KIRSEBÆRNATTEN

(Sommer 2005)

Frida var begyndt at vågne midt om natten. Pling! som om der var en lille klokke, der ringede, og så lå hun med vidtåbne øjne i sin seng og var ikke det mindste søvnig. Først troede hun, at det var en eller anden lyd, der havde vækket hende, men der var altid fuldstændig stille. Til sidst fandt hun ud af, at det nok var derfor, hun vågnede: Det nye hus var helt fyldt med stil­hed.

      Der lå Frida under sin dyne og kiggede ud i sit natteværelse. Ikke en lyd var der, men der var nu ikke helt mørkt. Hun kunne se omridset af vinduet, og billedet på væggen, og dér var knagen med hendes tøj. Hun drejede hovedet for at se døren, der stod på klem, og hør­te ty­de­ligt den lille lyd af hendes hår, der gled mod hovedpuden.

      Frida drejede sit hoved tilbage igen. Lille lyd en gang til. Så gav hun sig til at dreje hovedet hurtigt frem og tilbage og fnisede.

      ”Min hovedpude snakker,” hviskede hun ud i mørket.

      ”Min hovedpude snakker!” gentog hun med almindelig stemme og satte sig op i sengen.

      Nu var stilheden anderledes.

      ”Blisp!” sagde Frida og fnisede igen. ”Spladusp!”

      Hun sad helt stille og lyttede. Stilheden lyttede vist også.

      ”Spladusp,” hviskede Frida til stilheden. Den svarede ikke, men det var der vist en anden, der gjorde, for pludselig kunne hun høre noget.

      Hvad var det? Frida lyttede i mørket. Så kravlede hun ned fra sin seng og gik ud af døren. Hun stod stille et øjeblik ved soveværelset og hørte, at hendes far lå og trak vejret dybt, før hun smut­tede videre hen til køkkenet. De havde kun boet her en uge, så hun kendte ik­ke huset ret godt, og det var meget større end deres lejlighed. Heldigvis var der lys nok til, at hun kun­ne se, hvor møblerne og kasserne stod.

      Der var lyden igen. En bankelyd. Ikke ligesom når nogen bankede på døren, mere som no­gen, der spillede en rytme med fingrene på et bord.

Fra  køkkenet var døren ud til haven, og den stod på klem med en krog på. Det var sommer og ikke spor koldt, selv om hun kun havde natkjole på. Frida gik hen til døren, og nu blev ly­den tydeligere. Den kom ude fra haven. Ta-da-da, ta-da-da, ta-da-da, lød det.

      Der var lysere udenfor end inde i huset. Hun pressede sig igennem dørspækken og stod et øjeblik på trappen, før hun gik ned i græsset. Det var vådt, hun fik våde fødder.

      Ta-da-da, ta-da-da, ta-da-da. Frida kiggede sig omkring. Havemøblerne, rosenbusken og det store kirsebærtræ, som var det bedste ved at være flyttet på landet. Det værste var, at alle hendes venner var langt væk nu.

      Kirsebærrene lyste i natten, og Frida gik på tæer over til træet og plukkede nogen. De var også våde, og helt fulde af sød saft. Hun stoppede munden fuld og kiggede efter ly­den, mens hun spyttede kirsebærsten ud. Ta-da-da, ta-da-da, ta-da-da. Det kom henne fra hegnet, fra den store træstub.

Frida stod under træet og stirrede. Sad der ikke nogen oven på stubben? Hun kun­ne ikke helt se det for bladene og satte sig på hug, så hun kunne se ud under dem. Ta-da-da, ta-da-da, ta-da-da, lød det over fra stubben. Jo, der var nogen. Hvem mon det var?

      Bankelyden holdt op, og der blev helt stille igen. Hun kunne lugte græsset.

      ”Du er ligesom ræven,” lød det så. Det var ikke en voksen, det var vist en dreng. Frida stir­rede uden at svare. Hvad skulle hun også sige til det?

      ”Den kommer også somme tider om natten og spiser kirsebær,” fortsatte stemmen. ”Dem, der ligger på jorden selvfølgelig.”

      Frida rørte sig ikke. Hvad mon han var for en?

      ”Er du en rigtig, almindelig dreng?” spurgte hun så.

      ”Nej da,” sagde han. ”Kommer du ikke herover? Der er masser af plads.”

      Frida tøvede et øjeblik. Det var blevet lysere, og hun kunne se, at drengen flyttede sig lidt til siden. Han havde også nattøj på. Så rejste hun sig og gik over til ham.

      Stubben var højere, end hun selv var. ”Hvordan ..?” nåede hun at sige, før drengen viste hen­de en stump gren, som hun kunne træde op på, og rakte en hånd ned og hjalp hende.

      Frida satte sig ved siden af ham. Han var lidt større, end hun var, men ik­ke ret meget.

En fugl begyndte at synge lige over deres hoveder.

      ”Jeg bor i det hus der,” sagde Frida. ”Vi er lige flyttet ind.”

      ”Det ved jeg da godt. Jeg har udspioneret dig,” sagde drengen.

      ”Har du?” Frida drejede hovedet og så på ham. Han havde helt lyst hår. ”Hvorfor det?”

      ”For en sikkerheds skyld,” svarede drengen.

      Frida blev ved med at se på ham. Han sad og kiggede rundt, som om det var hans have. Så lagde han hovedet tilbage og så op i træet over dem.

      ”Det er en solsort,” sagde han. ”Sidste sommer var her en nattergal.”

      ”Hvorfor bankede du?” spurgte Frida.

      ”Ellers vidste du jo ikke, at jeg var her,” sagde drengen. ”Så sov du bare.”

      ”Jeg vågnede, fordi her er helt stille,” sagde Frida. ”Så hørte jeg, at du bankede.”

      Hun gabte.

”Hvis du kommer her ud igen i morgen nat, kan du gå med mig over at se rævegraven,” sagde dren­gen. ”Der er unger lige nu.”

      Frida nikkede og gabte igen.

      ”Hvad laver du om dagen?” spurgte hun. ”Sover du så?”

      ”Nix,” sagde drengen. ”Jeg laver alt muligt. Du må godt være med.”

      ”Jeg hedder Frida,” sagde Frida. ”Det gider jeg godt.”

      ”Det ved jeg allerede,” sagde drengen. ”Hvad du hedder, altså. Din far råbte det efter dig. Jeg hedder Victor An­dre­as, men du skal bare sige Vik. Kommer du med over til rævene, så?”

      Frida var ved at kravle ned fra stubben.

      ”Hvis jeg vågner,” sagde hun. ”Ellers kan du bare banke igen.”

Frida løftede gardinet væk fra vinduet og kiggede over på stubben. Jo, han sad der end­nu, Vik. Hun kunne høre, at han sad og bankede.

      Ta-da-da, ta-da-da. Så kravlede hun ned under sin dy­ne og faldt i søvn.

*