HEKSEHUSET

Sille hed rigtigt Cecilie, men det blev hun aldrig kaldt. Silles mor og far hed rigtigt Lis og Hans, og det kaldte Sille dem. Det var kun Sille og Lis, der boede sammen. Silles far boede et andet sted sammen med en ny kone og et nyt lille barn, som var hendes lillebror, selv om hun aldrig havde set ham. Når hun engang selv fik børn, så skulle far'en bo sammen med hende og børnene, havde hun bestemt. Han skulle være sådan en far, der kunne sætte drager op, og han måtte godt skælde ud, når børnene havde fortjent det.

    Lis havde ikke fået en ny mand og et nyt lille barn, hun havde kærester i stedet for. Hun havde allerede fundet en her på øen, selv om hun og Sille kun havde været her i to uger. Øen hed Gomera, og den var en af Kanarie-øerne, som hører til Spanien.

    De første dage efter at Sille og Lis var kommet hertil, havde de trasket rundt og ledt efter et sted, de kunne bo. Det var svært, alt var optaget, og Lis var ikke ret god til spansk. Til sidst fandt de et gammelt hus; det lå lige op ad bananplantagerne.

    Sille fik sit eget værelse med en seng, et lille bord og en stol. På bordet lagde hun sine bedste sten, og lyserøde muslinge-skaller og perlemor, som hun have fundet nede ved havet. Det var lykke-ting, men de hjalp ikke her. Værelset var væmmeligt, for der var kakerlakker, kæmpestore ækle kakerlakker. Engang var der kravlet en ud af en flødeskumskage, hun var midt i at spise.

    Når hun lå i sengen, kunne hun ikke lade være med at tænke på dem. Hun havde rykket sengen ud fra væggen, men hvis nu hendes arm faldt ned og rørte gulvet, mens hun sov, og de kravlede op ad den ... Hun måtte ikke sove inde hos Lis, for det gjorde kæresten, og de bollede om natten, bvadr. Han var dum, og det var ham, der allerførst havde snakket om hekse.

    'Gomera er en rigtig hekse-ø,' havde Sille ligget i sin seng og hørt, at han sagde til Lis en aften. 'Kan du ikke mærke det? Du, som er så følsom?'

    Og så havde han fortalt om en masse hekseri, der skete på Gomera. Sille havde tænkt, at hun i al fald var hekse-følsom, for hun kunne mærke det lige med det samme. Bare hun vidste, hvad hekse gjorde ved en. De var onde, men det passede vist ikke, at de spiste børn. Måske pinte de en, til man døde, men uden at spise en bagefter?

En dag var hun med Lis og kæresten nede på strandbaren. Hun kedede sig og kunne overhovedet ikke drikke så mange cola'er, som de kunne drikke øller. Hun gik ned til vandet. Det var ikke voldsomt den dag, men der var altid en frygtelig larm af stenene, som tordnede mod hinanden, når bølgerne gik frem og tilbage.

    Hun fik øje på noget, der lå længere henne, og gav sig til at kravle hen over stenene hen til det. Det var noget flot, hun stirrede på det. En aflang sæbeboble, gennemsigtig, rød og lilla og turkis, og så lange blå trevler i den ene ende. Hun ville have den og satte sig på hug og tog fat om den. Den var kold og lidt klistret. Hun bar den forsigtigt tilbage mod baren, men så begyndte hendes hænder at gøre ondt, som om hun havde brændt sig.

    Hun smed boblen fra sig og gav sig til at løbe, det sved og hun græd, da hun kom hen til Lis og kæresten, der sad og grinede og var fulde i øjnene og stemmerne. Lis gad næsten ikke høre på hende, men Sille var ligeglad, hun hev i Lis, og slog på hende til sidst, og ville have hende med ned og se, hvad det var, der havde brændt.

    'Slap dog af!' sagde Lis, men til sidst gik hun med, og kæresten også.

    'Det er en brandmand,' sagde han, da han så boblen. 'En forhekset Gomerabrandmand!'

    Han grinede og trådte på den. Luften fusede ud, den blev til en ulækker slimet klat, og Sille hadede ham, hun hadede dem begge to og ville hjem.

    Så var det hun så en kattekilling. Den smuttede ind i et faldefærdigt hus, der lå helt ud til vandet. Den ville hun have, den skulle trøste hende, hun elskede kattekillinger. De gik hen og kiggede nærmere på huset. Der var brædder for alle vinduer og døre, men omme bagved var nogle faldet af.

     Kæresten stak hovedet ind gennem hullet og lyttede, og så gav han sig til at hive flere brædder af. De sad løst, og hullet var hurtigt så stort, at de kunne kravle ind. Sille glemte sine hænder.

    Indenfor var der værre, end når hendes værelse hjemme havde været allerværst. Gulvet var rodet til med alt muligt ragelse. Der stod nogle møgbeskidte, ældgamle møbler, fyldt med edderkoppespind, og der lugtede ligesom sødt. Der var nogen, der havde skidt i et hjørne. Her var ulækkert. Hun syntes, hun havde en edderkop i håret og rystede sig. Hvor mon killingen var?

    Lis og kæresten gik rundt og rodede, men Sille stod helt stille og lyttede. Der var en lille piben et sted. Hun gik ind i det næste rum, lyttede og kunne høre, at noget peb bag en lukket dør, men det lød nu ikke som en kat. Hendes hænder gjorde pludselig ondt igen, og hun kunne ikke høre Lis og kæresten. Hun ville løbe ind til dem, men hvad så med killingen?

    Hun gik hen til døren og lagde øret mod, det peb derinde fra. Det var bestemt ikke en kattekilling, det lød uhyggeligt. Hun kom i tanke om heksene, og glemte at trække vejret. Så kunne hun høre nogen komme listende.

    'Mor!' skreg hun, men det var kæresten. 'Ssschh!' sagde han. 'Vi vil ikke opdages, det er en ren skatkiste, det her. Se hvad jeg har fundet!' Han holdt et mønstret glas frem. 'Har du fundet din kat?'

    Hun rystede på hovedet.

    'Der er noget derinde,' sagde hun og pegede på døren. Og så glemte hun igen at trække vejret, for dørhåndtaget bevægede sig.

    'Jamen ...' sagde hun. 'Pas ...' Så kunne hun ikke mere høre, hvad hun selv sagde, for det begyndte at tordne inde i hendes hovede.

    Kæresten kiggede på hende og så på døren, som langsomt blev åbnet på klem. Der stod noget og kiggede ud, et øje med en masse klude rundt om. Sille stod stiv og helt fuld af torden.

    Så med et blev døren åbnet på vid gab, og et skrækkeligt væsen sprang ud. Det var en heks, som fór på kæresten og råbte og hylede og slog løs på ham med en stok. Han gav et brøl fra sig og styrtede ud af rummet med heksen efter sig.

    Sille var død af skræk og mærkede næsten ikke, at Lis kom farende og trak hende med sig og holdt om hende, mens de stod og gemte sig og ventede på, at de kunne slippe ud forbi heksen. Hun puttede sit ansigt ind mod Lis og kiggede ikke, da hun hørte skridt gennem huset, og en dør blive lukket. Da de listede sig hen til hullet, mærkede hun, at hun havde tisset i bukserne.

    Den aften sov Sille inde hos Lis, for nu var det bevist, at der var hekse. De havde ledt efter kæresten, da de var kommet ud af huset og havde fundet ham omme ved baren, hvor han stod og drak noget, meget hurtigt. Han var sur. Lis havde skældt ham ud, og råbt og været rasende, og kæresten havde også råbt, og så var han gået til sidst. Nu var han ikke en kæreste mere.

En middagspause nogle uger senere sad Sille på pladsen midt i byen og ventede på Lis. De gamle mænd sad der som sædvanlig med deres kaffe og små glas og spillede kort, og senoraen oppe fra Silles skole stod og snakkede med dem og lo. En af byens tosser legede med nogle små børn, mens deres mor handlede.

    'De er ligesom én stor familie,' tænkte Sille. 'Og så er det her stuen.'

    Så fik hun øje på noget sært, der kom gående ind på pladsen. Det lignede en stor bunke klude. Det var heksen. Sille så sig omkring, hendes hjerte slog hårdt. Heksen satte sig i skyggen af et træ, råbte på tjeneren, der kom med kaffe, og gav sig til at tage nogle af kludene af. Senoraen gik over og satte sig ved siden af hende, og da hun opdagede Silles stirren, råbte hun, at hun skulle komme og hilse på hendes gamle tante.

    Men Sille rystede på hovedet, og så kom Lis heldigvis i det samme, så hun gik ikke derover.

(Bragt i 'Kloden Drejer', 1. årgang nr. 4, februar 1990)

*