Janne_Hejgaard

FOTO: ANNE-METTE KRUSE

L I T T E R A T U R E N  &  M I G


Jeg elsker litteratur!


At læse den og at skrive den, og sådan har det været hele mit liv. Læsehest som barn, har skrevet dagbog, siden jeg var 14, og skrev mine første små historier i 5. klasse.


Siden har jeg skrevet og fået udgivet næsten alle typer litteratur: Børnefagbøger, undervisningsbøger, børneromaner, fagbøger til voksne og april 2017 udkom min første roman til voksne.


Jeg har oversat fra engelsk, tysk, norsk og svensk, og jeg har sågar et par gange fået offentliggjort et digt.


Jeg er uddannet lærer, og det har givet mig det faglige fundament under både mine undervisningsbøger og de mange foredrag og kurser, jeg har afholdt over hele DK og i Malmø - om mine bøgers emner.


Jeg har rejst meget, med fly, tog og sejlbåd, og dér fået udvidet min horisont og hentet inspiration. Jeg har boet længere perioder ved Middelhavet - på Ibiza, Menorca og flere græske øer - og overvintret på Gomera, i Australien og mere end 35 måneder fordelt på 9 vintre i Berlin.


Jeg har mødt mange, mange mennesker og holdt af en hel del af dem, elsket færre, men tilstrækkeligt mange - og de er alle selvfølgelig også del af det livsgrundlag, jeg skriver ud fra.

FRA FORFATTERENS VÆRKSTED ...

DET BEGYNDTE I 1984 ...

mens jeg boede på Kanarieøen Gomera sammen med min dengang 10 år gamle datter, Sissel. Vi boede i 3 måneder i et lejet et hus oppe bag bananplantagerne. Sissel havde fået lov til at følge den lokale 4. klasse, så hun drog af hver morgen med skoletasken pakket, mens jeg blev hjemme og skrev. I en Kina-bog - findes de endnu? Sort, med røde hjørner. I hånden. Hjemme i DK havde jeg en skrivemaskine, og der var kun 2 år, til jeg anskaffede mig min første computer, men lige her var det håndskrift, som jeg brugte til at indfange min historie.

Jeg researchede og lånte spanske bøger med de gamle myter fra øerne. I myterne fandt jeg navne - min ene hovedperson hed allerede dengang Zágala, som betyder 'lille heks'. Hendes mor var og er Orone, dronning. Og så opfandt jeg nogle vandbærende træer, pajonier, som hentede vand op fra dybt i jorden, så det kunne bruges af det ørkenfolk, som boede i og under de kolossale træer. Zágalas tamme firben blev kaldt Gofio, som var navnet på en lokal spise: ristet havre med salt, så vidt jeg husker.

Fra Gomera tog vi færgen mod vest til El Hierro, og undervejs læste jeg i min danske rejseguide, at øen var opkaldt efter nogle nu uddøde, vandbærende træer. Da blev jeg overtroisk. Desværre kan jeg ikke finde samme oplysning nogen steder i dag, så måske var jeg under indflydelse af mytiske kræfter.

Jeg ville skrive feministisk science fiction - det var dengang. Det blev til 80 sider i Kina-bogen, men da jeg kom hjem greb den danske hverdag mig, Bogen blev lagt til side, jeg skrev alt muligt andet, og der gik mange år, før jeg igen fandt historien om Zágala frem. Og mente, at der var dele af Zágalas og Orones univers, som var for spændende til ikke at blive brugt.

For 1½ år siden gik jeg i gang med at skrive en ny udgave af historien, og nu er jeg færdig. Science fantasy, er vel genren nu - men der er også noget med klima - cli-fi. (Det feministiske er mindre demonstrativt end dengang.) Indtil videre hedder historien SLANGENS BILLEDE, og jeg er selvfølgelig vildt spændt på, hvordan den vil blive modtaget. Modtagere? De 13-17 årige, er mit bud.

SLANGENS BILLEDE - SOM MIT STORYBOARD SÅ UD