Historier

J A N N E   H E J G A A R D

TEKSTUDDRAG FRA MINE HISTORIER

- EKSEMPLER PÅ IKKE-VOLDELIGE KONFLIKTLØSNINGER

ELLER CIVIL ULYDIGHED I BØRNEUDGAVE


Fra TILDE (arbejdstitel) (1. bog om Cheetas. Endnu ikke udgivet.)


Uddrag fra kapitel 6: Guldet

(Tilde på 9 år træner for at komme med i en hemmelig klub, Cheetas, hvor Noah er den eneste, hun kender. Hun er på besøg hos onkel Benny sammen med sine forældre.)


Da de har spist, hænger Tilde ud foran tv'et sammen med de andre. De ser lokale nyheder. 'Børn hindrer overfald' hedder et indslag. En gruppe unge mænd overfaldt en dreng. Han var på vej for at købe ind for sin mor.

'De kaldte mig nasserøv og gav mig et skub, så jeg faldt,' siger drengen til damen fra tv. Han har mørk hud og sort hår. 'Og en af dem stjal pungen med mine penge.'

'Men så skete der noget?'

'Ja, så kom nogle børn og hjalp mig,' siger han. 'De råbte højt og lavede nogle … som en slags spring rundt om de store. Det fik dem til at vælte. En pige fik fat i min pung og gav mig den igen. Med alle pengene i.'

Damen smiler.

'Hvor fint. Hvor mange var de?'

'Mindst ti, tror jeg. Nogle af dem var piger.'

'Var de nogen, du kender?' siger hun.

'Næh. Men jeg tror, de var på min alder. Tolv år.'

Hun spærrer øjnene op.

'Tolv år? Og de kunne klare de unge mænd, som overfaldt dig?'

'Ja, eller måske var de tretten år. Til sidst stod de vagt rundt om mig, indtil de store gik væk.'

'Flot. Men du aner ikke, hvem de er?'

'Næh. Da de gik, sagde de, at de var ... noget. Jeg ved ikke, hvad det var. Sjiita, eller sådan. Og de gjorde sådan her med hånden.' Han viser hvordan.

Det giver et sæt i Tilde. Det tegn har hun set før.

'Det var sørens,' siger onkel Benny.

Damen kigger nu ud på dem.

'Det lokale politi vil meget gerne i kontakt med de modige børn,' siger hun. 'Hvis nogen ved, hvem de er, så ring til …'


Tilde er målløs. Hvad er det, hun er kommet med i? Ikke, om hun fatter, hvordan det kan hænge sammen. Det sære tegn med hånden. Noah. En hemmelig klub. Er det nogen fra Noahs klub, som hjalp den dreng?


Uddrag fra kapitel 10: Tildes første opgave

(Frida er Tildes veninde. Hun er med i Cheetas.)


Næste dag sidder hun sammen med Frida i den store pause. De har lige siddet og fnist sammen, da Frida laver tegnet. Tilde er igen ved at fnise. De plejer ikke at lave det til hinanden. Hun griner lidt og laver også tegnet. Selv om de begge er cheets, er de først og fremmest venner.

'Hvad gør du det for?' siger Tilde.

'Fordi jeg skal sige noget til dig. Ved du godt, at vores tegn betyder, at de store passer på de små?' siger Frida. Hendes stemme lyder, som om hun er en voksen. Hun laver tegnet og peger på de tre bøjede fingre.

'Ja,' svarer Tilde. 'Det sagde Noah.'

'Sagde han også, at vi hjælper andre? Mest børn. Og især, når de voksne ikke gør det godt nok.'

Tilde nikker. 'Børnemagt, kaldte han det. Han sagde, at de voksne for tit er alt for dumme. Og at børn har ansvar for hinanden.'

Børnemagt. Hun bliver genert over at sige det. Ordet er så fremmed. Hun passer ikke til at bruge så vigtigt et ord, synes hun. Men det synes Noah.


Uddrag fra kapitel 11: Trapper

(Julie er en af Cheetas og Tildes træner. Tildes træning er slut, og hun er nu også medlem af Cheetas.)


Julie sætter sig ved siden af Tilde.

'Du ved godt, at vi hjælper andre,' siger hun. 'Især dem, som nogen er dumme eller onde imod.'

'Mest børn,' nikker Tilde.

'Ja. Det er meget tit voksne, som gør noget, der skader andre. Det er ikke engang sikkert, at de ved det. Og det går tit ud over børn. Det vil vi ikke være med til. Børn kan også handle dumt eller være onde mod andre børn. Den går heller ikke. Vi holder øje med det hele.'

'Men hvad så med aktionerne? Er det ligesom med de børn, jeg hørte om i tv? Det, de gjorde?'

Julie nikker.

'Blandt andet,' siger hun. 'Men vi tager os også af meget andet. Du kommer til at høre om det hele. Men først må du love mig, at du aldrig siger til en eneste, at du er med i Cheetas' aktioner. Det er kun jer, som er med i en aktion, som må vide noget om den.'

Julie ser på Tilde, som nikker.

'Det lover jeg,' siger hun. 'Jeg siger slet ikke noget om Cheetas.'

'Godt. Din første aktion er nok på fredag efter skole. Du skal være sammen med mig og nogle andre. Vi skal snige os ind i et hus og sætte et skjult kamera op.'

Tilde stirrer på Julie.

'Jamen,' siger hun, 'må man godt det?'

'Nej,' siger Julie. 'Det er ikke lovligt. Men der bor en far, som banker både sine børn og deres mor, når han har drukket for mange øl. Vi vil optage det og vise ham det. Hvis ikke det får ham til at holde op, truer vi ham med at lægge filmen på nettet. Hvis han stadig bliver ved, sender vi den til politiet. Uden nogen ved, at det er os, som står bag. Vi vil have ham til at holde op.'

Hun tier og holder øje med Tilde.

'Den ældste søn er en af os. Han lukker os ind, mens de voksne ikke er hjemme. Du bliver en af dem, som står uden for huset og holder vagt. Er du med på det?'

Tilde stirrer på Julie. En far, som banker sine børn? Politiet? Det lyder farligt. Hvad nu hvis ..? Så kommer hun til at tænke på det, hun så på tv. På, hvordan børnene holdt vagt om drengen.

De store passer på de små.

De andre cheets er der også. De vil altid hjælpe hende, hvis hun har brug for det. Det ved hun helt sikkert.

Hun trækker vejret dybt. Så nikker hun.

'Ja. Jeg er med.'

*


Fra Jack og den hemmelige bog. (1. bog om Jack, Emil og Vanja) Landtryk 2019


Uddrag fra kapitel 13. Et hemmeligt trick

(Emil mobber Jack. Han har fundet en mystisk bog, hvor der pludselig dukker nye ord op. Han og Vanja sidder med bogen. Jet er Jacks ninja-figur.)


'Der kan du selv se: Nu står der noget nyt: Et hem...' læste Jack.

'Et hemmeligt trick,' læste Vanja. 'Nu står der også Et hemmeligt trick.'

'Et hemmeligt trick. Cool, hvad?' Jack lo.

Vanja tog bogen igen. Ordene de stod der.

Hun vippede lidt med hovedet, mens hun så på bogen.

'Fandt du den bare på biblioteket?'

'Nemlig,' sagde Jack.

'Det må være en magisk bog,' sagde Vanja. 'Selv om magi ikke findes.'

'Jeg tror, den er fra fremtiden,' sagde Jack. 'En teknik, vi ikke kender endnu.'

'Hvordan er den så endt på biblioteket?' Der var tvivl i Vanjas stemme.

'Måske er den faldet gennem et tidshul,' sagde Jack. 'De findes, siger min mor.'

'Tidshul,' gentog Vanja og åbnede bogen.

'Emil er bange for Jack,' læste hun igen. 'Jamen, hvad skal det betyde? Er det ikke dig, som er bange for ham?'

'Jo, sådan tænkte jeg også lige først,' sagde Jack, 'Men i dag var jeg slet ikke bange for ham. Jeg kom hele tiden til at tænke på det, der stod i bogen. Men jeg tror ikke på, at Emil er bange for mig.'

Vanja sad med bogen i hånden.

'Et hemmeligt trick,' sagde hun. 'Måske er det, som står i bogen, magisk. Når noget står der, kommer det straks til at passe. Måske. Også selv om det var modsat før.'

'Jeg tror altså ikke, at det er magi,' sagde Jack. 'Jeg tror, det er noget med fremtiden. Bogen kender fremtiden.'

'Bare der så kom til at stå noget mere,' sagde Vanja. 'Jeg vil gerne kende fremtiden.'

'Pling!' lød det fra bogen.

Vanja blev så overrasket, at hun tabte den. Nu lå den på gulvet, og nu kom der lys inde fra den.

De stirrede begge to.

'Hvad?' sagde Vanja igen og tog bogen op fra gulvet.

'Skynd dig at se, om der er kommet nye ord,' sagde Jack. 'For det tror jeg.'

Det var der. På næste opslag stod der nu:

JACK OG EMIL ER VENNER


Uddrag fra kapitel 14: Det modsatte


'Venner?' udbrød Vanja. 'Skal I nu til at være venner?'

Jack sad med et udtryk af dyb undren. Han stirrede på de fem nye ord.

'Det er altså vildt,' sagde han. 'Det er, som om jeg godt vidste det. At der ville stå lige netop det.'

'Du er skør,' sagde Vanja. 'Du er heller ikke rigtig klog. Du kan ikke se frem i tiden.'

'Nej,' sagde Jack. 'Eller jo: Du har nok ret. Men nu tror jeg, at jeg har regnet ud, hvad bogen gør. Den siger det modsatte af sådan, som det er.'

'Og så kommer det straks til at blive modsat?' sagde Vanja. 'I virkeligheden?'

Jack nikkede.

'Det er sådan, Jet gør. Det er hans trick. Han gør det modsatte af, hvad hans fjender regner med. Han vender deres styrke om, så den går ud over dem selv.'

Vanja gloede på ham. 'Hvad mener du?'

Jack sprang ud på gulvet og stillede sig op foran sin seng.

'Kom her,' sagde han. 'Nu leger vi, at du overfalder mig. Du skal komme og skubbe så hårdt til mig, at jeg vælter.'

Jack stillede sig på en særlig måde. Det var let at se, at han var parat til at skubbe tilbage.

Vanja tøvede, men så rejste hun sig op. Hun var lidt større end Jack. Og hun kom i fuld fart. Men Jack væltede ikke. Han skubbede heller ikke til Vanja. Lige da hendes hænder rørte ham, lod han sin krop følge med et halvt sekund. Så drejede han sig til siden og væk.

I stedet for faldt Vanja pladask på maven, lige ned på sengen.

'Hvad?' lød det nede fra dynen.

'Sejt, ikke?' Jack lo. 'Du troede, at jeg ville skubbe tilbage og prøve at bremse dig. Men det gjorde jeg ikke. Jeg fulgte med dit skub. Med vilje. Du faldt, fordi du havde alt for meget fart på.'

Vanja vendte sig om og satte sig op på sengen.

'Du narrede mig,' sagde hun. 'Fordi du stod sådan. Som om du også ville skubbe til mig.'

'Men jeg gjorde det modsatte af, hvad du troede. Og det var din egen fart, som væltede dig.'

'Cool,' sagde Vanja.

*


Fra Lola & kalejdoskopet (2. bind i trebindsværket Lola midt i verden) Klim 2012


Uddrag fra kapitel 16: ET HEMMELIGT VÅBEN

(Lola og Vik er begge 13 år. De er gode venner. Vik er asperger.)


Lola og Vik fulgtes fra skole. Hun gik og tænkte på sit sammenstød med Camilla, så det var meget rart, at han ikke var sådan én, der altid småsnakkede.. Da de nåede hjem, gik hun i gang med at lave te, mens Vik satte sig ved bordet i alrummet. Hun hældte te op i to krus, gav Vik det ene, satte en tallerken med oste- og spegepølsemadder på bordet og satte sig også.

'Hvad er det med de metaforer, du hele tiden snakker om?' spurgte hun.

Vik sad et øjeblik tavs, mens han spiste. Så tog han en slurk te og rynkede brynene.

'Videnskaben mener, at vi forstår virkeligheden gennem de ord, vi bruger om den,' begyndte han med blikket rettet mod tekruset. 'Og de ord, vi bruger, er styret af de metaforer, der er de almindelige i vores kultur. Metaforerne er grundlaget for vores ordvalg. Jeg nævnte i engelsktimen, at vi for eksempel forstår en diskussion på baggrund af metaforen krig, og derfor bruger krigsord om det, at diskutere.'

'Ja, du sagde det med at forsvare sig og vinde og det. Men hvad kan en diskussion ellers være?' spurgte Lola, mest af høflighed. Det var indviklet og højtravende, og lige bortset fra, at det betød, at han havde støttet hende i timen, var hun ligeglad med det.

'Den kan forstås ud fra metaforen: en dans,' sagde Vik. 'Hvis vi forstod diskussioner som danse, brugte vi helt andre ord om dem: Finde samme rytme, få til at passe sammen ...'

'... ikke træde hinanden over tæerne,' afbrød Lola og trak på smilebåndet. 'Ja, det kan jeg godt se, så var det helt anderledes. Så gjaldt det ikke om at vinde og få ret, men om at ...'

'... opnå en vis enighed,' fortsatte Vik. 'Så man kunne følges ad.'

'Ja, sådan var det i al fald ikke med mig og Camilla i dag,' sagde Lola. 'Der gjaldt det kun om at få ret.'

'Man kan vælge at skifte metafor,' sagde Vik.

Lola betragtede ham.

'Skifte metafor,' gentog hun. 'Jamen, så er alle vel nødt til at gøre det. Det ændrer jo ikke noget, at jeg vil danse, hvis alle andre vil slås?'

'Så slås du i det mindste ikke,' sagde Vik.

'Næh, så får jeg bank,' sagde hun med et skævt smil.

'Ikke i alle situationer,' sagde Vik, og Lola var lige ved at synes, at han lød ivrig. 'Jeg har tænkt meget over det. Mennesker er nemlig ikke ligesom computere. Vi har ikke en bestemt programmering. Vi har følelser, og det har maskiner ikke. Jeg mener at have forstået, at mennesker skifter reaktion afhængigt af deres følelser. Forskellige metaforer må skabe forskellige følelser. Jeg mener derfor, at man kan opfatte det, at skifte metafor, som en slags hemmeligt redskab eller våben.'

'Wau! Det må du forklare.'

'Eller med en anden metafor: som den trylleformular, du gerne vil bruge på Camilla.'

'Ha, det bliver bedre og bedre.' Nu var det Lola, der lød ivrig. 'Hvordan det? Mener du det sådan helt virkeligt, altså ikke ... øhh ... Hogwarts-agtigt?'

Hun så spændt på Vik, der nikkede. 'Helt virkeligt.'

'Vildt. Fortæl, fortæl.'

Vik tog endnu en slurk te. Så begyndte han. Lola lyttede og spurgte, og på et tidspunkt gik de op til hendes computer for at finde noget på nettet. Der var gået næsten en time, før hun lænede sig tilbage, så udmattet på Vik og sagde:

'Jeg ved ikke lige, om jeg kan. Men okay, det må komme an på en prøve. Altså: en anden metafor, som skaber en anden forståelse og dermed andre følelser, andre ord og til sidst en anden virkelighed? Måske. Du er i al fald sej. Oversej.'

Det var lige før, hun syntes, at Vik så stolt ud.


Nogle dage senere. Uddrag fra kapitel 21: BÆNKEVARMER

(Lola og hendes veninde Laura sidder i skolegården i et frikvarter. Camilla sidder over for dem alene på en bænk.)


'Hvis Camilla og jeg skal være uvenner, må jeg jo også være uven med hende,' sagde Lola.

'Hvad snakker du om?' Laura så uforstående ud.

'Hvis jeg nu holder op med at være uvenner ... være en fjende ... hvad sker der så? Man kan jo ikke være uvenner helt alene.'

Laura sad bare med rynkede bryn og kiggede på hende, og Lola rystede på hovedet.

'Jeg vil skifte metaf... nej, jeg vil fortælle en anden historie. En, som kan forandre hende. Ahr, allerhelst vil jeg slet ikke have med hende at gøre. Men jeg finder ud af noget, vent bare.'

'Alrighty. Jeg venter.' Laura skar muntert ansigt.

'Ok,' mumlede Lola og rejste sig. 'Ja. Jeg prøver. Jeg gør det simpelthen.'

Før Laura nåede at sige mere, var Lola med lange skridt på vej over til Camilla.


'Hej,' sagde hun. Camilla så vagtsomt op fra sin mobil.

'Hvad?'

'Jeg vil bare ... sige, at jeg er meget glad for, at du hjalp mig i lørdags, men ...'

'Ja?' sagde Camilla uden at ændre udtryk.

'Jeg kan jo slet ikke lide dig,' brast det ud af Lola.

'Tak, det er gået op for mig.' Camillas stemme var fuld af hån. 'Det behøver du ikke at fortælle mig. I lige måde, i øvrigt.'

'Jamen, det er jo idiotisk,' udbrød Lola og var lige ved at stampe i jorden. 'Jeg har reddet dit liv, eller været med til det i al fald, og du har frelst mig fra at ligge i mange timer og have mere ondt, end jeg troede muligt. Vi er jo ... Vi gør jo gode ting for hinanden. Venlige, øhm smukke og ... Alligevel er det, som om vi hader hinanden. Jeg forstår det ikke.'

Nu stirrede Camilla på hende med noget, der mest lignede forvirring.

'Det er også, fordi du ser så ... bange ud,' blev Lola ved, 'og jeg tror, at det har noget at gøre med de der eksplosioner. Jeg ...'

Det gav et sæt i Camilla, og hun råbte nærmest.

'Du skal for helvede ikke komme og beskylde mig for at have noget med dem at gøre!'

Lola trådte uvilkårligt et skridt bagud og blev helt rolig. Okay. Hun havde ret.

'Jeg så dig,' sagde hun. 'I fredags. Med raketter i tasken. Du kom ud fra den der gamle farvehandel.'

'Vel gjorde jeg ej, dit lede røvhul. Jeg lå derhjemme med en forstuvet arm, fordi du spændte ben for mig på vej ned ad trappen. Jeg kunne have brækket halsen, at du ved det.'

'Jeg spændte ikke ben for dig. Du trådte på en bold,' sagde Lola, stadig sært rolig. Jeg slås ikke, hun får mig ikke til det, kørte det bagerst i hendes hoved. Hun er ikke min fjende. Hun er bange, jeg er sikker på det. 'Jeg var alt for langt væk. Spørg bare Maja, hun så det.'

'Du spændte ben,' gentog Camilla, men denne gang lød det ikke overbevisende.

'Nej, jeg gjorde ej,' sagde Lola. 'Og hvorfor skulle jeg?'

'Fordi du fucking altid er ude efter mig,' Camillas stemme knækkede. 'Hvorfor skrider du ikke bare og lader mig være i fred?'

'Det vil jeg gerne,' sagde Lola. 'Og jeg vil gerne slutte fred med dig.'

'Fuck dig, din hellige so.'

'Der skal to til at være fjender,' sagde Lola og begyndte at gå tilbage til Laura. 'Og jeg er ikke med mere, at du ved det.'

'Der skal to til tango,' vrængede Camilla efter hende. 'Du snakker som min farmor.'

'Har du sagt før,' sagde Lola over skulderen. 'Og du har helt ret. Også i det første. Det er i øvrigt en metafor.'


'Hvad så?' spurgte Laura, da Lola kom tilbage.

'Jeg prøvede,' hun trak på skulderen. 'Første ... hvad hedder det, når man byder nogen op til dans? Inklination.'

'Inklination,' gentog Laura hovedrystende. 'Den er god med dig. Det så ud til, at du fik nej.'

'Det må man sige.'

*