Og så er der det med kønnet, bidrog jeg med, og det førte til en intens udveksling. Har hun ret, Hustvedt? Er det virkelig sådan, at et kunstnerisk værk – som fx en roman – vurderes som mere værdifuldt, hvis der ”et eller andet sted bag værket eller nummeret – kan findes en pik og et par nosser”, som Hustvedts hovedkarakter, Harriet Burden, siger i bogen.

Jae, joe, mente vi, uden at være alt for uenige.

Det står ikke helt klart, hvem af os det var, som fik ideen. Jeg var lige da i gang med de allerførste indledende manøvrer til at skrive en roman for voksne – jeg har ellers skrevet faglitteratur og/ eller for børn – en historie om kærlighed og parforhold, som foregår i Aarhus og har en kvindelig hovedperson.

'Kunne du skrive sådan en historie?' spurgte jeg, og derfra udviklede ideen sig. Han ville prøve

'Lad os teste det,' foreslog han, 'lad os efterabe Hustvedts idé og sætte fokus på problemet.' Han forklarede, jeg tog udfordringen op, og derfra groede det: Vi skulle bruge min ramme og fylde den ud med hans indhold. Han skulle skrive teksten, mens jeg skulle være tjeklæser og samarbejdspartner.

Vi gik hurtigt i gang, og afsnit, kapitler og ideer krydsede gabet mellem hovedstad og provins. Nogle afsnit har jeg været en hel del blandet ind i, mens andre står næsten uberørt af min hånd. Det gælder fx de erotiske afsnit, som også i romanen fortælles med den mandlige hovedpersons synsvinkel. Mange gange kunne jeg på bedste redaktørvis fortælle Peter, at: 'Sådan tænker en kvinde/ vores hovedperson ikke. Hun vil først og fremmest bemærke dette og ikke hint.' Og så har han protesteret eller rettet til.

Det tog os halvandet år at nå dertil, hvor vi var tilfredse og erklærede produktet for færdigt. Det havde været sjovt og interessant, og det fortsatte det med at være, da vi begyndte at få reaktioner retur fra de forlag, vi sendte ind til. Nej: Jeg sendte ind til, for det var netop pointen: Jeg lagde navn til romanen, stod angivet som forfatteren. Hans navn blev ikke nævnt, og ophavsretten var min, havde vi aftalt. I al fald i første omgang. Jeg som debuterende forfatter af en roman til voksne. Ikke ham, som med sit navn straks ville have fået manus antaget.

'Uanset tekstens kvalitet,' drillede jeg ham med, 'bare på grund af dine salgstal.' Det afviste han blankt, men efterhånden som afslagene dumpede ind, blev han mindre sikker.

Oftest morede vi os som listige børn, der har snydt de voksne.

'Jeg gætter på, at historien er delvis selvbiografisk, og foreslår, at du omskriver hovedpersonen til én på din egen alder,' lød et forslag fra en redaktør.

'Det er bare, fordi vi har gjort titelpersonen til en både højt begavet, seksuelt erfaren og klog kvinde,' morede Peter sig. 'Det er han nok ikke vant til.'

Måske. Eller også var samme redaktør ikke i stand til at se værket løsrevet fra dets ophavskvinde – hvis sådan noget overhovedet er muligt. Det havde vi en del diskussioner om, stadig inspireret af Hustvedts roman, som heller ikke når til nogen klar konklusion på dét spørgsmål.

Eller denne reaktion, som Peter blev småfornærmet over: 'Man mærker, at du sædvanligvis skriver faglitteratur til børn og unge. Der forklares for meget og overlades for lidt til den voksne læser.' Værk og forfatter opfattet som én pærevælling.

Gennem det næste halve år takkede fire store københavnerforlag med forskellige begrundelser nej til vores værk, før et ungt og dynamisk forlag i Aarhus takkede et positivt ja. Vi havde nu også undervejs bearbejdet manus yderligere. Lige nu er vi nået så langt, at romanen udkommer til næste år. Med mig som forfatter, og med både Peter og mig i kulissen, sygt spændte på omtalen.

I første omgang gør vi selvfølgelig ikke opmærksom på, at en 'anonym, men etableret, mandlig forfatter' har den rolle i romanens tilblivelse, som er beskrevet herover. Vi venter og ser, hvad der sker. Måske bliver udgivelsen forbigået i tavshed, en kvinderoman om et kvindeemne og derfor ikke værd at tage seriøst. Måske får den kompetente anmeldelser som et værk, der selvfølgelig er uafhængig af den, som har skrevet den. Måske noget tredje.

Måske bliver Peter og jeg i stand til at drage en lysende klar konklusion: Ja, denne roman er blevet vurderet lavere, end den ellers ville, fordi den har en (ukendt, ovenikøbet gammel) kvinde som forfatter og ikke en (ung, (aner)kendt) mand. Eller omvendt: Nej, forfatterens køn mv. har ikke spillet nogen rolle for vurderingen. Måske kan vi kun drage mudrede konklusioner.

Men vi har et es i ærmet, og på rette tidspunkt tager vi det frem og ser, hvad der så sker.