3. Vores fuldstændig ens kopper

Der er stadig plads til drømmene, og nu har forholdet varet så længe, at det er blevet tid til at handle på dem. Skal vi flytte sammen? Længslen bider, afstanden puster følelserne op, og det vil også være så vældig praktisk at dele bolig, ikkesandt? Også økonomisk. Have fælles husholdning. Spare transport. Have en dagligdag sammen, åh, hvilken rigdom, og vi vil jo alligevel det samme, har samme livsstil, så hvorfor ikke?

Jeg husker dengang, hvor ham, jeg var forelsket i, ejede én eneste enkel thekop i hvid benporcelæn, og jeg havde nøjagtigt den samme. Bare én. Var det ikke et vink fra skæbnen? Var det ikke et tydeligt udsagn om, at vi, netop vi, skulle være sammen, at vi passede præcis til hinanden?

Et par år senere var begge kopper gået i skår, hvilket jeg ikke tillagde den store symbolske betydning, og jeg drak min the af det keramikkrus, som han havde fået lavet specielt til mig. Jeg syntes, det var grimt.

Over det hele svæver den mytologiske forestilling om at blive en familie. Et par med barn, med børn, med alt dertil hørende. Selv om statistikken kan fortælle, at 37% af alle voksne danskere nu lever alene, og at 54% af samtlige familier består af en enkelt person, så er den lykkelige kernefamilie alligevel mejslet ind i vores drømme – og nu, hvor vi endelig har fundet den rigtige, ser den pludselig ud til at være inden for rækkevidde. De børn, vi måske allerede har, er selvfølgelig ingen hindring. De følger bare med.

(Kilde: Danmarks Statistik)

(Fra 'Ana elsker', side 159-160)

(Carl:)

I toget på vejen hjem planlægger jeg vores fremtidige liv sammen, Jeg må flytte til Aarhus, mit arbejde tillader det, og tage Thor med. Magnus bliver hos sin mor, og så må drengene skiftes til at rejse frem og tilbage mellem Hvidovre og Aarhus. Det kan de sagtens.

   Jeg fortaber mig i drømme om hverdage sammen med Ana, et liv i en glidende rytme, hvor vi vågner sammen hver morgen og dagligt kan opleve elskovens mirakel, hvor vi snakker, diskuterer, spiser, sover, arbejder – alting sammen. Hun får mig til at føle mig så levende, så meget som mand og menneske.