INDE I TUNNELLEN

(Forår 2000)

Jakob sidder i S‑toget, han er på vej hen til sin mormor. Der er ikke ret mange folk med toget. Han sidder og kigger ud af vinduet. Det regner, og vandet løber i skrå striber ned over ruden.

      Toget holder ved en station, og folk stiger af eller på. Jakob kigger på dem.

      En stor, tyk ko­ne sætter sig på sædet lige over for ham. Det er svært at lade være med at glo på hende. Hun har tøj på i alle mulige farver, og hendes hat er en lille paraply. På skødet har hun en taske, og i tasken sidder en abe.

      Jakob kigger på aben, og den kigger også på ham. Den har blanke, sorte øjne og en brun pels. Der er dråber af regn i dens pels. Den holder fast i kanten af tasken med nogle små, bru­ne hænder. Den sidder helt stille og kigger på ham.

      "Er det din abe?" siger Jakob til konen.

      "Nej," siger konen. "Det er mig, der er dens kone."

      Jakob ser på hende. Hun er underlig. Hun kan da ikke være kone til en abe? Hun er ikke rigtig klog. Hende vil han ikke snakke med.

Han kigger igen efter aben, men nu kan han ikke se den. Den har nok lagt sig ned for at sove. I stedet for ser han igen ud af vinduet. De kører ind i en tunnel, og der bliver mørkt uden for toget. Han skal af ved næste station, og så gå det lille stykke vej hen til mormor. Det har han prøvet mange gange før, lige siden hans mor døde. Mormor passer ham tit nu.

      Hvorfor kører toget mon så langsomt? Det taber mere og mere fart, indtil det holder helt stille inde midt i tunnellen. Nu går togets motor også i stå. Ingen siger noget, men alle kigger sig omkring. Der er ikke en lyd at høre. Hvad er der mon galt?

      "Vi venter på signal!" lyder en stemme oppe fra loftet. "Dørene må ikke åbnes!"

Jakob ser efter aben, men den sover endnu. Han kigger ud af vinduet, der er helt mørkt. Men hvad er det? Der er en dør lige ud for der, hvor han sidder. Hvorfor er der en dør i tun­nel­len? Jakob bøjer sig helt tæt ind mod ruden og skærmer øjnene med sine hænder for bedre at kunne se ud i mørket.

      Døren ser meget gammel og forladt ud. Den ser også ud, som om det er meget lang tid si­den, den har været åbnet. Kan det være en nødudgang? Der står ikke noget på den. Hvis det var en nødudgang, ville det vel stå der? Han prøver at se, om der ligger et skilt på jorden. Men han kan ikke se noget.

      Der er stadig helt stille i toget. Folk sidder bare og venter. Mon aben stadig sover? Men da Jakob vender sig for at se efter, er både aben og den tykke kone væk. Hun er slet ikke i kupé­en. Hun står heller ikke ude ved dørene. Jakob kigger frem og tilbage i toget, men hun er ikke at se nogen steder. Det var mystisk.

      Han sætter sig igen. Konens paraplyhat ligger der endnu. Mon det betyder, at hun kom­mer tilbage? Måske har hun glemt den. Han tager hatten og rejser sig. Han vil lede efter hende og give hende den. Så kan han nok også se aben igen.

Men lige da han når derud, hvor man stiger på, laver S‑toget et hop fremad. Han mister balancen, og vælter om på gulvet, og taber konens hat. I det samme springer den ene togdør op, og hatten triller ud af den og væk. Jakob ligger på gulvet og ser på det. Det var ikke så godt. Han må se at få fat på den.

      Han rejser sig op igen, han slog sig kun lidt. Han går helt hen til den åbne dør og kigger ud. Nu er tunne‑døren lige her. Der sidder et skilt midt på den. Det er så snavset, at han ikke kan se, hvad der står på det. Jakob holder sig fast med den ene hånd, og læner sig ud for at nå skiltet. Han prøver at tørrer skidtet af, og det går let. Der er en paraply på skiltet, og den er helt magen til konens hat. Jakob glor på skiltet. Så ser han ned på jorden for at finde para­ply­hat­ten, men han kan ikke se den nogle steder. Det var mystisk.

      Han ser igen på tunnel‑døren, og nu opdager han, at den står lidt åben. Han kan også se, at der er lys omme bag ved den. Han rækker sin hånd frem og åbner døren lidt mere. Nu kan han også høre musik, og folk, der ler.

Jakob læner sig skråt frem og ser ind af den åbne dør. Der er et cirkus derinde. I manegen rider den lille abe rundt på en plettet hest. Den har en paraply i hånden. Ved siden af går den tykke kone og holder i tømmerne. Pludselig springer aben fra hesten over på konen. Den hager sig fast i hendes næse med den ene lille, brune næve, og ser stolt ud og vifter med sin paraply. Konen prøver at få den væk, og trimler om i savsmuldet. Alle tilskuerne griner, og Jakob gri­ner også. Den tykke kone ser fjollet ud.

      Nu kommer der en anden klovn ind i manegen. Hun har det samme tøj på som den tykke kone, men hun er ikke spor tyk. Hun hjælper konen op at stå, og aben springer over og sætter sig på hendes hoved. Hun står på tå og snurrer lynhurtigt rundt, så både hun og aben bliver næsten usynlige. Alle folk klapper og hujer, og hun bukker rundt imod dem som tak.

      Så kigger hun direkte på Jakob og vinker til ham. Jakobs mave gør et hop: Det er mor! Det er mor, der står derinde i cirkus med aben på hovedet. Hun ser ud nøjagtigT, som før hun blev syg. Mor! Han vil ind til hende.

I det samme er der én, der tager fat om hans arm, hårdt. Det gør ondt.

      "Sig mig, hvad tror du, at du laver?" lyder en vred stemme. "Vil du straks komme herind og lukke døren! Det er livsfarligt at stå sådan! Toget kører videre om et øjeblik!"

      Jakob vender sig forvirret. Det er en togmand, der har taget fat i ham. Han ser meget vred ud.

      "Jeg ser på cirkus," siger Jakob. "Min mor er derinde!"

      "Hvad for et cirkus?" siger togmanden. Han er stadig vred. "Hvad er det for noget vrøvl? Der er ikke noget cirkus her!"

      "Jo, se selv!" Jakob vender sig mod døren i tunnellen. Men den er lukket igen, og helt mørk. Han kan ikke engang se paraplyskiltet.

      Manden tager fat i togdøren og lukker den med et smæld. Et øjeblik efter begynder toget igen at køre.

      "Der ser du! Det er livsfarligt at hænge ud af døren på den måde! Det må du aldrig gøre mere!" Tog‑manden lyder mere venlig nu.

      "Nej," siger Jakob. "Det skal jeg nok lade være med."

Han sætter sig tilbage i kupéen. Sædet overfor er tomt. Men nu ved han i det mindste, hvor aben og den tykke kone blev af. Hun er i cirkus, omme bag døren i tunnellen. Der er hans mor også. Hun så glad ud. Jakob smiler for sig selv.

      Nu kører toget ind på den næste station. Her skal han af. Han rejser sig og går ud og venter på, at togmanden lukker døren op. Ude på perronen står mormor. Hun smiler, da hun får øje på ham.

      "Dav, Jakob," siger hun og giver ham et klem. "Det var godt, du kom nu. Vi skal på kon­di­tori og have chokolade og lagkage! I dag er det nemlig din mors fødselsdag!"

      "Det tænkte jeg nok," siger Jakob og tager mormor i hånden. "Skal vi ikke også gå i cir­kus?"

      "Cirkus?" siger mormor. "Jo, hvis her er cirkus i byen lige nu. Ellers må vi vente, til der kommer et. Har du lige lyst til at komme i cirkus?"

      "Det har jeg altid," siger Jakob.

*