4.e_Tematiske_nedslag_i_historierne_FOELELSER

Senest opdateret

30.10 2020

TEMA: FØLELSER

(Myre-Jack, Store Emil, Vilde Vanja)


Sidetallene i det følgende henviser til hvor i hver af de tre historier, temaet berøres. Spørgsmålene er tænkt som inspiration for læreren, som via spørgsmålene kan sætte gang i elevernes egne overvejelser.


  • Viser du altid udenpå, hvad du føler? Eller skjuler du somme tider dine følelser og lader som ingenting? Hvornår? Hvorfor?
  • Er det bedst at vise sine følelser eller at lade som ingenting? Hvorfor?
  • Fortæl, hvad du mener, der sker med Emils følelser, når Jack siger til ham, at han bliver ked af det, når Emil driller ham?

Jack side 33 ('Hvorfor er du altid efter mig? Jeg bliver ked af det,' siger Jack til Emil.)


  • Hvilken følelse er det, som kommer i Emil, når han ser Jack og hans far sammen?

Emil side 17 (Emil har set, at Jack holder sin far i hånden, og de går og snakker sammen. Nogle gange griner de, og så kommer der en særlig følelse inden i ham. Han ved ikke, hvad den er for en følelse, men han kan ikke lide den. Den gør lidt ondt, og den giver ham lyst til at slå nogen.)


  • Fortæl, hvad du mener, der sker med Emils følelser, når Jack ikke bliver sur eller slår igen, da han får myrer og tis i tasken.

Emil side 18 ('Jack blev ikke engang sur, da han fik myrer i tasken,' tænker Emil. 'Han tør ikke noget.' Da han går hjemad, er han i dårligt humør. Det var ikke nær så sjovt, som han havde håbet.)


  • Hvorfor er Emil mere optaget af, om de andre griner ad ham, end han er af at have Jack til at lære sig mate­matik?
  • Hvordan reagerer du, hvis nogen griner ad dig?

Emil side 36 (Emil hører ikke efter, hvad Jack siger. Han holder øje med de andre. Sidder de og griner ad ham?)


  • Er du bange for monstre?
  • Hvordan ved du, at du er bange?
  • Hvad gør du, når du er bange?
  • Hvad er du mest bange for?

Emil side 5 (Emil er bange for uhyret, og han bliver bange, fordi mor er bange.)


  • Både Jack og Emil er stolte af deres far. Hvad er Jack stolt af hos sin far? Hvad er Emil stolt af?
  • Er du stolt af din mor eller far? Hvorfor - eller hvorfor ikke?

Jack side 9 (Jacks far var biolog. Somme tider drømte han om, at han i stedet for var postbud. Eller at han spillede prof fodbold, helst på et hold, som altid vandt. Eller noget andet, som de andre drenge ville se op til. Men så blev han flov, for hans far var den rareste far i verden. Og den klogeste, han vidste alting.)

Emil side 10 (Far er meget stærk. Han kan så let som ingenting løfte Emil højt op i vejret.)

Emil side 11 (Tænk, at far tør være helt oppe i kranen hver eneste dag. Han vil være lige så modig som far, når han bliver voksen.)


  • Nogle gange vil man gerne trøstes, når noget er synd for én. Andre gange vil man slet ikke. Kender du det? Hvorfor er der forskel?

Emil side 27 (Store hulk maser sig op gennem hans hals, og tårer vælter ud af hans øjne. Han folder sig sammen og græder og græder. Moster lægger sin hånd på hans ryg, og han læner sig ind mod hende. Han hulker, så han næsten ikke kan trække vejret. 'Schhh,' siger moster med helt blød stemme. 'Schhhh.' Hun vugger ham lidt.)

Emil side 29 (Emil kan høre, at moster synes, det er synd for ham. Det bryder han sig ikke om.)


  • Emil er slet ikke nysgerrig efter at vide noget om myrer. Hvornår bliver man nysgerrig?
  • Er det godt at være nysgerrig? Kan man være for nysgerrig?
  • Er du nysgerrig?

Jack side 8 ('Myrer?' siger børnene til Jack. 'Er du vild med myrer? Hvorfor det?')

Emil side 17 (En dag hører Emil, at Jack taler om myrer. Hvor kloge de er og den slags. Myrer! Sikke noget pis at gå op i.)

Emil side 34 ('Myrer er så seje,' siger Emil til moster. 'En myretue er ligesom en by. Og alle myrerne tilsam­men er en super-organisme. Jeg vidste det slet ikke.')

Emil side 35 (Emil glæder sig til at fortælle om alt det, han nu ved. Om myrer! Hvor cool de er.)


  • Har du prøvet at skulle lære noget nyt (fx løbe på skøjter, spille et instrument, læse), som du ikke gad i begyndelsen? Men da du blev bedre, kom du til rigtig godt at kunne lide det? Hvorfor mon?
  • Hvordan føles det at være dygtig til noget?

Emil side 38 (Emil gider ikke sidde sammen med moster hver dag og træne i at regne og læse. Men så opdager han, at han lidt efter lidt bliver bedre. En dag, henne i skolen, bliver han meget glad, fordi han svarer helt rigtigt på noget.)


  • Hvordan føles det ikke at kunne finde ud af noget?

Emil side 36 (Emil hører ikke efter, hvad Jack siger. Han holder øje med de andre. Sidder de og griner ad ham?)

Emil side 36 (Emil prøver at tage sig sammen, men Jacks ord suser forbi hans ører. Til sidst siger Jack: 'Det duer ikke. Her er ikke tid nok.' Emil kigger på ham. Han føler sig dum.)


  • Hvorfor vil Emil ikke fortælle Jack og Vanja, at han lige nu kun bor sammen med moster?

Emil side 38 (Ingen af de andre ved, at mor er på sygehuset. Jack og Vanja bor begge sammen med både deres mor og far. Han har ikke lyst til, at de skal vide, at han kun har moster.)


  • Hvilke følelser har Vanja, da Mulle dør?
  • Hvad stiller hun op med sin døde rotte? Hvorfor gør hun sådan?

Vanja side 37 (Vanja forer en æske med vat og lægger Mulle i den. Æsken graver hun ned i jorden. Ovenpå lægger hun en pæn sten, hvor der står 'Mulle', og som det sidste pynter hun med violer.)


  • Hvad er følelser egentlig?


Klik tilbage til temaoversigten her