statistikken i gennemsnit er 15% højere end hendes, hvilket åbenbart betyder noget for hans potens. I al fald somme tider. Hvorfor mener jeg nu det?

Engang var jeg forsørgeren i parforholdet. Han havde sluppet sit faste job og ville opdyrke sin kunstneriske karriere. Da vi en dag ved middagsbordet talte om et større indkøb, som han ønskede at foretage, mens jeg syntes, vi ikke havde råd, og jeg nævnte, at det jo var mig, som tjente og havde styr på pengene, blev han meget vred.

Jeg skulle ikke kastrere ham foran hans søn, lød det, og jeg blev forbløffet klar over, at det nok ikke er tilfældigt, at en del af det mandlige kønsorgan kaldes 'pungen'.

(Kilde: Danmarks Statistik)

7. Mit begær, dit begær

Kan energien i et forhold måles på den sexuelle tiltrækning, sådan som Ana mener? En dag viser det sig, at vi ikke længere har lige meget lyst til hinanden. Mit begær er større end dit, jeg vil have sex med dig oftere, end du har lyst til, og selv om du måske gerne vil, du elsker mig jo, mærker jeg din lavere interesse.

Vores sexuelle samvær bliver sjældnere, kortere, mere ensformige, måske også mere ferme: Vi kender hinanden og ved, hvor knapperne sidder.

Det bliver let kedeligt at kende knappernes placering.

Det klassiske udsagn om 'ikke i aften skat, jeg har hovedpine', plejer at være kvindens og må have rødder i epoker, hvor kvinders sexuelle behov stadig lå gemt bag mørke fordomme. Jeg kender i al fald til lige så mange parforhold, hvor hun savner sex, som jeg gør til dem, hvor han savner sex. Ligesom jeg kender flere sexuelt aktive og begejstrede kvinder over 70, end jeg kender til ditto mænd.

Jeg har skrevet og undervist om sex siden 1975, og min oplevelse er, at det danske samfund siden da er blevet stigende bornert – i en mærkværdig modsætning til sexualiseringen af det offentlige rum – og vores sprog.

Men at leve i et socialt rum, hvor forventningen er, at du skal være sexet, er lige så undertrykkende som det modsatte. Hvor min mormor, da hun for 100 år siden var 17, næppe havde ord for sin sexualitet, så lever mangel på sexuel interesse eller formåen i dag en stort set uomtalt tilværelse. Dagens trendy krav om at skulle være sexet levner ikke plads til at være åben om den sexuelle virkelighed, vi alle rummer.

Ana er en sensuel kvinde, og hun insisterer på sin ret til at folde sig ud som et erotisk væsen. Men selv om hun fx har let ved at få orgasme og elsker sin mand/ kæreste, dukker problemerne alligevel op i hendes sexliv – selvfølgelig.

8. Feromoner og skyggesider

Forelskelse er klædt i drømme og forhåbninger og udstyret med lyserøde briller. Den henter sin energi i biologien og vores underbevidsthed, feromoner og skyggesider, alt det hos os selv, som vi ikke vil eller kan vedkende os, og som vi håndterer ved at blæse det ud over andre.

I forholdets begyndelse kan vi opretholde illusionerne, men den går ikke i længden. I løbet af en vis tid går det op for os, at hans afslappede, charmerende forhold til regler også omfatter de regler, som hun sætter pris på og håndhæver, incl. vanen med systematisk at komme for sent – og hendes engang så smittende sociale engagement betyder, at hun konsekvent ved alting bedre end ham og altid har ret. Irriterende! (– og åh, så usexet.)

Langsomt og uafvendeligt finder vi ud af, at den anden slet ikke er sådan, som vi troede. Han har forandret sig, påstår hun forurettet. Han er slet ikke den, jeg forelskede mig i. Eller: Hun minder mere og mere om sin/ min mor, konstaterer han, mens han prøver at beherske sit ubehag. Hun vil fandeme bestemme alting.

Sært nok var partneren før den nuværende ligesådan, selv om de umiddelbart slet ikke minder om hinanden.

Jeg kan her i bakspejlet se, hvordan min partner nr. 1) nok mest var min patriarkalske fars diamentrale modsætning, en følsom mand. Da jeg fik nok, kaldte jeg ham skvattet. Partner nr. 2) delte ubøjelighed og forestilling om at være familieoverhoved med min far, og han udviklede sig – surprise, surprise – gennem vores forhold til en hustyran, mens partner nr. 3) repeterede min fars følelsesmæsige fjernhed og blev tydeligere og tydeligere som forstenet og følelsesforskrækket – og ikke 'rolig' og 'behersket', som jeg omtalte ham i begyndelsen.

Osv. Osv. Det kræver stor selvindsigt at gennemskue dén mekanik.

(Kilde: http://videnskab.dk/krop-sundhed/forskere-sex-dufte-gor-os-mere-tiltraekkende og

https://da.wikipedia.org/wiki/Skyggen_(psykologi))

9. Uden batteriindikator

Hvis parforholdets begyndelse er som at vinde den store gevinst, en brat opstigning til den syvende himmel, så er nedturen langsom. Umærkelig. Et slid, en tæren, glansen går først af på de mest udsatte steder, en grim virkelighed stiger frem.

Jobbet tager længere tid, det samme gør tv'et. Aftaler bliver glemt, bagateller vokser og bliver voldsomt irriterende, og det gør svigerfamilien også. Og den andens venner. Kollegerne på arbejdspladsen bliver langsomt mere og mere tiltrækkende og hov! der faldt hun/ han i. Julefrokost, beruset, og hvor længe er det egentlig siden, vi to sidst havde sex?

Processen humper sig langsom afsted, bl.a. fordi den er så uønsket. Vi havde det så godt, vi ville hinanden så gerne, hvad skete der? Vi taler sammen over flasker vin, vi prøver at forstå og tilgive, vi gør krumspring, vreden hober sig op, og dag for dag rykker vi længere fra hinanden og kan til sidst ikke mere høre, hvad den anden siger.

Irritationen ligger lige under overfladen, vores replikskifter løber ad spor, som peger direkte mod ødelæggelsen, og de er stadigt oftere ladet med 'aldrig' og 'altid':

'Du gør aldrig …' / 'Du er også altid så …' / 'Man kan heller aldrig regne med, at du ...' / 'Det er det sædvanlige med dig, bare jeg gør det-eller-det, så tror du straks det-og-det.'

Jesper Juul beskriver i en af sine bøger den udmærkede regel, som hedder: Hvis I aldrig siger 'du' (og alle variationer over det lille ord: din, dig, dit), kan I ikke komme til at skændes. Man kan også kalde den at blive på egen banehalvdel. Enkel regel at forstå, næsten umulig at praktisere, du-vanen er for indgroet.

Nu kan kun mirakler eller dygtig parterapi redde forholdet, og dét afhænger af, hvor dybe sår vi har påført hinanden.

Jeg flytter i morgen, flyttebilen er bestilt. Jeg er forelsket i XY, som i øvrigt er gravid/ din søster/ din bedste ven. Jeg elsker dig ikke mere. Jeg elsker dig ikke mere.