DET KILDER!

Anmeldelse i Tidsskrift for Jordemødre 

Af Rebecca Veilgaard Rasmussen, jordemoder

Børn er seksuelle væsner, men med en anden seksualitet end voksne. Det er udgangspunktet i den billedrige børnebog ’Det kilder!’.

Bogen handler om Johanne og William på 6-7 år, som er venner. De leger sygehus, og bliver kærester – men ikke kysse-kærester, for det er bvadr! De er nysgerrige og forundres over, hvordan de ser forskellige ud uden tøj på og hvordan man får børn. Johanne og William er ligesom andre børn, de undrer sig over sex, samliv, forplantning og køn. Gennem teksten og de flotte billeder på hver side forsøger bogen at give svar på spørgsmålene, så det er forståeligt for børn.

Bagest i bogen er der et par sider til de voksne. Det er de færreste unge i dag, der taler med deres forældre om sex. I stedet får de information fra internettet, venner og bøger. Derfor fremhæves det, at hvis man som forælder ønsker, at det skal være anderledes med ens egne børn, nytter det ikke at starte, når de på vej ind i puberteten. Og det er her bogen kommer til sin ret, hvis man som forælder har svært ved at åbne op for emnet, eller ens børn ikke spørger. Børn ved nemlig godt, hvad der er “i orden” at spørge sine forældre om og hvilke spørgsmål, man holder for sig selv. Hvis børnene spørger, skal de have svar på deres spørgsmål, og rigtige svar! Så ikke noget med blomsten og bien, og vores kære stork må vi lade blive i reden.

Man kan helt sikkert få nogle gode snakke med sit barn ud fra bogen. Historien er fin og forklarende, og de farverige illustrationer i sig selv giver også god basis for snak. I en tid hvor man bliver bombarderet med sex, er den et værktøj til at få emnet ned i børnehøjde, og samtidig skabe modvægt til det billede af sex og kroppe, der er i medierne.

Bogen er primært til børn og deres forældre, men er helt sikkert anvendelig for jordemødre, der underviser i seksualundervisning, og selvfølgelig også for den almindeligt interesserede (jorde)moder.

DET KILDER!

Anmeldelse i Landsforeningen for Socialpædagoger 1. juli 2010

Af Tine Sejbæk

Pædagoger har en vigtig rolle i at bidrage til at fortælle børn om køn, krop og sex. Ellers kan børn let blive overladt til det overfladiske billede af sex, som medierne præsenterer. Det mener forfatter og brevkasseredaktør Janne Hejgaard, der er aktuel med billedbogen ”Det kilder” – et redskab for bl.a. pædagoger til at tale med mindre børn om sex.

Begynd at tale om krop og sex allerede i børnehaven, for hvis børn skal turde spørge voksne om sex, nytter det ikke at vente, til de kommer i puberteten.

”Hvis børn ikke har et tillidsfuldt forhold til forældre og pædagoger, har de kun kammerater, mediernes billede af sex og senere porno at ty til. Og så tror de, at det billede er virkeligheden”, siger Janne Hejgaard.

Hun er lærer, brevkasseredaktør på skolemaelk.com og formodentlig den forfatter i Danmark, der har skrevet flest bøger til seksualundervisningen. For nylig fik hun på Frydenlunds forlag udgivet bogen ”Det kilder”, som er en lille bog med farverige illustrationer af Jan Solheim, lavet til småbørn om køn, krop og sex. Den er først og fremmest skrevet, så den kan møde børns undren og give dem anledning til at stille spørgsmål til deres trygge voksne.

Det er Janne Hejgaards erfaring, at det er vældig svært for mange voksne – både forældre, lærere og pædagoger – at tale om sex og følelser. Resultatet er, at børn kommer til at mangle noget væsentligt, fordi de så alene må bearbejde alle de seksuelle udtryk, de møder i det offentlige rum. Hun nævner en reklame for drikken ”Cult”, hvor en kvinde har en flaske Cult mellem brysterne, som eksempel på seksuelle udtryk, børn møder i det offentlige rum.

”Man kan ikke undgå, at børn møder de her underlige udtryk for voksen seksualitet. Og hvis de ikke får en forklaring, de forstår, bliver de mystificerede i deres hoveder den dag, der begynder at ske noget i deres egen krop. Voksne har generelt en forestilling om, at det med sex begynder, når børn kommer i puberteten. Det kan godt være, at drenge og piger rører ved sig selv, og det kan vi godt acceptere i Danmark – det er ikke som i gamle dage, hvor man sagde til børn, der onanerede, at ”din rygmarv visner”. Men det, der sker, er alligevel, at en bestemt del af det, kroppen kan, det seksuelle, nemt kommer til at være i et usynligheds felt”.

Bornerthed og frygt for pædofili

Vi lever i en seksuelt overeksponeret tid. Men det er kroppen, især kvindekroppen, og præstation det handler om, mens alle følelserne som usikkerhed, tvivl og flovhed befinder sig uden for rampelyset. Det, det egentlig handler om, taler vi ikke rigtig om, mener Janne Hejgaard. Hun har færdedes i hele landet og har holdt kurser for lærere, pædagoger og forældre. Og hun har ikke noget entydigt svar på, hvorfor det er så svært for voksne at tale om køn og sex, når det samtidig er så overeksponeret i reklamer og medier.

”Jeg har mødt pædagoger, der har sagt ”Du får mig ikke til at sige de ord”, f.eks. de folkelige betegnelser for kønsorganer som pik, kusse og fisse, og som har det besværligt med at snakke om det her”.

Hun mener, at en af grundene til at det også i pædagogkredse kan være svært at snakke med børn om krop og sex, kan være hele angsten for pædofili eller for at blive anklaget for at være pædofil.

”Nogle kan tænke ”lad mig holde mig langt væk fra køn og sex, hvis jeg begynder at tage hul på det emne, tror nogen måske, at der ligger noget i det, der ikke gør”.

Samtidig er det Janne Hejgaards erfaring, at den generation, der er midt i 30’erne nu, faktisk er mere bornert end dem, der var unge i 1970´erne. Måske smitter den ”bornerthed” også af på den oplysning eller mangel på samme, der finder sted i børnehaverne.

”Der findes en selvforståelse af, at vi er så frisindede i Danmark, men jeg vil sætte spørgsmålstegn ved frisindet. Ofte handler snakken om præstation, det vil sige om hvor gode eller hvor mange orgasmer eller partnere, vi har haft. Det reelle frisind, som omfatter tilladelsen til, at vi er forskellige, at nogle er usikre og har det svært med sex, og trygheden til at tale om det, findes ikke rigtig i det offentlige rum. Jeg vil gerne have, at snakken om følelserne begynder i det private felt. Og her kan pædagoger og forældre netop være en modvægt til det overfladiske billede fra medierne”.

Og rollen som modvægt kan for pædagogers vedkommende blive ekstra vigtig, hvis forældrene ikke rigtig tør.

”Børn er yderst sensitive. Hvis de fornemmer, at der er noget, man ikke taler om, begynder de i stedet at finde på historier. Og det er et mærkeligt rum, hvor der virkelig kan fyldes ”spøgelser” ind i. Og så er det, man hører historier om børn på 10-12 år, der tror, at deres mor og far slås om natten, når de hører lyde fra deres værelse. Som ikke tør spørge og tror, der sker noget farligt”, siger Janne Hejgaard.

Drenge og piger forskellige

Janne Hejgaard pointerer at der er forskel på drenge og piger, og dermed kan man også overveje at gribe oplysningen om køn og sex forskelligt an.

Det er svært for en dreng at undgå at beskæftige sig med sit kønsorgan. Det sidder som bekendt udenpå og er let tilgængeligt. Omvendt er det for en pige nemt at komme til at overse sit indvendigt placerede kønsorgan, og hvad hedder det egentlig?

”Måske er det forklaringen på, at piger onanerer mindre end drenge, og mange unge og voksne kvinder har et besværligt forhold til deres eget kønsorgan”.

Hvis man har lyst til, at det skal være anderledes for ens datter eller de piger, man er pædagog for, så er det også fra de er ganske små, man skal hjælpe til at få kønsorganet til at være en lige så velkendt del af kroppen, som det er for drengene. En af metoderne er at sørge for, at det overhovedet har et navn.

”Det kan både forældre og pædagoger gøre på en helt afslappet måde ved at huske at have kønsorganet med, når de beskæftiger sig med kroppen: ”Det er næsen, det er navlen, det er tissekonen” Og igen ved at svare på de spørgsmål, der dukker op i dagligdagen”.

Sammen med en mandlig kollega har Janne Hejgaard holdt kurser i sexoplysning for skoleelever over hele landet. Undervejs delte de hver klasse op i en drengegruppe og en pigegruppe. Og en af de ting, de spurgte eleverne om, var, ”hvad kalder I jeres kønsorgan?”

”Når en drengegruppe får sådan et spørgsmål, bliver stemningen helt høj, og der kommer et utal af sjove, hyggelige og pudsige navne på bordet. Når man spørger en pigegruppe om det samme, bliver der helt stille. Pigerne kigger som regel ned i gulvet og har ikke meget andet at byde ind med end ”forneden” eller ”dernede”.

Små børn er dog stadig på det stadie, hvor kønsorganer enten hedder tissemand eller tissekone.

”Forskellen mellem piger og drenge fanger man, hvis man er lyttende og opmærksom. I min bog ser William bl.a. Johannes tissekone og tror, at hun kun har en ”revne”. Den episode kan f.eks. bruges til at forklare børnene, at pigers kønsorgan sidder indvendigt modsat drenges”.

Med større børn er det en god idé med kønsopdelte grupper, fordi stemningen er så forskellig om seksuelle emner.

”Nogle gange kan det måske være godt at dele op i drenge og piger, også i børnehaven. Andre gange mystificerer man bare børnene ved at dele dem op. Det må komme an på situationen – men man kan have det med som en mulighed”, siger Janne Hejgaard.

*

SÅDAN SNAKKER I MED SMÅBØRN OM SEX

Hvordan giver du bedst seksuel information til børn? Janne Hejgaard anbefaler:

• Besvar deres spørgsmål. Giv dem det rigtige svar. Ikke noget med bier og blomster eller storke. Det er fjollet at indføre noget, du alligevel senere skal ”afmontere”. Forklar om tissemanden og tissekonen, og at manden skal ind i kvinden, når man har sex. Man kan godt gøre det lidt fornøjeligt – i bogen ”Det kilder” er sædceller f.eks. beskrevet og tegnet som små fisk.

• Lad være med at fortælle mere, end børnene spørger om. Den regel gælder, fra børnene er ganske små, til de er i puberteten. ”Hvad er det?” spørger den 5-årige ved synet af et brugt kondom på gaden. ”Det er en gummiting til at sætte på tissemanden”, kan det enkle svar være. Kun hvis der bliver spurgt videre, er der grund til at kaste sig ud i forklaringer om erektion, sædceller, ægceller og graviditet. ”Det gælder altid, at man ikke skal fortælle mere, end barnet spørger om. Børn hører kun det, som på den ene eller anden måde har relevans for dem lige nu”, siger Janne Hejgaard.

• Hvis børn skal have tillid til, at de kan snakke med voksne om sex, skal man begynde at tale med dem om det - og besvare deres spørgsmål - mens de stadig går i børnehave! Det nytter ikke at vente til tolvårs alderen, for så vil der nemlig allerede være løbet for mange fejlagtige forestillinger (fra venner, nettet, porno, reklamer og andre medier) ind i hovedet på dem om, hvad sex og samliv går ud på. ”Man skal have den respekt, også for små børn, at man giver dem en ordentlig forklaring på deres spørgsmål. Og de vil komme, hvis barnet er trygt. Det kan ikke undgås, at børn støder på sex og seksuelle udtryk i billeder, film og på nettet. Og man skal ikke lade som om, det ikke eksisterer”, siger Janne Hejgaard.

• Lad hele området omkring krop, køn og sex være konkret – ligesom når man forklarer, hvordan maven, tarmsystemet og andre dele af kroppen fungerer. ”På samme måde som du har mave, hjerte og lunger, har du også et kønsorgan, som ser anderledes ud hos voksne end hos børn. Så man ikke mystifi cerer den del af kroppen og dens funktion.”

• Man kan også bruge børns adfærd i børnehaven, de lege de leger, f.eks. ”læge”, som en naturlig anledning til at tale med dem om køn, krop og sex. Her kan man tale med børnene om grænser. At ”det er dig, der bestemmer, hvad der skal ske med din krop”. Hvis legen er sjov, er det fi nt. Men man skal selvfølgelig ikke lade børn overgribe andre børn. Det er vigtigt, at alle forstår, at de har ret til at gå deres vej. Man skal altid vurdere, hvad der foregår lige her og nu, f.eks. om der er for stor aldersforskel på de børn, der leger. Og man kan snakke med dem om forholdet mellem, hvad der er offentligt og privat. At ”der er nogle ting, man kun gør privat og ikke i køen til kassen i Brugsen.”