T A N K E R  &  T E K S T E R

KÆRE FORLAG,

dette brev er ikke til jer alle. Det er til de af jer, som handler på en måde, som får mig og mine forfatterkolleger til at opleve os dårligt behandlet. Vi undrer os over, hvordan er det blevet så almindeligt for jer at behandle os så - ligegyldigt? Vi er jo trods alt dem, som leverer det materiale, som al jeres virksomhed baserer sig på.
   Selv om mit spørgsmål bygger på generelle forfattererfaringer, vil jeg nøjes med at tale på egne vegne. Hør bare et eksempel her: Jeg er færdig med mit manus. Jeg har arbejdet længe på det, halve og hele år, mindst, og haft relevante personer til at tjeklæse. Nu er jeg nået til at skulle finde et forlag, hvor folk som jer skal læse min historie og tage stilling til den: Vil I udgive - eller ej?
   Nogle forfattere har en fast tilknytning til ét forlag. Mange af os har ligesom jeg udgivet på flere forlag. Jeg går derfor på biblioteket, finder bøger, som ligner den, jeg nu har skrevet, og finder et eller flere relevante forlag. Jeg går på nettet og tjekker hjemmesider. Nogle steder står, at der pt. som følge af travlhed er lukket for tilgang af uopfordrede manusser. Ok. Klar besked.
  Jeg finder et åbent forlag og sender mit manus dertil - og kun dertil: 'Vi foretrækker, at du ikke sender manus til andre forlag.' Det retter jeg mig respektfuldt efter. Der kommer sædvanligvis, men ikke altid, en kvittering: 'Tak for det tilsendte, vi glæder os til at læse, du hører fra os om senest (fx) 8 uger, med mindre vi har travlt. Så kan der gå længere tid.' Eller: 'Du hører fra os efter påske/ ferien/ nytår.' Begge noget uklare tidsangivelser, men jeg vil så gerne have mit manus udgivet, og jeg vil ikke gøre mig uheldigt bemærket, så jeg accepterer. Og
venter. 8 uger - okay da.
   Først er jeg umådeligt optimistisk. Dagene efter indsendelsen af mit dyrebare manus fyldes jeg af håb, hver gang en mail klinger ind. Men nej, ikke fra jer. Så dumt, siger jeg til mig selv. Lad nu være! Tiden går, optimismen daler. I er nok ikke helt sikre, trøster jeg mig selv, I vil nok have mere end én konsulent til at læse. 8 ugers dagen kommer og går, stadig ikke nogen mail fra forlaget. Det har været jul, siger jeg til mig selv. Der har været ferie. Det skal lægges oveni de 8 uger.
   Men en dag er der incl. jul eller ferie gået så lang tid, at de 8 uger så rigeligt er overstået. Jeg tager mig sammen og skriver en mail: Hej, jeg vil gerne høre, om I ved, hvornår jeg får besked fra jer angående mit manus. 'Du hører fra os i næste uge', lyder svaret. Yes!
   Næste uge går. Intet svar. Og de næste uger ligeså. Jeg begynder at opgive håbet, og er derfor forberedt, da der efter mere end 5 uger kommer svar: 'Tak, fordi vi måtte læse dit manus. Undskyld det sene svar. Vi kan desværre ikke tilbyde en udgivelse.' (Selvfølgelig: Hvis svaret er positivt, drukner den lange venten i min glæde. Men.)
   Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved et forlags ret til at vælge, hvad I vil udgive. Selvfølgelig ikke. Jeg undrer mig over processen og dermed den behandling, I giver forfatterne. Hvad er grunden til, at I ikke allerede på hjemmesiden giver besked om, hvor længe det sandsynligvis vil tage, før et indsendt manus bliver behandlet? I kender vel jeres arbejdskapacitet. 'Vi modtager gerne manuskripter, men vi har så travlt, at der vil gå mindst 4 måneder, før vi giver dig besked.' 127 dage har jeg her i år ventet på svar fra ét forlag. Et halvt år fra et andet. Jeg har også oplevet, at der aldrig kom svar. Bare for en ordens skyld: Jeg er ikke en begynder. Jeg har mere end 50 udgivelser bag mig på mere end ti forskellige forlag.
   Videre: Hvad er grunden til, at I ikke - i respekt for, at I har modtaget et menneskes dyrebare frembringelse, det, som nogen ligefrem kalder 'deres barn' - sender en kort besked, når den lovede tidsfrist er nået? 'Vi beklager, men som følge af travlhed har vi endnu ikke taget stilling til dit manus. Vi forventer, at der går endnu x uger, før du hører fra os.' Venlig kommunikation fra en branche, som dog lever af kommunikation.
   Endelig fatter jeg ikke en bjælde af den besked, som hedder 'i næste uge', når der så går 38 dage (igen egen erfaring), før svaret foreligger. (Og ja, jeg er ømskindet og tæller.) Er det bare et automatsvar? Eller er I ganske ligeglade med det menneske, I skriver til? Det er svært ikke at få netop dén tanke og blive ked af det. Det er nedslående at blive behandlet med ligegyldighed. Mere nedslående end at få sit manus afvist.
   Jeg kunne komme med diverse gæt på, hvad grunden er til jeres løse omgang med løfter. Det lader jeg være med. I stedet vil jeg opfordre jer til at blive bedre til at give os klar besked. Husk dog på, at vi, forfatterne, har rigtig meget i klemme. Vi har skabt et værk, som vi så gerne vil have ud i verden - med jeres hjælp. Vi kan godt selv udgive, hvis det skal være, det er let i dag, men vi vil som udgangspunkt hellere samarbejde med jer. Vi respekterer jer og det, I kan. Vi har brug for, at I også respekterer os. Vis os det i jeres behandling af os.
   Alle gode hilsener Janne Hejgaard

(Uddrag af ovenstående er bragt i 'Forfatteren nr. 4, 2022)

PÅ JAGT EFTER NOGET, SOM IKKE FINDES

(En forkortet udgave af teksten blev bragt i IBBY DKs blad, Klods Hans nr. 4, 2020)

Illustration er fra 'Emil og uhyret', nr. 2 i serien Jack, Emil & Vanja, som rummer ikke-voldelige handleforslag

De seneste måneder har jeg været detektiv. Jeg har snuset rundt diverse relevante steder for at finde noget ganske bestemt. Indtil videre er det kun lykkedes mig at finde det ønskede ét eneste sted.Jeg har eftersøgt ikke-voldelige konfliktløsninger i børnelitteraturen. Jeg har ledt efter plots, som rummede civil ulydighed som mulig konfliktløsning. Jeg har undersøgt, hvordan børnebogsforfattere lader deres personer løse - eller bare håndtere - de konflikter, de kommer ud i.

Disneyshow
Det begyndte egentlig den aften, hvor jeg satte mig og så Disneyshow sammen med børnebørnene. Her er, hvad jeg så, i den time, som det ugentlige program varer: Først var der en lille film med Manga-agtige figurer, som sloges med hinanden. Derefter kom en Anders And film af ældre dato, som ud over AA præsenterede en bi, en myre og en haj.   AA generede bien, som derefter generede ham. Filmen sluttede med, at bien triumferende vandt. Så var der en film med et par personer og en handling, jeg ærlig talt ikke begreb noget af. Gad vidst, om børnebørnene gjorde? De sagde ikke noget, så det gjorde de nok.
   En science fiction historie præsenterede gode og onde personer, som - surprise: bekæmpede hinanden. Endelig sluttede programmet af med endnu en gammel AA film. Scenen var en guldmine, deltagerne var AA og et æsel, som filmen igennem drillede hinanden. Selvfølgelig vandt æslet - AA taber altid.
   Helt uskyldig underholdning, vil de fleste nok sige. Herrestegud, det er jo bare tegnefilm? Sådan var det ikke for mig. Jeg sad og blev optaget af metaniveauet, af de subtile budskaber. AA er en taber, ingen tvivl om det, og en taber er sådan en, som ikke kan vinde en kamp. Aldrig. Og Disney
Show rummer rigtig mange kampe. Figurerne er uenige om fordeling af goder, af plads, af ret til at være, og de håndterer deres uenighed ved at drille, chikanere eller fysisk slå hinanden i jorden.
   Ret skal være ret: Der findes Disneyfilm, som handler om at hjælpe hinanden. Bambi på isen, Askepot og Snehvide - om end de sidste to nu også flasher diverse onde figurer. Måske er det ikke tilfældigt, at netop dé er reserveret til 24. december.

Hvad så med børnelitteraturen?
Dril, chikane eller fysisk vold. Hvordan står det mon til i de andre medier, som henvender sig til børn? var min tanke. Da jeg er forfatter og især har skrevet til børn, var det ikke overraskende børnelitteraturen, jeg vendte mig imod. Bliver læserne også her udelukkende - eller hovedsagelig - præsenteret for sproglig eller fysisk vold som den metode, man håndterer uenighed med? Eller møder de her andre måder? Min indre detektiv vågnede.
   Jeg begyndte på Facebook, hvor langt den største del af mine 'venner' har hjemme i bogbranchen. Kendte nogen her nogle skønlitterære børnehistorier, hvor ikke-vold bruges som en del af handlingen? Jeg fik ét eneste bud på en forfatter: Morten Dürr, og fokuserede derfor i første omgang på ham.
   På biblioteket fandt jeg blandt Mortens mange titler frem til ni, som så lovende ud for mit detektivblik. For mig var de interessante historier dem, som handler om at være udenfor eller ensom af en eller anden grund, fx fordi man bliver mobbet. Hvilke strategier lader forfatteren sine personer benytte sig af i deres bestræbelser på at ændre den uønskede situation? Jeg skruede meta-blikket på og fandt følgende:

En hjælpers menneskelige indsigt
I Fatima bliver fugl (2011) afholder Fatima sig fra at bruge den overmagt, hun skaffer sig. Det bemærker 'fjenden' Jeppe, som bliver taknemmelig - og så er dét fjendskab fordampet. (Der skal som bekendt to til at være uvenner.)
   I Bomben i madkassen (2010) benytter mobbede Michael sig af sin forståelse af, hvordan mennesker reagerer. Han er snedig og får blottet mobberen Toms svaghed - og derefter får han lov til at gå i fred.
   I flere af historierne optræder en hjælper, som kan være en voksen (Slip aldrig Samiras hånd (2007), hvor Nadims onkel finder løsningen), eller en særligt vidende kammerat som i En lort med tusind ben (2010), hvor Asger henter ideer fra en bog om krigskunst, som han er optaget af.
   Koger jeg Morten Dürrs forslag endnu mere ind, bliver de til, at han baserer sine løsninger på børns eller voksnes menneskelige indsigt og empati: De træder til og vil gerne hjælpe. Det er fint og glimrende - men ikke det, jeg eftersøgte. Det var her, jeg første gang fik den mistanke, at folk ikke forstod, hvad det var, jeg søgte efter. Hvad så nu?

På børnebiblioteket
Mit hidtidige undersøgelsesfelt var alt for småt, så jeg fortsatte hen på mit store, lokale bibliotek. I børneafdelingen fandt jeg en bibliotekar, som blev foruroligende tom i blikket, da jeg fremsatte mine ønsker. Denne gang nøjedes jeg endda ikke med at tale om ikke-vold. Jeg fik også nævnt civil ulydighed ud fra en uklar opfattelse af, at det for de fleste er en mere fast defineret størrelse. Hvem har ikke hørt om Gandhi og Mandela? Eller en vis Thunberg?
   Den hjælpsomme bibliotekar fandt en kollega, som nok bedre kunne hjælpe mig. Hun kom, og jeg forklarede, men nej, hun havde ikke lige nogle bud på børnebøger, der rummede det, jeg var på jagt efter. Men hvis jeg efterlod min mailadresse, ville hun få en mere vidende kollega til at kontakte mig. Godt, og tak, sagde jeg.

Heller ikke i Sverige og Norge
Et par uger senere modtog jeg fra bibliotekaren en lang liste med titler på børnebøger, hvor, som hun skrev, der var 'tale om en ikke voldelig konfliktløsning'. I mellemtiden havde jeg spurgt lidt rundt omkring og var blevet anbefalet også at kigge på Sverige og Norge. Det gjorde jeg.
   Jeg var bl.a. inde på Stadsbiblioteket i Stockholms hjemmeside og søge efter børnebøger med ikke-voldelig konfliktløsning eller indflettet brug af civil ulydighed - men nej. Et par fagbøger ja, og noget til voksne - men intet til børn. Det kan der være mange grunde til. En af dem kan være, at børnehistorier ikke udstyres med sådanne stikord.
   Min undren og optagethed voksede, og jeg gik i gang med bibliotekarens liste: 13 billedbøger, letlæsningsbøger og børneromaner.

Solidaritet, rummelighed, hjælpsomhed ...
Her fandt jeg konfliktløsningsforslag, som overordnet kan beskrives sådan her: Et socialt stærkt barn kommer det svagere (fx mobbede) barn i møde, fx ved at solidarisere sig med det. (Ex: Da Carl blev rasende (2012) af Ida Jessen. Koncert eller kirsebær (2017) af Nicole Boyle Rødtnes. Du lovede jo (2015) af Line Kyed Knudsen).
   Modellen går igen i en del af de beskrevne konflikter: Det socialt særligt begavede barn får den rigtige problemløsende idé, eller udviser rummelighed og hjælpsomhed og får på den måde den svagere hentet ind i varmen (Ex: Alle tre vil lege to (2018) af Maria Nilsson, Rosa & Tot (2019) af Camilla Wandahl. Aldrig mere venner (2018) af Puk Krogsøe).
   Nogle gange består løsningen blot i at sige undskyld (Ex: Viola og veninderne (2015) af Line Kyed Knudsen. Kaptajnen og bolcheprinsessen ( 2019) af Sabine Lemire samt et par af de førnævnte titler). Og en del gange er det kloge og opmærksomme voksne, som redder situationen eller i al fald bidrager til det (Ex: Alexander bliver vred (2016) af Line Kyed Knudsen. Aldrig mere venner (2018) af Puk Krogsøe).
   Alt sammen er selvfølgelig ganske glimrende, men det er stadig ikke, hvad jeg var på jagt efter. Almindelig social omgængelighed er ikke det samme som ikke-voldelig konfliktløsning. Jeg savner formidling til børn af ikke-vold og den slags konflikthåndterende metoder, som vi kender fra civil ulydighed. Hvis børn aldrig er stødt på den type handlemuligheder, kan de selvfølgelig ikke benytte sig af dem. Det mener jeg, at de bør kunne - derfor min optagethed.

Civil ulydighed & ikke-vold
Demonstrationer, strejker, sit-down aktioner, boycotts, lock-outs, husbesættelser, blokader, lænke sig til diverse - maskiner, skibe - er blot de mest kendte og dagligdags eksempler på civil ulydighed. Der findes utallige flere, og en del af dem - men bestemt ikke alle - kan bruges af børn.
   Ikke-vold har også sin særlige sprogbrug, den ikke-voldelige kommunikation eller IVK, som meget overordnet går ud på at minimere sin brug af vurderinger og i så stort omfang som muligt at tale på niveau af fakta, følelser og behov. (Se Ballademageren Søren for en grundig gennemgang af IVK.)

Fundet - men ...
Den nedslående slutning på min eftersøgning er, at jeg indtil videre kun har fundet indflettet ikkevold og civil ulydighed i mine egne historier. Mine tre letlæsningsbøger fra 2019 handler bl.a. om at takle mobning på en ikke-voldelig måde. I mit trebindsværk, Lola midt i verden, fra 2011-2013, gennemløber Lola på 13 år en proces fra at slå løs på den mobbende pige i klassen, til at vælge at 'danse' med hende.
   Danse? Ja. Et billede, hugget fra Hverdagens metaforer, skrevet af Lakoff & Johnson. Deres indledende og yderst illustrative eksempel drejer sig om hvilke metaforer, der gemmer sig bag vores forståelse af, hvad en diskussion er, og som udtrykker sig i det sprog, vi bruger. En diskussion bliver oftest italesat som en krig, siger de. Der er en modstander. Der vindes eller tabes, der bruges skarpe argumenter, man har knive i ærmet eller skyder fra hoften, alt sammen for at få den anden ned med nakken. Vinde!
   Hvad nu, fortsætter de, hvis vi i stedet for opfattede en diskussion som en dans? Hvor det gjaldt om at samarbejde og finde ind i samme rytme? Om at opnå en vis enighed, så man kunne følges ad? Om at få de tos forskelligheder til at gå op i en højere enhed? Ikke nogen dårlig færdighed at besidde. Jeg - og helt sikkert mange andre med mig - kan kun ønske, at børn evner at håndtere konflikter på dén måde. Og det kan de i al fald ikke, hvis de aldrig er blevet så meget som præsenteret for den.
   Jeg bliver ved med at flette ikke-voldelige strategier ind i mine historier. Jeg kan kun opfordre mine kolleger til at gøre det samme. Og det er ovenikøbet blevet lettere: En skolepige i gul regnfrakke har givet os et ikon at læne os op ad.

Forfatterjuryen består lige nu af bibliotekar Betina Falsing, master i børnelitteratur Søren Fanø (formand), anmelder Anita Brask Rasmussen og forfatter og illustrator Kamila Slocinska. Illustratorjuryen består af billedkunstner Søren Assenholt (formand), tegner Kasper Heron Købke, kritiker Marianne Eskebæk Larsen og master i børnelitteratur Caroline Sehested.

2.

Der findes en del andre priser, både danske og udenlandske, som gives til forfattere og illustratorer af børnebøger. Et par af de mest estimerede er Astrid Lindgren priserne og Hans Christian Andersen priserne. De første uddeles hvert år og er på 5 mio svenske kr, de andre hvert andet år, og de følges af en guldmedalje udstyret med H.C.A.s profil. At modtage sådan en pris kaster altså hæder og måske penge af sig.

Men at vinde en pris betyder ikke bare en økonomisk gevinst og et smukt tilskud til ens CV. Der er mange andre gevinster i slipstrømmen. De prisbelønnede værker er som regel udgivet inden for det seneste år, men et år er lang tid i nutidens bogverden. Bøger bliver rask væk sendt på udsalg eller sågar kasseret, når det første salgsboom er overstået - et halvt års tid efter udgivelsesdatoen.

Modtager en bog så en pris for tekst eller illustrationer, får den liv igen. Læserne møder den i pressens omtale, forlagene genoptrykker med nyt omslag, som (selvfølgelig højlydt) fortæller om den erhvervede pris, boghandlerne og bibliotekerne får en anledning til at hente værket frem på hylderne - hvor bøger nødvendigvis må stå, for overhovedet at kunne ses og blive købt eller lånt.

En pris giver altså øget opmærksomhed og dermed salg.

3.

En pris løfter også den modtagende forfatter eller illustrator til et nyt niveau. Prisen virker som en blåstempling, næste manuskript bliver modtaget på forlagene med større interesse og dertil hørende større mulighed for at blive udgivet. I dagens forlagsverden, hvor 'markedets censur' - vurdering efter en bogs evne til at tjene penge hjem - er en vigtig parameter, vil en prisvindende litteraturproducent være eftertragtet på en helt ny måde.

Det skal selvfølgelig også nævnes, at tildeling af en pris er en personlig støtte til forfatteren eller illustratoren - desto mere eftertragtet og ærefuld, prisen er, desto bedre. Den karakteristiske arbejdssituation, især for forfatteren, er, at hun sidder alene og producerer, ofte uden at have den fjerneste anelse om, hvorvidt nogen vil være interesserede i at udgive hendes historie. At blive belønnet for sit ensomme arbejde stiver nødvendigvis selvtilliden af. Hun tør i lidt større omfang tro på, at det hun laver er godt (nok).

Arbejdssituationen er anderledes for illustratorer, der som regel udfører deres arbejde på bestilling - selvfølgelig stadig med den indbyggede risiko, at forfatter og forlag afviser det, de har lavet. Men illustrationer laves ikke i samme omfang ud i det blå, som historier skrives.

4.

Som en rød tråd gennem det hele løber tusind kroners spørgsmålet: Hvad er det, et værk bliver vurderet efter, når det bliver vurderet? Hvilke kriterier fører til et ind-i-varmen eller bliv-ude-i-kulden? Hvad skal illustrationer eller historier kunne, for at få en prisjurys positive bedømmelse?

Først og fremmest skal jurymedlemmerne overhovedet opdage, at et værk findes. Kulturministeriets to børnelitteraturprisjuryer er ikke overraskende udpeget, så de netop rummer folk, som arbejder der, hvor børnebøger passerer.

Dertil kommer, at de aktuelle juryer også geografisk er rimeligt godt dækkende - i al fald er både Jylland, Fyn og Sjælland incl. hovedstaden repræsenteret. Det samme gælder årets nominerede. Bedre kan det vist ikke være, idet geografien selvfølgelig har en vis betydning for, hvilke illustratorer, forfattere og udgivne værker, man får kendskab til - også selv om man er en fagperson.

Der udgives så meget børnelitteratur i Danmark i dag, meget mere end nogensinde før, at en hel del nødvendigvis må drukne i mængden. Bøgerne stabler sig op på anmeldernes borde, der er ikke plads til alle udgivelse på bibliotekernes udstillingshylder, og et værk må på en eller anden måde have gjort sig særligt bemærket for at blive hentet frem af dyngerne og givet ekstra opmærksomhed.

Der er ingen grund til at tale om indspisthed eller nepotisme. Hvis jeg kender dig, og ser din bog i mængden, ja, så fanger den i højere grad min opmærksomhed end de ti bøger, som er skrevet/ illustreret af folk, jeg aldrig har hørt om. Sådan fungerer virkeligheden, og det kræver en bevidst indsats at kommer forbi netop den hurdle. Man må i øvrigt gå ud fra/ håbe på, at jurymedlemmer har en sådan bevidsthed.

5.

For ti år siden sad jeg i et af daværende kulturminister Brian Mikkelsens mange bogudvalg. Vores kommissorium drejede sig om såkaldt kvalitetslitteratur. Betød de dengang netop frigivne bogpriser, at markedet ville blive overtaget af mainstream- og bestseller-litteratur på bekostning af den øvrige del af litteraturen? Når fx supermarkeder nu måtte sælge alle bøger, betød det så, at der ville blive produceret færre kunstnerisk og kulturelt værdifulde udgivelser?

Udvalget arbejdede et år og nåede frem til en række anbefalinger, som primært handlede om at lave systemer, så det ønskede kunne måles. Statistikker! Desværre faldt afleveringstidspunktet for rapporten - september 2008 - sammen med et skift i kulturminister. Brian Mikkelsen blev afløst af Carina Christensen, og da udvalget jo var førstnævntes, ja, så førte de mange velbegrundede anbefalinger til stort set ingenting.

Undervejs i udvalgets arbejde havde vi ikke overraskende en diskussion af, hvad 'kvalitetslitteratur' egentlig var for en størrelse. Heller ikke overraskende var det svært at blive enige. Vi nåede dog frem til følgende, som vel snarere er en beskrivelse end en regulær definition - som i øvrigt næppe kan laves.

"Kvalitet kan findes i alle kategorier af litterære værker og er uafhængig af et værks kategori og genre. Kvalitetsværker udmærker sig bl.a. ved et højtudviklet sprog, en æstetisk følsomhed og et bevidst og kreativt forhold til den aktuelle genres teknik og virkemidler. Kvalitetslitteratur giver læsere mulighed for at erhverve en større viden om og udvikle en dybere forståelse af deres liv og omverden. ... Den generelle opfattelse af kvalitet ændres over tid. ..."¹

Vi nåede således frem til i et vist omfang at folde begrebet 'kvalitet' ud og tilføje facetter, som handler om både sprog, æstetik, teknik og virkemidler - samt noget om, hvad læsning kan betyde for læseren. Stadig brede begreber, som kan forstås på mange måder, og måske er det vigtigste i virkeligheden det, som ikke nævnes: Underholdningsværdi, popularitet og salgbarhed anses ikke for væsentlige egenskaber ved kvalitetslitteraturen.

6.

Vores definition fra dengang blev glemt sammen med resten af rapporten. De officielle kriterier bag Kulturministeriets Børnelitteraturpriser er i al fald meget lidt udfoldede. De lyder sådan her:

"Kulturministeriets Børnelitteraturpriser har til formål årligt at hædre en særlig bemærkelsesværdig indsats for den illustrerede / skønlitterære danske børne- og ungdomsbog af høj teknisk / litterær og kunstnerisk kvalitet."

Smuk formulering, som desværre lider af den manglende præcision, som stadig er tæt knyttet til begrebet 'kvalitet'. For hvordan måler man 'høj litterær og kunstnerisk kvalitet'? Og hvad menes der egentlig med ordene 'særlig bemærkelsesværdig indsats'? Bemærkelsesværdig for hvem?

Spørgsmålene er af den art, som ikke kan besvaret med noget entydigt. De kan kun diskuteres. Vi befinder os i feltet af vurderinger, ikke i noget faktafelt, og vurderinger er afhængige af den person, som vurderer. Hvad er grimt for mig, kan let være smukt for dig - og omvendt. Den bog, som du synes, er vidunderlig, kan jeg finde aldeles uinteressant. Og måske mere relevant i denne sammenhæng: Den historie, som den voksne finder fantastisk, kan børn finde kedelig, uinteressant og ikke noget ved.

Der er så mange faktorer på banen, når enhver af os vurderer, hvad vi synes om og ikke synes om, at det netop har den konsekvens, at fx 'høj kvalitet' ikke er noget, som kan defineres. Det er i virkeligheden et tomt udtryk. For slet ikke at forholde sig til indhold af ordet 'kunstnerisk'.

Selvfølgelig har det betydning, at en jury netop er sammensat af fagfolk, som kommer med forskellig baggrund. At de alle er mennesker, som har læst og set utallige børnebøger, og som har et solidt fundament at bygge på. Men det fjerner ikke det faktum, at vi alle, hver især, bygger vores vurderinger på egne behov, og at ovenstående kriterium er så åbent, at det kan tolkes, som man ønsker det.

7.

Modtagerne af Kulturministeriets Børnelitteraturpriser vælges af voksne, ud fra de voksnes kriterier. Man kunne forestille sig, at jurymedlemmerne brugte deres faglige viden til at hædre værker, som faldt i børnenes smag. Børn vurderer historier og illustrationer med ord som spændende, flot, sjov, en god historie - nok sammen med følelsesord: sørgelig, uhyggelig, kedelig ...

Den slags betegnelser findes ikke i de tekster, som begrunder valget af de seks shortlistede kandidater til priserne. Forfatterjuryen anvender ord som: ærlig, illusionsløs, rå, anderledes, solidaritet, nøgenhed, skøn, aparte, metrisk stramt komponeret, anderledeshed, intertekstuelle påmindelser, flertydig, fantastisk, grotesk, almenmenneskelig.

Der lægges altså i de valgte historier vægt på noget ærligt (råt, illusionsløst, nøgent), noget anderledes (grotesk, aparte, flertydigt) og samtidig fremhæves solidaritet, almenmenneskelighed - og stram komposition.

Tilsvarende bruges i begrundelserne for de valgte illustrationer ord som: formidabel, pantomimisk, enkelt farvevalg, smuk stoflighed, sanselighed, imponerende gennemarbejdet, stilsikker variation i perspektiv, åbenhed, modig, nytænkende, knald på former og farver, særlig ikonografi, appetitligt twist, stilsikker, skøn, skæv, nyt eller tiltet perspektiv, finurlig, naiv streg.

Når disse betegnelser bliver yderligere kogt ind, fremtræder juryens fokus på noget nyt og anderledes (nytænkende, modig, finurlig, særlig ikonografi, med et nyt eller tiltet perspektiv) samt et krav til teknisk dygtighed: illustrationerne skal være gennemarbejdede og stilsikre.

En del af de nævnte egenskaber er så faktuelt beskrivende, at man kan forestille sig, at mange vil vurdere på samme måde. Stram komposition, gennemarbejdning og stilsikkerhed er næsten målbare størrelser.

Det gælder ikke de mere værdiladede vurderinger som fx skøn, fantastisk og formidabel, som udelukkende er udtryk for, at et værk i meget høj grad er faldet i en læsers smag. Og uanset hvor fagligt kvalificeret denne læser er, så er smag for det første forskellig fra person til person og kun til at hierarkisere inden for en defineret værdiramme, som meget ofte er underforstået. For det andet er smag styret af det pt dominerende paradigme.

8.

Kulturministeriets børnelitteraturpriser gives altså til børnebøger, som en gruppe fagligt kvalificerede voksne vurderer som værende af høj litterær og kunstnerisk kvalitet - set i et voksent perspektiv. Og med en 2019-forståelse af, hvad kvalitet er: ærlighed, anderledeshed, skævhed og nytænkning - ud over forfatterens og illustratorens fagtekniske dygtighed.

Men: 'Kvalitet' er en ramme, hvis indhold ændres over tid. Engang betød kvalitet opdragende, socialrealistisk, grænseoverskridende, aktuelt eller sågar socialistisk eller kristent. I morgen kan det være identitetspolitisk korrekt, eller - hvorfor ikke - klimabevidst.

9.

Sprog, ordvalg, kan bruges til så meget. Til at søsætte fake news, fx. Måske ønsker Kulturministeriet, at dets priser er udstyret med en elitær aura af, at høje dommere har valgt det bedste af det bedste - på et helt objektivt grundlag, forstås. Som det er nu.

Men måske var det en idé at være mere åbent til stede i udmeldingerne. "Denne jury har valgt de og de værker som prisberettigede ud fra en forståelse af kvalitet som noget, der er ærligt, skævt, nytænkende og anderledes - og selvfølgelig udført med professionel dygtighed."

Måske. Uanset hvad: Tillykke til både de nominerede og de vindende. Selvfølgelig er deres arbejder af høj kvalitet.

1 Citeret fra 'Rapport fra bogudvalget 2007-2008', side 5. Rapporten kan hentes som PDF fra Boghandlerforeningens hjemmeside ved at følge det anførte link. 2008 rapport.

*